Læsetid: 6 min.

Når livet spejles i usynligt teater

To skuespillere i pjalter og laser går på restaurant i Nepals hovedstad og tvinger intetanende tjenere og andre gæster til at medvirke i deres teaterstykke. Fra i dag kan danske restaurantgæster få samme behandling
8. august 2003

(2. sektion)

Nepal
Forestillingen på The Bakery – en af Kathmandus vestlige restauranter – er lige overstået. Skuespillerne forsvinder diskret ud i den tunge monsun-regn. De to, der er klædt som fattige nepalesiske bærere, går til fods gennem gader, der sejler i vand fra overfyldte kloakker. Det unge velklædte par tager en taxa. Instruktør Sunil Pokharel bliver tilbage for at høre kommentarerne fra tjenere og kunder. 10 minutter efter mødes de alle i en baggård, hvor ingen risikerer at blive genkendt. Sunil Pokharel fortæller om reaktionerne:
»Der var en god diskussion. Nogle tjenere synes, det var morsomt. Andre var vrede. En sagde ligefrem, at restauranten mister sit gode omdømme, hvis den slags mennesker får lov til at komme ind.«
De seks skuespillere fra Aarohan Teatret i Kathmandu diskuterer effekten af deres seneste eksperiment: usynligt teater. Denne gang handlede stykket om to fattige bærere, der havde sparet sammen i flere dage for at få råd til et enkelt måltid på en eksklusiv restaurant. Hverken de øvrige gæster eller restaurantens personale fik på noget tidspunkt at vide, at de var publikum og medspillere i et teaterstykke. Vagten ved indgangen vidste ikke, at han var hovedperson i første akt, hvor de to bærere skulle se, om de overhovedet fik lov til at komme ind. Tjenerne var heller ikke klar over sammenhængen, da de diskuterede, hvorvidt de skulle servere for de to pjaltede gæster. Og det samme gjaldt de andre spisende gæster, som godt hjulpet på vej af det velklædte unge par endte med at diskutere, hvorvidt fattigrøve overhovedet skal have adgang til fine restaturanter i Kathmandu.
»For publikum er det ikke teater, men en virkelig begivenhed. Derfor er de tvunget til at forholde sig til det, og derfor husker de det langt bedre. På den måde bliver usynligt teater en meget effektiv måde at kommunikere på,« siger Sunil Pok-harel.
De næste to måneder har han planer om at udsætte intetanende danskere for samme behandling. Det sker, når Sunil Pokharel lægger vejen forbi seks danske byer som en del af kulturbegivenheden Images of Asia.

Tilbage i baggården står skuespillerne fra Aarohan Teatret og gør klar til endnu en forestilling af usynligt teater. De drøfter, hvorvidt de to bærere skal sætte sig tættere på de andre gæster, og hvorvidt det veklædte unge par skal gøre mere for at fremprovokere en diskussion.
De vil gerne vise, at de sidste 10 års udvikling med demokrati og globalisering er gået hen over hovedet på den menige nepaleser. Og de vil gerne få velhaverne i Kathmandu til at erkende og forholde sig til, at det, de bruger på en kage eller en burger, svarer til en dagløn for flertallet af nepalesere. Næste scene foregår i en afdeling af den internationale burgerkæde Wimpy’s. Skuespillerne går to og to gennem regnen forbi forhutlede tiggere og gadebørn, der ligger og sover på næsten opløste papstykker.
»Jeg er altid nervøs, inden vi skal lave et stykke. Man ved jo aldrig, hvordan folk reagerer. Og jeg er også nødt til at tænke på mine skuespilleres sikkerhed. Vi har været ude for, at det kan blive voldeligt,« siger Sunil Pokharel.
Han har ellers har stor erfaring. I 22 år har han beskæftiget sig med gadeteater og forskellige former for det, der går under overskriften ’De undertryktes teater’. En brasiliansk teaterform, der sigter på at inddrage publikum aktivt i at løse deres egne problemer.
I de første mange år var Sunil Pokharel stort set alene på den alternative scene i Nepal. Men så kom demokratiet i 1990, og gadeteater skød op over hele landet. Ikke mindst fremskyndet af de mange NGO’er, der fik smag for teater som effektivt middel til at kommunikere med den halvdel af befolkningen, der er fattige analfabeter.
Ud over usynligt teater anvender Aarohan forum teater, hvor skuespillerne et par dage i forvejen tager ud til en landsby eller til en fabrik for at lodde stemningen. Herefter spiller de halvdelen af et stykke om en konflikt, som optager folk. Det kan være et hotel, hvor arbejdsgiveren ikke vil lade sine børnearbejdere gå i skole, eller det kan være en skofabrik, hvor arbejderne ikke fik kompensation, da produktionen flyttede til en anden by. Når stykket er godt i gang, stopper skuespillerne og overlader scenen til publikum, som selv skal instruere en løsning på problemet.
»Det er effektivt til at få folk til at engagere sig og selv finde løsninger på deres konflikter. Ligesom almindeligt gadeteater bruger mange grupper nu ’forum teater’ til at sprede budskaber om sygdom, rent drikkevand, hygiejne og den slags,« siger Sunil Pokharel.
På den måde er teater i Nepal i løbet af få år blevet overraskende synligt. Selv i den mindste flække langt fra Kathmandu støder man af og til på en ophidset menneskemængde, som – når man kigger nærmere – viser sig at være publikum til et stykke om Nepals politiske konflikter, om kastesystemet, om kvindeundertrykkelse eller børnearbejde.

