Læsetid: 3 min.

Nærbillede med nerve

Portrætfilmen er i de senere år nærmest blevet den dominerende dokumentariske genre herhjemme. Det smitter af på programmet på årets Odense Film Festival
14. august 2003

Filmfestival
Let ser det ud. At gribe et videokamera, opsøge en udsat eksistens, lade båndet rulle og klippe optagelserne sammen til et portræt. Men det er det ikke. Enhver, der har prøvet at rette hjemmevideoen mod venner eller familiemedlemmer, kender kejtetheden, der indfinder sig, hvis man forsøger at sætte sig ud over det rene fjolleri. Dernæst er der de æstetiske valg, som ikke bliver mindre betydningsfulde, blot fordi der er tale om en minimal produktionsform, hvor instruktør og ‘offer’ i visse tilfælde mødes én til én.
Endelig er der etikken, som er det mest besværlige af det hele, idet der ikke gives nogen sikre opskrifter. Hvor langt kan man gå? Hvor tæt på kan man tillade sig at komme? De spørgsmål må instruktøren besvare løbende, fra minut til minut, med intuitionen og en samlet vurdering af alle de facetter og omstændigheder, der tegner et helt menneske, en hel eksistens.
Ulla Boye har specialiseret sig i det intime filmportræt. I hendes film er instruktøren oftest på tomandshånd med den portrætterede. Hendes tidligere produktioner vil man kalde små film, fulde af lune og nærvær. De portrætterede befinder sig tydeligvis godt i Boyes selskab, og selv om filmene hidtil har været relativt korte og har taget afsæt i afgrænsede temaer, har de medvirkende fået lov til at træde frem som hele mennesker uden at blive udleveret.
I sin nye film, Dage med Kathrine om en ældre grønlandsk kvinde, går Boye et skridt videre og forsøger at tegne et mere fuldt billede, at udfolde portrættet over længere tid.

Velanbragt Larsen
Tidspunktet for lanceringen kan umiddelbart arbejde imod filmen. Dels er der dem, der mener, at mætningspunktet for filmportrætter er ved at være nået. Dels har vi på det seneste set en række danske dokumentarfilm om Grønland og grønlændere.
Modstanden lægger sig imidlertid, efterhånden som dagene går i selskab med Kathrine. Hvis den da ikke allerede blæste væk med indledningens velanbragte »Sylversters drøm« fra Kim Larsens 1973-klassiker Værsgo ...
I 1951 blev den syv-årige Kathrine sendt fra Grønland til Danmark, hvor hun blev anbragt hos en dansk familie. Siden har hun prøvet lidt af hvert, levet på gaden, været alkoholiker, fået børn og børnebørn. Nu bor hun alene i en drømmelejlighed, ganske vist stort set uden møbler, men med en formidabel udsigt. Visse perioder tilbringes med selvforglemmelse på stamværtshuset, mens andre mere sobre dage og uger går med beskæftigelsesarbejde på Kofoeds Skole, familiebesøg eller dét, som Kathrine ganske enkelt kalder »menneskefri dage«: Dage, der bruges til at sidde derhjemme og løsne de mange knuder, som et turbulent liv har bundet i det indre. Kathrine fortæller om det hele til Ulla Boye. Uden forbehold. Uden at hverken brovte eller undskylde. Hun er velformuleret, intelligent og citerer digte og sange uden slinger i valsen. Og indimellem falder hun i et hul og sidder og laller over en flok guldøl, indtil anfaldet er ovre. Tiden går. Det bliver jul, det bliver nytår. Ulla Boye er der bare. Let ser det ud. Men det er det ikke.
Flere af de portrætfilm, der bliver vist i forbindelse med Odense Film Festival, vil blive behandlet, når de får egentlig premiere senere på efteråret. Det gælder ikke mindst Torben Skjødt Jensens Den talende muse (om Asta Nielsen) og Anders Østergaards Tin Tin et moi (om Tintins belgiske skaber, Hergé).

*Odense Film Festival, til 16. august. Dage med Kathrine. Instr.: Ulla Boye. 2003. 58 min. Vises 15.8. kl. 19 i Magasinet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her