Læsetid: 4 min.

Han nægter at rette ind

Neil Young gør igen oprør mod mainstreamingen med en cd, hvor ordene og stemningen sparker mere røv end rocken
18. august 2003

Ny cd
Neil Young indskrev sig engang i musikhistorien ved at blive retligt forfulgt af et pladeselskab for at levere plader, der, som det hed i sagsanlægget »ikke var kommercielle og kunstnerisk ikke lignede Youngs tidligere værker.« Sagen kom aldrig for retten. Måske fordi nogen tilhviskede selskabet, at bevisførelsen ville være for vanskelig. Neil Young har nemlig altid kun gjort som det passede ham. Og gør det stadig.
Greendale, hans seneste opus, er hans foreløbigt sidste for Warner/Reprise, som måske ånder lettet op, for i en branche befolket med ubekymret ungdom og – værst af alt – alle de, der gerne vil blive ved at være unge, nægter
Neil Young at løbe hverken fra sin alder eller den indignation, der altid har båret hans bedste plader.
Greendale prøver at give et signalement af et Amerika i splid med sig selv og i tvivl om fremtiden, fordi nutiden er for hul og fortiden for langt væk til at give mening som andet end et ekko af en storhed, som ingen rigtigt kan
huske.
Vi er en i fiktiv by, som ydermere, helt i tidens ånd, kan besøges på Neil Youngs hjemmeside, hvor der er stamtavler og bykort at gå på opdagelse i. Hoverpersonerne i de 10 sange er familien Green og omegn, amerikanere som mennesker er flest. Og Neil Young tager dermed en slidt tråd op, som løber gennem amerikansk kultur fra Edgar Lee Masters (Spoon River), Thornton Wilder (Our Town) over David Ackles (American Gothic) til David Lynch (Twin Peaks).
Pladen følges senere på året op af en film, men allerede nu kører musikken som en film uden billeder. Young gennemspillede sangene akustisk ved en nylig koncert i København, og cd’en suppleres af en dvd med en koncert, hvor Youngs knastørre, underspillede humor og selvironi er en god modvægt mod den indædte alvor, der ellers præger musikken, for vi ude i seriøst stof her.

Vrede og forvirring
Via sine hovedpersoner vil canadieren Neil Young udtrykke sin vrede og forvirring over USA, det land, der betog ham og tiltrak ham, og som nu regeres af krigsmagere. Vi møder en far, der er krigsveteran og laver psykedeliske malerier, en datter, der ender som militant miljøaktivitist, en bedstefar, der nægter at følge spillereglerne, da hans barnebarn nærmest ved et af de tilfælde, der kan skabe en hel Lars von Trier-film, skyder en betjent ned.
Musikalsk behøver Young ikke frygte en stævning. Selv om det af og til er til at høre referencer til eksperimenter som Trans, er det meste vintage Young med Crazy Horse minus guitaristen Frank Sampedro. Det giver desværre for meget plads til Youngs lidt for enerverende ens leadguitar, der godt kunne trænge til modspil, og rytmegruppen Bill Talbot og Ralph Molina lyder ærlig talt noget fodslæbende på en række ens arrangerede sange, der mere er akkordrækkefølger end melodier, isprængt et hippierefræn hist og her.

Brod og nerve
Når det alligevel virker – for det gør i den grad for det meste og i hvert fald mens pladen spiller – er det fordi Neil Young synger med brod og nerve. Han vil disse sange, og undgår vel at mærke at gøre det alt for villet. Lyrikken er udstanset i lige dele stål og råsilke, og vi kommer til at kende disse mennesker og deres skæbne.
Paradoksalt nok især den dræbte betjent Carmichael, som i sangen af samme navn viser sig at være en ordenshåndhæver med uorden i sit privatliv. Enkens veninde finder en æske med 200 kr. til elskerinden, og enken går og råber til væggene i forbandelse og afmagt over, at de den dag, han døde, skændtes lige inden han tog på job.
Og i »Grandpa’s Interview« bliver bedstefaderens fatale møde med pressen samtidig et opgør med den pseudoautoritet, tv har påtaget sig: »It ain’t a privilege to be on tv/it ain’t a duty either ...«
Bedstefaderen dør af presset fra pressen, og for
Young er han en helt, fordi han døde i kampen for at få lov til at tie stille. Og står dermed som idealet for Young – et menneske, der selv bestemmer, en sand amerikaner, som ikke er til fals for Warhols 15 minutter.
En anden ur-amerikansk skikkelse er barnebarnet Sun Green, som i de apokalyptiske slutnumre »Sun Green« og »Be The Rain« går til angreb på systemet med det eneste, hun har – en megafon og sit mod på livet. Der er lidt for meget Greenpeace-romantik over slutsekvenserne for denne lytter, men storladent er det. Og gennemført.
Præcis som resten af dette album, der nok bliver en større succes hos anmelderne end hos radioens playlistudvalg.
Og målt med Neil Youngs øvrige produktion? Tja, han har selv resigneret-irriteret beskrevet sin fortid som en tyk frakke, han er tvunget til at have på uanset vejret. Og som han aldrig får lov at lægge fra sig.
En del af denne fortid er nu digitaliseret. On The Beach, Re-ac-tor, American Stars And Bars og Hawks And Doves er nu – omsider – kommet på cd. De er en god anledning til at blive mindet om, at Neil Young ikke altid ofrer melodien på meningsalteret. Og et album som On The Beach får i sin spontaneitet og dybe, men stærke melankoli Greendale-sangene til at lyde som lidt for meget af en begavet konstruktion.

*Neil Young: Greendale. Warner/Reprise. Udkommer i dag
*Neil Young: Re-ac-tor. Hawks And Doves. American Stars ’n’ Bars. On The Beach. Alle Warner/Reprise

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu