Læsetid: 4 min.

Mere end karaokekunst

Yderst seværdig udstilling af asiatisk samtidskunst i Kunstforeningen
12. august 2003

Kunst
I mødet med Kunstforeningens aktuelle udstilling af asiatisk samtidskunst melder de første spørgsmål sig nærmest pr. automatik: Hvori består værkernes specifikt asiatiske træk? Og hvordan adskiller asiatisk kunst sig fra eksempelvis dansk, europæisk, vestlig kunst?
Det er spørgsmål, der er lige så oplagte, som de i en vis forstand er ’forkert’ vinklede. Hvorfor skulle man pludselig begynde at fokusere på kunstens eventuelle etniske eller kulturelle træk, blot fordi den kommer fra steder, vi tradi
tionelt opfatter som eksotiske, kunne man spørge. Vi er alle påvirkede af den samme globalisering, så hvorfor ikke bare se på værkerne som dét, de er?
Og så alligevel: Ved en gennemgang af udstillingens 17 kunstnere fra Japan, Kina, Korea og Thailand viser det sig snart, at visse værker groft sagt kunne være skabt hvor som helst i det internationale kredsløb, mens andre – i hvert fald ved en overfladisk betragtning – emmer af lokalkolorit. Spørgsmålet er så, om værkerne dybere set også er udtryk for et asiatisk (kunst)syn?
Tag nu den koreanske kunstner Gimhongsoks stedspecifikke installation The Boat (2001-02). Grundsubstansen i værket er en uformelig blåmalet ’klippeblok’ med musikafspiller og andet elektronisk udstyr monteret indeni. Udenpå derimod, findes madvarer og andre livsfornødenheder, som er hentet fra den kultur, hvori værket udstilles. Måske en kommentar til asiatiske bådflygtninge og en refleksion over ’nødvendigheden’ af de mange forbrugsvarer, som den økonomiske vækst har oversvømmet en del asiatiske lande med? Men i samme bevægelse er værket lige så vel et spejl, holdt op foran – i dette tilfælde – den danske/vestlige kultur.
Sådan er det med mange af værkerne. Forsøget på at aflæse en ’asiatisk’ tematik strander hurtigt i mødet med et mere alment indhold. Det gælder også et af denne signaturs favoritværker, videoinstallationen Inertia (1998) af den japanske duo Tadesu Takamine og Masashi Iwasaki. Et projiceret billede viser en optagelse af en kvinde liggende på tog, der suser gennem landskabet med voldsom fart. Kvinden ses nedefra, idet hun forsøger at holde kjolen nede om knæene, mens farten presser stoffet den modsatte vej, så underlivet blottes. Måske en kommentar til dynamikken i den japanske udvikling, billedliggjort gennem det berømte højhastighedstog? Tja, mere ligefor ligger nu associationen til Marilyn Monroe på risten og – metaforisk – det mandlige bliks anmassende begær efter kvindekroppen.

Hverdagsbilleder
Udstillingens titel – everyday – synes velvalgt, idet en række af de deltagende kunstnere, i lighed med mange vestlige kolleger, tager direkte afsæt i deres umiddelbare omgivelser. Det betyder, at en del værker uundgåeligt kommer til at afspejle de til tider brutale konfrontationer mellem gammelt og nyt, som det vrimler med i de asiatiske kulturer.
Mest elegant i denne retning er videoinstallationen Red Doors (2002) af den kinesiske kunstner Wang Gongxin. På fire storskærme, der omgiver beskueren, vises optagelser af porte fra Den Forbudte By i Beijing. Med mellemrum åbnes og lukkes portene, men snarere end at afsløre kejserens ’hemmeligheder’ gives glimt af det moderne hverdagsliv uden for paladsets mure.
En lignende tematik, omend med en mere dokumentarisk approach, findes i en anden kinesisk videoinstallation, Cui Xiuwens Lady’s (2000), en montage af skjulte optagelser fra et dametoilet på et diskotek, hvor de prostituerede netter sig foran spejlet, mens rengøringskonerne omkring dem lever deres skyggetilværelse som altid.
Flere af værkerne inddrager publikum, samtidig med at de overskrider den traditionelle grænse mellem kunstens hvide kube og hverdagslivet udenfor. Således har Rirkrit Tiravanija (af thailandsk oprindelse) under udstillingens fernisering på bedste Fluxus-manér lavet thai-suppe til publikum, og optagelserne af denne performance kan nu ses i det rum, hvor suppen blev til.
Som det måtte være fremgået, findes i asiatisk samtidskunst ekkoer af mange af de forskellige strategier, der præger kunstscenerne andre steder i verden. Men udstillingen viser samtidig, at ny asiatisk kunst er andet og mere end en karaokekunst, der blot eftersnakker Vesten.
Hvilket er glædeligt at konstatere, idet det ikke blot er på disse breddegrader, at asiatisk samtidskunst er noget relativt nyt. Også i Asien er interessen for dét, vi i Vesten forstår ved samtidskunst, et fænomen, der først begyndte at dukke op i forbindelse med 1990’ernes sine steder eksplosive økonomiske vækst.

Friskt og nyt
Om dette forklarede den fremtrædende kinesiske kurator Binghui Huangfu, leder af Earl Lu Gallery i Singapore, sidste efterår til Information:
»I Vesten tænker kunstnerne deres arbejde ind i et stort spil, der har at gøre med hele modernismen. Derfor er værkerne ofte ret forudsigelige. Asiatiske kunstnere overtager bare en form og bruger den. (...) De forholder sig direkte til deres lokale kontekst, og det giver kunsten en energi og umiddelbarhed, som for mig at se er forfriskende og fornyende.«
Bedre stikord til det generelle indtryk af værkerne i Kunstforeningen gives nok ikke: forfriskende og fornyende.
Udstillingen, der er skabt af professor Torben Christensen og udstillingsinspektør Sibbe Aggergaard, viser en kombination af mere etablerede kunstnere, vi tidligere har stiftet bekendtskab med herhjemme, og yngre navne, der er ganske nye på disse breddegrader. Alt i alt en fornem præsentation.

*everyday – samtidskunst fra Japan, Kina, Korea, Thailand. Kunstforeningen, Gl. Strand, København. Til 28. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her