Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

15. august 2003


Gregory Hines, 57 år
*Vist var Richard Gere flot pomadiseret og Diane Lane dukkekøn, men når man siger Cotton Club, tænker man først og fremmest på Gregory Hines.
Han løb fuldstændig med filmen som den charmerende sorte stepdanser Delbert, der på et tidspunkt bliver forment adgang til den legendariske jazz- og gangster-natklub på grund af sin hudfarve.
I Francis Ford Coppolas ødselt udstyrede film leverede Hines ikke blot selv-koreograferet stepdans, der i virtuositet, elegance og udstråling bragte Fred Astaire i erindring. Han dominerede også ubesværet sine spillescener med sin varme personlighed.
Man skulle tro, at vejen til stjernerne nu var banet for Hines, men sådan kom det ikke til at gå. Han fik ganske vist umiddelbart efter en chance for samspil med en anden stor dansestjerne, Mikhail Baryshnikov i Taylor Hackfords Hvide nætter (1985), men det var et lunkent koldkrigsdrama om flygtede dansere.
Derefter fulgte den endnu mere banale politikomedie Byens hurtigste strømere (Running Scared 1986), hvor samspilleren var Billy Crystal. Men i 1989 kom Tap Dancing, hvor Hines spiller en danser, som fristes af nemme gangsterpenge, men ender med at vælge sin kunst. En fortjent hyldest til en dejlig danseform, som ellers er så godt som forsvundet fra amerikansk film.
Så var det slut med hovedrollerne. Siden havde Hines bl. a. en dårlig rolle i kvindekomedie-succesen Waiting to Exhale.
Man måtte gå i teatret eller se tv for at opleve Hines som stepdanser. – Han voksede op i en showbusiness-familie og dansede siden han var fem år gammel. Hines videreførte traditionen fra store navne som Nicholas Brothers og Bill ’Bojangles’ Robinson og blev også inspireret af Smmy Davis Jr. I 2001 blev han Emmy-nomineret for tv-miniserien Bojangles. Pim .

Jacques Deray, 74 år
*De italienske Borsalino-hatte fik en mode-renæssance, da Jacques Deray i 1970 udsendte sin største succes, gangsterfilmen Borsalino. Her forenede han de to førende mandlige franske stjerner, Alain Delon og Jean-Paul Belmondo, i en historie om rivaliserende gangstere i mellemkrigstidens Marseilles.
Man kan sige, at Deray her var forud for sin tid i den vægt, han lagde på det ydre – kostumer og klichéstil – i en fortælling, der i sig selv handlede om mord og drab, men mere kom til at dreje sig om smarte attituder og dekorative dræbere.
Hvorom alting er, var Deray især op gennem 1970’erne en af fransk films behændige modedrenge, der især sammen med sin yndlingsstjerne Alain Delon forstod at flikke kriminalfilm sammen, der imødekom den franske smag for stilfuldhed og elegance.
Deray uddannede sig op gennem 1950’erne grundigt som instruktør ved at være assistent i filmstudierne og blev selv en professionelt respekteret skikkelse i fransk film.
Han fulgte selvfølgelig Borsalino-succesen op med en fortsættelse, og blandt hans øvrige film vakte La Piscine (1969) størst genklang. Her fremmaner Deray en lad, playboy-lækker erotisk atmosfære omkring parret Alain Delon-Romy Schneider, der mest færdes næsten-nøgne omkring et svømmebasin og indfanges i lange dvælende kamerakørsler.Pim.

Antonis Samarakis, 84
*En af den sidste generations betydeligste græske forfattere, oversat til mere end 20 sprog, heriblandt dansk, Antonis Samarakis, er død, 84 år.
Tit kaldt den græske Kafka skildrede han den omvæltende politiske, sociale udvikling, Grækenland kendte som et fattigt land, der også led mere end de fleste andre lande under Anden Verdenskrig, fulgt af en blodig borgerkrig.
Det skildrer Samarakis i sin første roman Håb Søges, som mange mener er hans bedste - og senere Fejltagelsen. Begge er med andre dele af hans righoldige forfatterskab oversat til dansk af hans mangeårige ven Ole Wahl Olsen, der første gang mødte forfatteren i en overfyldt bus i Athen og besluttede at lære græsk for at oversætte ham.
Antonis Samarakis voksede op i Athens gamle bydel, Metaxujion, under den gamle højrestats politiske forfølgelse – og gør stærkt indtryk med sine enkle skildringer af menneskets ret til frihed, og i et litterært udtryk som når langt udover græske grænser.
Efter juridisk embedseksamen var Antonis Samarakis ansat i det græske arbejdsministerium og rejste i både Europa og Afrika, inden han for 40 år siden trak sig tilbage for udelukkende at skrive. ritzau

Herb Brooks, 66
*Amerikanerne elsker deres helte, og ingen var så elsket som Herb Brooks i 1980. Årsag: Han var træner, ja, de
facto opfinder af det amerikanske ishockeylandshold, som vandt guldmedaljer ved OL i Lake Placid i 1980 efter kun at have spillet sammen i et lille år.
’The miracle on ice’ lød overskrifterne, da det stormægtige Sovjetunionen tabte 3-4 til et hold af sammenskrabede, men sammenbidte amerikanske universitetsspillere, garneret med enkelte veteraner. USA vandt senere finalen over Finland, men det var matchen mod Sovjet, der blev Brooks claim to fame.
Amerikanerne – og canadierne for den sags skyld – har aldrig regnet verdensmesterskaber og olympiske lege for særlig meriterende, når det gælder hockey. Den eneste titel, der tæller over there, er Stanley Cup, det nordamerikanske klubmesterskab, som med overmagtens arrogance afvikler slutspil, når enten VM eller OL finder sted.
Brooks vendte ikke op og ned på den holdning, men han gjorde det alle elsker – viste, at underdogs kan bide sig fast, hvis viljen er der.
Sejren over Sovjet var andet end en sportslig triumf – og USA’s første guldmedalje i sportsgrenen siden 1960. Kampen var også en mental selvafstivning og bekræftelse på, at amerikansk ungdom kunne mere end måle sig med sovjettisk systemtænkning. At klicheerne så ikke passede helt på den sovjettiske spillestil er en anden sag. Lige før OL-starten havde det samme amerikanske hold tabt 3-10 til russerne og det var ikke med vilje ...
Herb Brooks forstod at indgyde spillerne selvtillid – »I blev født for at være med her,« var hans afskedssalut inden kick-off – og han lærte de ellers meget kropslige amerikanske spillere det gavnlige i spillet uden puck, altså placeringsmønstrene, som skulle rive russernes indarbejdede forsvar op i en besættende kamp.
Hvem glemmer keeperen Jim Craig eller Mike Eruzione, der begge spillede over evne ved det OL.
OL-sejren bev samtidig et vindue for college-spillere, der ikke før havde fundet fodfæste i National Hockey League. Det blev der præcedens for nu.
Brooks, der blev vraget til OL i 1960, men havde spillet på det amerikanske landshold ved OL i 1964 og 1968, blev siden træner for adskillige storhold. f.eks. The New York Rangers, The Devils og senest The Pittsburgh Penguins, som Herb Brooks var tilknyttet som talentudvikler, da han i mandags blev dræbt ved et trafikuheld i hjemstaten Minnesota. tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu