Læsetid: 2 min.

National-ironikeren

Cavlingpris-modtageren og teaterdirektøren, Knud Poulsen, blev dansk folkeeje ved at riste os over en svidende ild: Lorteland!
8. august 2003

NEKROLOG
Russerne havde sendt den første satellit op i 1957, og folk blev grebet af Sputnik-feberen. Man fortalte med blussende kinder hinanden, at man selv havde set den på nattehimlen, og Post & Telegraf-væsenet mente at have opfanget dens signaler. Knud Poulsen fik sine læsere ned på jorden igen ved i sin avis at skrive:
»Man har observeret Månen ude i Kongens Lyngby. Derved er himmellegemer blevet lokalstof…«
Sætningen er karakteristisk for en skribent, der i få sætninger kunne spidde og grille snart sagt hvad som helst, her en folkestemning. Citatet er et af flere, Paul Hammerich bragte i sin Danmarks-krønnike, og netop med Hammerich udførte Knud Poulsen nogle af sine største bedrifter, nemlig i Danmarks Radio-fjernsynets første moderne satireprogrammer, Uha-Uha og Hov-Hov. Knud Poulsen skrev monologer til Buster Larsen, som blev folkeeje, skønt de gjorde tykt nar ad den selvfede dansker, der, hvor godt han end havde det, altid var utilfreds og sluttede med at vrænge: »Lorteland!«

Spids causeur
Knud Poulsen, der nu er død, 83 år, var gennem sit lange liv gift med museumsdirektør, Hanne Finsen, og både sammen og hver for sig fyldte parret godt i det danske kulturlandskab i en lang årrække.
Han indledte sin karriere som journalist på Aftenbladet og Nationaltidende og sluttede som teaterdirektør. I Politiken skrev han i årene 1946-62, dels som bladets top-interviewer, dels som spids causeur under mærket, Dråben. Ingen var dog i tvivl om, hvem denne ’dråbe’ var.
I 1965 modtog han Cavling-prisen for sin journalistik – dengang det endnu var regelen mere end undtagelsen, at prisen blev givet til noget andet end den sagsorienterede, afslørende journalistik.

Full house
Til manges forundring fik journalisten uden teaterbaggrund (dog efter et par år som dramaturg) stillingen som direktør for Det Ny Teater, hvilken han bestred i årene 1969-86.
Her gik han efter at fylde teatret, og det var han god til, bl.a. med forestillinger som Vidunderlige Kælling med Vivi Flindt, Jeppe på Bjerget med Buster Larsen, Dirch Passer i Karlsson på taget, Frøken Nitouche med Susse Wold og Cyrano de Bergerac med Frits Helmuth. Poul Henningsen blev hyldet med forestillingen, Tag og kys det hele fra mig, med Bodil Kjer. Et øje vovede han ved at introducere den her endnu lidet kendte, Robert Wilson, med den tolv timer lange, Josef Stalins liv og tid. Få tilskuere, men teaterhistorisk en fornyelse.

Minuskompleks
Drejebogsforfatter, revy, Huset på Christianshavn, chef også for Gladsaxe Teater, bøger og Blæksprutten…Knud Poulsens vifte af talenter var vid – og blev altså yderligere udvidet, da han, rygtet vil vide i skuffelse over at være forbigået til stillingen som chefredaktør, forlod Politiken. Hvis det gav ham mindreværdskomplekser (hvad det ikke gjorde), blev de i hvert fald manet til jorden, da han, der også blev beskyldt for arrogance, udtalte:
»Når jeg møder visse andre, hænder det, at mit mindreværdskompleks bliver en del reduceret.«
Siden 1987 boede Knud Poulsen i Paris, men levede det sidste par år på plejehjem i Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her