De Vestindiske Øer
Myten om den gode generalguvenør Peter von Scholten, der frigav slaverne på De Dansk Vestindiske Øer hænger godt fast i den danske historiebevidsthed. Men det er stort set også det eneste fra Danmarks storhedstid som kolonimagt, der har bidt sig fast. Ellers er dette kapitel mærkeligt udvisket fra den kollektive hukommelse. For vi var da ikke så slemme, eller var vi?
»Vi var hverken bedre eller værre end de andre kolonimagter, men nøjagtig lige så slemme. Mange danskere tror, at vi var de første til at ophæve slaveriet, men det er ikke rigtigt. Det var faktisk England, der som de første, ophævede slaveriet i 1834. Danmark var godt 40 år tidligere det første land til at beslutte et forbud mod den transatlantiske slavehandel, og det gjorde vi under stærk indflydelse fra England, og ikke fordi vi havde et særligt moralsk problem med at drive slaveri,« fastslår Louise Steensgaard, cand. mag. i historie med kolonialisering som speciale og formand for foreningen Dansk Vestindisk Selskab.
Penge skaber verden
Danmarks tropiske kolonieventyr startede med erobringen af et lille stykke af Guldkysten i Afrika, der hvor Ghana ligger i dag, samt Trankebar i Indien. I 1672 indtog vi så den vestindiske ø Skt. Thomas og derefter fulgte Skt. Jan og købet af Skt. Croix i begyndelsen af 1700-tallet.
»I starten forestillede europæerne sig, at det var guld og sølv, de skulle have ud af kolonierne. Men så fandt de ud at, at der i Caribien var noget god landbrugsjord, hvor de kunne dyrke tobak, sukker, bomuld og indigo (et meget dyrt farvestof. red.),« fortæller Louise Steensgaard.
Kolonierne var en utrolig god forretning for Danmark i 1700-tallet. Dels tjente vi godt på sukkeret, der blev dyrket på De Vestindiske Øer og dels på, at Skt. Thomas var en frihavn med gunstige toldregler.
»Omkring 1800 begyndte kolonierne imidlertid at blive urentable for Danmark. Jorden på øerne var fuldstændig udpint, og man kunne derfor ikke tjene så meget på den længere. Mange plantageejere gik da også fallit og forlod øerne.«
Et forarmet samfund
I midten af 1800-tallet blev slaveriet ophævet, og udnyttelsen af sukkerroen slog for alvor igennem i Danmark. Det fik afgørende betydning for sukkerkoloniernes fremtid. Kolonien i Afrika kunne vi ikke længere bruge til noget, når slaveriet var ophævet, så den solgte vi til englænderne ligesom også Trankebar i Indien gik til englænderne. Tilbage stod De Vestindiske Øer, som var begyndt at blive en dårlig forretning for os; det kunne ikke længere betale sig at skibe sukker fra øerne til Danmark, når man kunne dyrke sukkerroer på Lolland og udvinde sukkeret derfra. Vi overvejede derfor i flere omgange at skille os af med øerne, og i 1917 lykkedes det endelig at sælge øerne til USA, der hovedsageligt købte øerne for, at tyskerne ikke skulle få fingrene i dem.
»Hvis man ser på det økonomisk og politisk, var det virkelig smart af Danmark at komme af med øerne. Der var ingen penge i dem længere, og havde vi haft øerne i løbet af 1900-tallet, så havde vi også skullet forholde os til opbygningen af et velfærdssamfund derovre. Kolonier er meget besværlige, når man ikke kan hive penge ud af dem, for hvad skal man så bruge dem til? Danmark fik 25 millioner dollar i guld for øerne, og det, tror jeg, var en god pris, for noget, som ikke var rentabelt,« mener Louise Steensgaard.
Det samfund, USA overtog på De Vestindiske Øer, var på mange måder et forarmet samfund med store økonomiske og sociale problemer.
I Danmark havde der været folkeafstemning om, hvorvidt vi skulle beholde øerne eller ej, men befolkningen på øerne blev ikke hørt:
»Der går mange historier om, hvor forfærdeligt det var for befolkningen på De Vestindiske Øer, at de blev solgt. Men jeg tror, at havde man holdt en folkeafstemning på øerne, så havde de måske alligevel stemt for at komme under USA, for USA var jo på det tidspunkt mulighedernes land. Der skete så bare ikke rigtig noget i lang tid, for øerne blev amerikansk flådebase, og ingen bekymrede sig synderligt om befolkningen,« forklarer Louise Steensgaard.
Kolonialisme
Når Danmarks fortid som kolonimagt ikke fylder meget i vores bevidsthed i dag, skyldes det, ifølge Louise Steensgaard, blandt andet, at vi ikke bliver konfronteret med det, hverken igennem vores skolegang eller i vores dagligdag. Modsat tidligere kolonimagter som Spanien, Frankrig, Holland og England har vi for eksempel ikke skullet tackle en massiv indvandring fra vores tidligere kolonier eller forholde os til ekskoloniernes svære overgang til demokrati. Vi solgte blot vores ansvar videre til USA i 1917 og slap dermed for al besværet. Smart nok kan man mene, men måske kunne vi også lære af historien og blive bedre til at håndtere vores rolle og ansvar i verdenssamfundet i dag:
»At de tidligere kolonier ikke er en del af den danske bevidsthed afspejles for eksempel i indvandrerdebatten herhjemme, som, jeg synes, er meget forsimplet og i vores forhold til Færøerne og Grønland, hvor Danmark jo på sin vis stadig kan betragtes som en kolonimagt. Men det tænker vi slet ikke på. Det passer ganske enkelt ikke ind i vores selvforståelse, at vi er en tidligere og nuværende kolonimagt med et særligt ansvar for den situation, vi har været med til at skabe,« mener Louise Steensgaard.
Danmark har ikke længere noget officielt ansvar for De Vestindiske Øer, ansvaret er i dag USAs. Men vi har en fortid og en historie tilfælles med øerne, som vi kunne lære noget af, også selv om det er et mørkt kapitel i vores historie.
»Hvis vi kunne lære at acceptere, at situationen ikke altid er nem, at vi ikke altid har været de gode, men at vi har været ude i verden og gøre væmmelige ting mod andre mennesker, så kunne vi måske også blive bedre til at navigere i vores nutid i forhold til de indvandrere, der kommer til landet og i forhold til Færøerne og Grønland,« siger Louise Steensgaard.
At emnet kolonialisme og postkolonialisme ikke er en del af den offentlige debat herhjemme skyldes måske, at vores fortid og nutid som kolonimagt afliver dele af myten om det humane Danmark og udfordrer nationens selvforståelse. Landet, som altid er lidt bedre end de andre, har ikke altid været og er ikke altid så godt, og det er måske værd at tage med ind i historieundervisningen og samfundsdebatten generelt, hvis vi skal gøre os håb om at blive klog af skade.
*Mette Damm er cand. mag. og freelancejournalist
En tidligere artikel om De Vestindiske Øer blev bragt i går 26. aug.
