Læsetid: 3 min.

Det miserable liv

Linda Wendel har med Baby lavet en feel bad-film af lammende konsekvens
8. august 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
Eddy (i sofaen): »Hvorfor går du ikke bare?«
Leni (på gulvet): »Jeg er for fuld.«
Eddy: »Du keder mig.«
Sådan lyder et typisk replikskifte fra Linda Wendels filmatisering af Kirsten Thorups debut-roman Baby fra 1973. Eddy (Jesper Christensen) er en aldrende antikvitetshandler, der har penge, og Leni (Maria Rich) en ung digterspire, som ikke har penge, men til gengæld en skønhed, som får Eddy til at punge villigt ud.
Begge er de – som filmens andre personer – lede og kede af en tilværelse styret af penge og sex. Bag sin smag for SM-ritualer plages Eddy af ensomhed og ser gerne forholdet til Leni genoptaget. Men for hende har han bare været en station på vejen ind i et ukendt mørke.

Formålsløst
Kedsomheden og leden dulmer personerne ved at drikke sig fulde eller tage stoffer.
Lenis frihedssøgende søster Nova (Line Kruse) er blevet smidt ud af forældrene og har indledt en karriere som narkoluder. Hun slår sig sammen med den purunge hjemløse Sonja (Emily Yatman), og de stikker en mand ned med en spejderkniv under en blaffetur. Formålsløst som næsten alt andet i filmen.
Bedst greb om tingene har transvestitten Jolly Daisy (Kenneth Carmohn), der lever sin drøm ud hver nat på Mexicana Club med sin sensuelle sang. Uden for scenen er Jolly også et sødt, kontaktsøgende menneske, der bliver gode venner med Leni, som tjener til føden ved at oversætte pornofilm.
Det bliver til et minimalistisk kollektiv-portræt af eksistenser i gråzonen mellem opgivende viljeløshed og total desperation.
Her er bad vibes, så det forslår til hele den danske filmsæson, møjsommeligt mejslet ud i lakonisk-banale replikker og lyseslukkende nedturs-scener.
Selv om filmen skal foregå i en nutid med dvd, kan det ligne et ingenmandsland af små-punket 1980’er-desillusion – også kendt fra gruppen Sort Sol, der leverer musikken. Alle sole er slukket i et natteunivers uden udveje. I hvert fald indtil katastrofen indtræffer. Hvorpå Leni synes at få en livsopgave som sin søsters vogter.
Filmens københavner-billede er uden modernitet, med interiører, der godt kunne have en snes år på bagen. Er det økonomisk nødvendighed for en produktion lavet med minimumstøtte? Eller en slags selvpinerisk nostalgi?

Liderlig haj
Som drama er Baby i hvert fald uden spændkraft, som fortælling mærkelig dødfødt. Vi får ikke nok at vide om personerne til at kunne engagere os i deres kedsomhed og fremmedgørelse. Et par streger tegnes, men portrætterne uddybes sjældent. For eksempel føles det evigt pengetrængende par Marc (Ulrich Thomsen) og Cadett (Ida Laub Oksen) som en triviel udvækst.
Mest liv er der i Kenneth Carmohns varme sanger, selv om der drives rovdrift på hans mimede Sort Sol-nummer »I’ll Take Care of You« fra Snakecharmer. Og Jesper Christensens hornbebrillede, sarkastiske Eddy fremtræder i det mindste som en haj drevet af en vis sulten liderlighed. Hvor der er lyster, er der endnu liv. Derimod har både Maria Rich (trods glimt af nærvær) og Line Kruse (trods troværdig forhærdelse) det svært med viljeløse drivtømmer-roller.
Vist må man respektere Baby som et konsekvent bud på en nulstillet skildring af et miserabelt liv. Altings gråhed dominerer også de farve-udsugede billeder. Men vi kender kun alt for godt filmens triste turguide for helvede. Retur-trippet størkner mellem hænderne på den ellers talentfulde Linda Wendel, der kan en del bedre, når hun fortæller sine egne historier.

*Baby. Instruktion: Linda Wendel. Manuskript: Linda Wendel i samarbejde med Kirsten Thorup, efter sidstnævntes roman. Dansk (Grand, Dagmar, Palads, Kinopalæet, Gentofte og Gladsaxe).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her