Skuespillerne fra Aarohan er nu nået til vagten ved indgangen til Wimpy’s restaurant. Han puster sig op og spærrer døren for de to bærere. De får at vide, at hvis de har nogle varer til restauranten, så skal de bruge bagindgangen. Men bærerne insister på, at de vil ind og spise, og til sidst bøjer vagten sig. Rundt omkring ved bordene går samtaler i stå, et enkelt par flytter til et mindre bord, så de ikke risikerer at dele bord med bærerne. Ingen kan undgå at lægge mærke til fattigdommen, der pludselig rykker ubehageligt tæt på.
»Teater i Nepal er nødt til at knytte sig til de undertryktes kamp. Ellers dør det,« siger Sunil Pokharel. Han forklarer, at nationalscenen og de etablerede teatre stort set er lukket. Det samme var også tæt på at ske for de alternative teatergrupper for syv-otte år siden.
»Efter vi vandt kampen for demokratiet, mistede vi gejsten. Vi vidste ikke længere, hvad vi skulle kæmpe for. Men så fandt vi ud af, at vi er nødt til at beskæftige os med de problemer, folk møder i deres dagligdag. Det betyder i dagens Nepal, at vi er nødt til at kæmpe de undertryktes kamp,« siger Sunil Pokharel.
Og eksempler har han masser af. Som da to af hans skuespillere dukkede op i køen til en af kasserne i Kathmandus største supermarked. Manden havde ikke penge til at betale varerne i hans kones overfyldte indkøbsvogn. Hun brokkede sig, men manden forsvarede sig med, at han nægter at være lige så korrupt som hans kolleger på kontoret. Pludselig var supermarkedet scene for en ophedet diskussion om korruption.
En anden gang foregik dramaet i køen til et af de mange såkaldte manpower agencies – private firmaer, der formidler kontakt mellem jobsøgende nepalesere og udenlandske virksomheder. Denne gang var der 800 stillinger i Sydkorea, og titusinder stod i kø. En ’usynlig’ skuespiller brokkede sig over, at han havde betalt, hvad der svarer til 50.000 kroner i bestikkelse for at få et job. Det fik andre til at komme frem i lyset med, at de skam også havde bestukket sig til større chancer for at få en kontrakt. Det vakte til gengæld vrede hos dem, der ikke havde betalt, og diskussionen bredte sig som en steppebrand indtil et par af jobkontorets udsmidere dukkede op og gav skuespillerne tæsk.
Den affære blev siden omtalt i de lokale aviser, og sagen ser nu ud til at ende ved domstolene.
Dagens forestilling på Wimpy’s er mere fredelig, men formålet er det samme: at tvinge folk til at indse og tage stilling til de problemer, som gør Nepal til Asiens fattigste land.

FAKTA
De undertryktes teater
*En form for politisk teater udviklet af den brasilianske instruktør Augusto Boal i 1960’erne. Blandt de mest brugte metoder er usynligt teater og forum teater, som op gennem 1990’erne bredte sig til store dele af Nepal. De undertryktes teater inddrager publikum aktivt ved at præsentere en problemstilling, som de selv skal finde løsninger på.
Augusto Boal brugte selv teaterformen som grundlag for en stribe lovforslag, da han i op gennem 90’erne var medlem af det brasilianske parlament. Samtidig har hans metoder bredt sig til store dele af verden, deriblandt Filippinerne, hvor det viste sig effektivt til at fremprovokere protester mod præsident Ferdinand Marcos under 1980’ernes militære undtagelsestilstand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu