Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

22. august 2003


*Roberto Marinho, 98
Roberto Marinho blev født i 1904 i Rio de Janeiro, der dengang var en provinsby i den 15 år gamle brasilianske republik. I begyndelsen af august døde han 98 år gammel. Brasiliens præsident Lula annoncerede tre dages landesorg med ordene: »Brasilien har mistet en mand, der viede sit liv i at tro på Brasilien«. Som præsident for Brasiliens og Latinamerikas største medieimperium, Globo, var Roberto Marinho til tider mere magtfuld end Brasiliens præsident. Med flagskibet TV Globo, avisen O Globo og 115 lokale tv- og radiostationer dækker Globo-imperiet i dag 99,98 procent af Brasilien. Marinho satte ofte dagsordenen i Brasilien til stor frustration for den siddende regering, oppositionen eller hans forretningsfjender.
»Jeg vil kæmpe mod krigsministeren men ikke mod Roberto Marinho,« sagde daværende præsident Tancredo Neves.
I 1989 havde Globo en stor medpart i, at turbodrengen Fernando Collor de Melo vandt præsidentvalget over fagforeningslederen og nuværende præsident Lula. Marinhos milliardforretninger spandt guld på kombinationen af hans medier og kontakter i Brasiliens højeste sfærer. Hvad hans fader i 1911 startede som en lille uafhængig aftenavis, udvidede Roberto Marinho fra 1925 til avisen O Globo. Men først med det æterbårne medieboom grundlagde han via radio i 1940’erne og tv i 1950’erne Globos enevældige position i Brasilien. Derfor er han de sidste mange år blevet kaldt Latinamerikas svar på Robert Murdoch. Brasilianerne opfatter stadig Globos medier som de mindst uafhængige på grænsen til det leflende for alt til højre for midten. Globos radiostation spillede en hovedrolle i militærkuppet i 1964, hvorfor staten året efter gav medieimperiet en kontroversiel sendetilladelse, på livstid, til det nyoprettede TV Globo. Siden fulgte alle Marinhos medier en regeringsvenlig linje, der blandt andet ignorerede de tusinder af brasilianere, der i 1985 lige udenfor tv-studierne krævede og fik demokrati. Globos de facto monopol i Brasilien er opbygget ud fra Marinhos vision om tårevædede sæbeoperaer, der sælges over hele verden, og korte sensationelle nyhedsudsendelser. I bakspejlet roser iagttagere Globo for gennem otte årtier at have forenet det store land som en brasiliansk version af Danmarks Radio. Marinho fortsatte i spidsen for imperiet indtil slutningen af 1990’erne, hvor han videregav kontrollen til sine tre sønner. Udenfor rampelyset var Marinho en playboy, der nød hestesport som boksning og var gift tre gange. Senest med hans enke Lily de Carvalho – Miss Frankrig 1938.vitus

Louis Lasagna, 80
*I 1954 rystede Dr. Louis Lasagna den medicinske verden med en videnskabelig artikel om placebo-effekten. Hans studie viste, at selv piller uden nogen aktiv medicin kunne lindre smerte. Det blev indledningen til et korstog for at ændre procedurerne omkring godkendelse af ny medicin.
Lasagna argumenterede som den første kraftigt i pressen for at indføre placebo-kontrollerede studier af nye stoffer.
»De fleste af os er påvirkelige af suggestion, og det er ofte vist, at sukkertabletter eller saltvandinjektioner kan kurere alle mulige virkelige eller forestillede dårligdomme – og lige så ofte glemt af læger i deres entusiasme for nye behandlinger,« skrev han i 1962 i New York Times Magazine. Samme år revideredes loven og medicinalvirksomheder skulle fremover bevise produktets virkning gennem kontrollerede kliniske studier.
»Der er næsten intet af det, vi foretager os i klinisk farmakologi i dag, som ikke er påvirket af ham,« siger Dr. David Greenblatt fra Tufts School of Medicine. Og så revolutionerende var det, at det ansete lægetidsskrift The Lancet i 1997 satte Lasagna på en liste over de 27 vigtigste personer indenfor lægevidenskaben siden Hippocrates (ca. 400 fvt.).
Lasagna voksede op i Queens i New York og tog sin eksamen fra Colombia University og underviste på John Hopkins School of Medicine i mange år inden han kom til Tufts University, hvor han var dekan i 20 år. Han opfordrede altid sine studerende til at udvikle empati, og reviderede derfor det gamle lægeløfte til også at indeholde sætninger som »Først og fremmest må jeg ikke lege Gud«, »det er ikke et feberdiagram eller en cancer, jeg behandler, men et helt menneske« og »varme, sympati og forståelse kan veje tungere end kirurgens kniv eller kemikerens medicin«. Lasagnas metode benyttes mange steder i verden. rkj

Martha Chase, 75
*Med et simpelt eksperiment viste Martha Chase sammen med Dr. Alfred Hershey i 1952, at vores arvemateriale måtte være DNA og ikke protein.
Chase var netop ansat som forskningsassistent hos Hershey, der undersøgte, hvordan virus formerer sig. Elegant brugte de radioaktivitet til at mærke hhv. DNA og protein hos virus, som de lod angribe og inficere værtsbakterier. De fandt, at virus-DNA’et blev injiceret i bakterien og at dette var nødvendigt for dannelsen af nye virus, mens stort set intet virus-protein kom ind.
Hershey, der arbejdede på Cold Spring Harbor med James Watsons vejleder, skrev detaljeret om resultatet til Watson, der nu blev fuldstændig overbevist om at DNA gemte svaret på århundredets biologiske gåde. 11 måneder senere offentliggjorde Watson og Crick den kendte dobbeltspiralstruktur, som gav dem nobelprisen i 1962 mens Hershey fik den i 1969 for sit arbejde med virus. rkj

Tony Jackson, 63
*I vinteren 1963-64 var der tre grupper, der betød noget: Beatles, Rolling Stones – og The Searchers. Med en frisk, uskyldig og nærværende fortolkning af en ikke særlig kendt Drifters-sang, »Sweets For My Sweet,« gjorde Searchers opmærksom på, at Liverpool rummede andet end Beatles. Sangen røg til tops, løftet af bassisten Tony Jacksons ubesværede falset.
Nu er Tony Jackson død efter et liv, der ikke altid lignede en hitlistetopper. Jackson, som lignede en siciliansk udgave af Cliff Richard, forlod Searchers som en bitter mand i august 1964, fordi han ikke kunne komme til mikrofonen. Searchers husede nemlig tre forsangerkandidater – Jackson, Mike Pender (som sang det største hit »Needles And Pins«) og trommeslageren Chris Curtis. Det var en for meget.
Han, der kun havde en halv elektriker-uddannelse bag sig, fik så et lille solohit med »Bye Bye Baby,« men endte 60’erne med at bestyre en natklub i Spanien, hvorefter han overtog en golfklub hjemme i et England, der så mindre rosenrødt ud end da han havde sine 15 minutter.
Først i 80’erne afslog han en håndsrækning, da de andre tilbød ham en plads i de da gendannede Searchers.
I 1996 var Jackson igen i avisen. Han truede en kvinde på livet med en luftpistol, fordi hun havde bedt ham om at skynde sig med at blive færdig med at snakke i telefon, så hun kunne komme til i boksen. Han fik 18 måneders fængsel. Da han kom ud, var en ledbetændelse i hænderne blevet så permanent, at han ikke længere kunne spille. Absolut et liv med mere spice end sugar.tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu