Læsetid: 4 min.

Når man kløjes i hensigten

Det blev en uge om bøsser, kulturpolitiske fantasmer og en tilsyneladende tankeløs statsminister
9. august 2003

Ritsjj
Man vil så gerne sige det rigtige, det kan ikke gå hurtigt nok, og selvfølgelig skal det virke.
Sådan kunne Berlingske Tidendes sportsredaktør Jesper Caruso i torsdags fortælle, hvordan avisen havde henvendt sig til en af dansk idræts øverste ledere for at høre om dennes holdning til bøsser og sport. Idrætslederen tog straks fat, man skulle problemet til livs, der skulle dæmmes op og sættes en stopper for, og politiet ville, og overvågning skulle, for slet ikke at tale om rene straffeattester. Og sådan fortsatte det, indtil journalisten råbte den renfærdige an og gjorde ham opmærksom på, at emnet var homoseksuelle mænd, ikke pædofili.
Emnet – bøsser – kunne man forfølge baglæns til Kristeligt Dagblads onsdagsudgave. Her beklagede chefredaktør Erik Bjerager sig på lederplads over, at den civile registrering af homoseksuelles partnerskab i flere tilfælde er rykket inden for i kirken. Det har aldrig været meningen, lige så lidt som det ifølge Bjerager har været Vorherres mening, at homoseksuelle skulle gifte sig med hinanden.

Tårer
Den teologiske diskussion ville man godt have set forlænget, det ville det radikale medlem af Københavns Borgerrepræsentation, skuespiller og bøsse, Klaus Bondam, imidlertid ikke.
Han ville til gengæld dagen efter indrømme i fire tilfælde at have foretaget borgerlige vielser i tilknytning til en kirkelig handling. Og så ville han med en ivrighed, der overgik idrætslederens, aflire et andet bekendelsesskrift, nemlig det om kirken, der bør »udvise større rummelighed, en mere omfattende menneskevarme og kærlighed og en øget respekt for det enkelte menneskes valg og omstændigheder«. Men især ville han fortælle, hvordan hans egen registrering i sin tid blev foretaget af daværende borgerrepræsentant, Naser Khader, og af alle steder på Østre Gasværks scene, og hvordan han med særlig varme erindrer en særgudstjeneste under ledelse af Flemming Pless og i tilknytning til den årlige parade for homo-, bi- og transseksuelle, Mermaid Pride, under hvilken han iagttog en »ældre transvestit iført en laset blå plisseret nederdel og en udvasket, rød t-shirt og et par udtrådte gummisko« modtage nadveren, hvilket syn fik »tårerne til at løbe ned« ad Bondams kinder og ham selv til for første gang i sit liv at gå til alters.
Det er sådan en alamodisk stemningsrapport, der kan få en anden én til omvendt at melde sig helt ud.

’Ekstremt kritisk’
Man vil gerne kunne sætte de rigtige ord på, dem, der gør en forskel.
Det gælder også de i øvrigt udmærkede journalister på Berlingske Tidende, der i de seneste uger har hamret løs på statens kulturstøtte. Det gik i denne runde ud over Copenhagen International Film Festival (under overskriften »Når millionerne ruller«), der åbner i næste uge, og festivalen Images of Asia (overskrift: »Asiatisk kultur for millioner«), der åbnede i går.
Kritikken kommer i reglen fra folk i miljøet, som man har fundet ved at ringe rundt, men frem for alt ringe længe nok. For nogen skal der jo nok være derude, som er sur over et eller andet, om galt skal være ’en kilde’, ikke i første række til informationer, men til meninger.
Kommet så vidt kan man tale om en ’heftig kritik’ og endda om ’sagen’, som man efterfølgende kan få kulturministeren til at love at ville forholde sig ’ekstremt kritisk’ til og snarest ’kulegrave’. Og vil ministeren ikke ligefrem dét, så kan man altid få en kulturminister til at sige noget om behovet for at være ’publikumsvenlig’ og have kontakt til andre dele af kulturlivet. Og sandelig, så sidder den der alligevel, for så har man en slaglinje over otte spalter, selvopfyldt, nærmest vredet ud af den sagesløse, men en nyhed er det da: »Kulturminister kritiserer ny filmfestival«.

Grunde til vold
Men frem for alt var det ugen, hvor statsminister Anders Fogh Rasmussen vendte tilbage fra ferie og satte tingene på plads.
Også dét har med kultur at gøre.
I Jyllands-Posten opsummerede litteraturredaktør Anders Raahauge således torsdag en tysk debat om bogen Efter terroren, hvori forfatteren Ted Honderich anfører den påståede zionistiske racisme som undskyldning for bl.a. den palæstinensiske selvmordsterror.
Raahauge citerer fra bogen: »De palæstinensere, der har grebet til uundgåelige drab som middel, havde ret til at forsøge at befri deres folk; og de, der slog sig selv ihjel for deres folks sag, har virkelig retfærdiggjort sig selv.« Såvidt Honderich.
Det får fornuftigvis Anders Raahauge til at konkludere: »Honderich indskriver sig altså i den traditionelle logik for intellektuelle fra Robespierre over studentermarxismens leninister: Hensigten helliger midlet, også når det gælder uskyldige menneskers liv, hvis der kan henvises til et højere og rationelt politisk mål.«
Og Anders Fogh Rasmussen? Man skal sammenligne Honderichs bortforklaringer med den danske statsministers svar på kritikken for ikke at ville tage stilling til gyldigheden af de argumenter, der inddrog Danmark i en krig med tusindvis af civile ofre. Her fra Politiken torsdag: »Dem, der nu bruger en masse krudt på at gå op i, om der er masseødelæggelsesvåben eller ej, hvad er det, de vil? Vil de have Saddam tilbage? Nej, det vil de ikke, så hvad er deres alternativ til det, der nu er en realitet.«
Det betyder ikke, at Anders Fogh Rasmussen er terrorist, hvis nogen da skulle være dum nok til at foreslå det. Det betyder til gengæld, at diskussionen om det folkeretlige grundlag for politisk og militær magtanvendelse, som han indtil videre har slået hen, er langt vigtigere og meget mere principiel, end han tror.
Eller rettere: har valgt at give indtryk af at tro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her