Læsetid: 5 min.

Nye former for forfølgelse

Magthaverne i Algeriet udviser stor opfindsomhed for at stække det, de ellers hylder ved festlige lejligheder: En uafhængig presse
2. august 2003

Magthaverne i Algeriet udviser stor opfindsomhed for at stække det, de
ellers hylder ved festlige lejligheder: En uafhængig presse

Pressens hus
Der hersker en trykket stemning i Pressens Hus, i en sidegade i hjertet af Algier. Stemningen kan hænge sammen med bygningens forfatning. Bag den høje ydermur ligger en gammel kaserne, som i dag er indrettet som redaktionslokaler for en god håndfuld af landets fremmeste, uafhængige medier: arabisksprogede som El Youm og El Khabat. Fransksprogede som El Watan, Le Matin og Le Soir d’Algérie. Klimaanlægget larmer mere end det køler. Malingen skaller af væggene på de lange, kringlede gange, hvor der i gamle dage var sovesale. Gitrene for vinduerne lugter mere af tugthus end af den stolte ramme om Algeriets frie presse.
Stemningen forstærkes af journalisternes beretninger.
»Det er som om, vi hele tiden forsøger at råbe folk op. Men vi bliver ikke rigtig hørt. På de store linjer er der ikke noget, der ændrer sig. Systemet er stadig lige lukket. Landet styres af nogle få folk. Det kan vi så skrive, men det ændrer ikke rigtig noget,« fortæller en yngre, næsten nystartet journalist.
Ældre journalister kan huske ’de glade dage’ i slutningen af 80’erne og i begyndelsen af 90’erne. Det var dengang, en forfatningsændring banede vejen for et flerpartisystem og for den frie presse. Staten skænkede journalisterne Pressens Hus. Nogle journalister brød med de statslige aviser for at prøve lykken på et nystartet frit medie. Andre kom uden nogen journalistisk erfaring, men med udsigten til et fast job og et håb om at være med til at ruske op i et fastlåst system. Det sydede og boblede i Pressens Hus.
Resignationen står også i skærende kontrast til den begejstring, hvormed befolkningen omtaler deres aviser. Ikke sjældent danner en artikel eller en satirisk tegning rammen om en ophedet diskussion på caféer, i vejkanten eller på en offentlig bænk, eller hvor dagens aviser nu bliver nærlæst. Algerierne er ikke i tvivl om, at de har den frieste presse i et arabisk land overhovedet.

En stadig kamp
For at forstå resignationen i dag, må man minde om journalisternes kamp op igennem 90’erne.
Næppe var pressefriheden givet, før myndighederne forsøgte at begrænse den igen. Midlerne var mere eller mindre sofistikerede, fra økonomisk pression over regulær censur – typisk på de statsejede trykkerier – til fængslinger.
Over for styre og militær stod islamisterne med trusler, vold og likvideringer. 57 algeriske journalister blev dræbt alene 1993-96 ifølge organisationen Reporters Sans Frontières. De fleste likvideringer er forblevet uopklarede, og spekulationer om, hvem der egentlig stod bag florerer.
Mange journalister måtte søge eksil i udlandet og de, der blev, måtte flytte ind på sikrede hoteller, hvor der opstod ghettoer af journalister, der snakkede med hinanden afsondret fra det samfund, de skulle beskrive. Her blev mange både gift og fik børn. Og selv i dag, hvor sikkerhedssituationen er bedre, er mange blevet boende. Blandt andet fordi, de ikke har råd til andet, skal retteligt siges. Men også fordi truslen ikke er helt væk.
Algeriske journalister har betalt en høj pris. Og forsøgene på kontrol og chikanen fortsætter den dag i dag, om end under mere subtile former.
Ministerier og statslige virksomheder lægger jævnligt sag an mod aviserne med påstand om, at artikler har været ærekrænkende. Eller at aviser har videregivet urigtige oplysninger. Ganske ofte viderebringes oplysninger nemlig uden kildeangivelse. Eller også citerer man »velunderettede kilder,« »sikkerhedskilder« eller »officielle kilder«.
Khoudi Bougaila, chefredaktør for den arabisksprogede El Youm er den første til at indrømme problemet. De algeriske aviser mangler professionalisme og kritisk sans.
»Men det hører med til historien, at enhver henvendelse til en myndighed bliver mødt med larmende tavshed. Mange gange har vi ingen praktisk mulighed for hverken af få be- eller afkræftet vores historier,« siger han.
Det er et problem, Khaled Bougaiou kan tale med om. Han er en af landets fremmeste forsvarsadvokater, og har specialiseret sig i pressesager. Mange sager handler netop om viderebringelse af forkerte oplysninger.
»Hvis styret virkelig ønskede, at komme problemet til livs, kunne de jo give de oplysninger, som journalisterne har et legitimt krav på at kende,« siger han.

Kafkask
For at se, hvordan avisernes seneste kamp former sig, møder jeg op i Algiers byret en tirsdag morgen klokken 8.30. Her er et retslokale afsat til sager, der omhandler pressen. Det er en ugentligt tilbagevendende foreteelse: Chefredaktører og journalister fra landets førende medier er tilsagt for at forsvare sig mod forskellige anklager. Ofte bagvaskelse efter en særligt streng paragraf i straffeloven, som blev indført i maj 2001.
Forløbet er kafkask. Der er ulideligt varmt i retslokalet, og ingen ved, hvornår deres sag skal for dommeren, endsige hvornår denne indfinder sig.
Det sker klokken 10, og så går det ellers slag i slag, indtil alle seks-syv sager er udsat af proceduremæssige årsager, så de tiltalte kan se frem til i nærmeste fremtid at tilbringe endnu en tirsdag i retten.
For forsvarsadvokat Khaled Bougaiou er der ikke blot tale om tilfældigheder.
»Jeg har sagt det igen og igen: Retsvæsenet i vores land er instrumentaliseret. Det bruges til at at styre pressen.«
Retsmødet slutter lidt over middag. Det er nådigt sluppet. Chefredaktører og forsvarsadvokater går i samlet flok til en nærliggende restaurant, hvor ejeren hver uge holder stambordet frit. I et par timer lægger de den daglige konkurrence bag sig og samles om den fælles ydre fjende.
Omar Belouchet er en af de journalister, der har betalt en høj pris for sit engagement. Han har været fængslet af styret. Han har også stået på islamisternes dødsliste og været udsat for et attentat. I dag er han direktør for El Watan og virker som en af de få ingenlunde tynget. Han mener, at resignationen blandt mange journalister hænger sammen med manglende forståelse for, hvad faget handler om.
»Det er på tide, vi bliver mere ydmyge i takt med at situationen normaliserer sig. Vi kan ikke ændre verden, hver dag. Vi må beskrive, hvad der sker. I øvrigt anerkender jeg ikke påstanden om, at vi ikke har opnået noget. Enhver minister og general bliver nødt til at læse sin avis hver morgen for at se, hvad vi skriver. Så længe de lægger sag an mod os, betyder det, at de frygter os. Det er grund nok til at fortsætte.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her