Læsetid: 4 min.

En oase af musik

På det årlige musikstævne i Vallekilde bliver danske jazzmusikere udfordrede, finder ny inspiration og dyrker den basale glæde ved at spille sammen. Information var med et døgn på Summer Session 2003, hvor bl.a. musikerne Jimmy Cobb, Jason Moran og Tomasz Stanko var instruktører
20. august 2003

Jazzstævne
»Dét her er ideelt. Jeg er lykkelig for at være her. Jeg har medvirket ved et utal af clinics og masterclasses igennem årene, men intet minder om Vallekilde. Dette er langt bedre end de fleste af de oplevelser, jeg har haft. Den musikalske kvalitet blandt deltagerne er ekstremt høj og folk bliver bedre, de spiller hele tiden og deres ører bliver mere og mere åbne.«.
Rosen kommer fra den amerikanske basunist Ray Anderson, der er med på Vallekilde som instruktør. Det er syvende gang, man afvikler stævnet for professionelle musikere, og begivenheden er efterhånden legendarisk. Mange vender tilbage for at suge næring til sig fra undervisningen, de mange jam sessions og det menneskevarme samvær.
I år deltager etablerede navne som Jonas Johansen, Jørgen Emborg, Henrik Sveidahl, Morten Lund, Jens Skou Olsen, Christina Von Bülow, Jacob Anderskov, Anders Mogensen og Maria Laurette Friis. Tilstedeværelsen af de udenlandske kapaciteter sætter niveauet yderligere i relief: nævnte Ray Anderson, bassisten Avishai Cohen, pianisten Jason Moran, trompetisten Thomas Stanko, saxofonisten Kenny Garrett, trommeslageren Jimmy Cobb og den brasilianske guitarist og sanger Toninho Horta, der med kort varsel er trådt til i stedet for Egberto Gismonti.
Saxofonisten Anders Banke er her for fjerde gang: »Man får ’latterlig’ meget inspiration fra både lærere og stævnedeltagere. Til hverdag har man ikke mulighed for at udvikle musikalske ideer med så mange. Musikken her er ikke produktorienteret. Det giver frihed til at eksperimentere og lege. Det sætter kreativiteten fri.«
»Der er helt klart en særlig ånd på stedet. Den har udviklet sig, mens konceptet er uændret. Måske var der mere konkurrence før. Nu handler det mere om fælles oplevelse, om et fælles tillidsrum.«
Deltagerne er delt ind i orkesterhold, såkaldte combos, der hver er knyttet til en instruktør, som de arbejder med hele ugen. Holdene får dog mulighed for at møde de øvrige instruktører en enkelt gang ved den daglige rotation.

Exit Garrett
Højskolen ligger i det bakkede marklandskab ved den nordvestsjællandske by Hørve. Fra den brede fliseterrasse har man udsyn over den store, frodige have. I pauserne er der tid til at nyde solskinnet på bænkene eller der spilles bold i græsset.
Maden er solid og velsmagende uden at være prangende. Man skal selv smøre sin frokost og stille den i køleskabet. Ingen fine fornemmelser her.
Selv den 74-årige Jimmy Cobb, der har sin andel i jazzhistorien sammen med bl.a. Dinah Washington, John Coltrane og Miles Davis (Kind Of Blue, 1959!), og som givet er vant til mere opvartning, roder med madfilm eller må have en hjælpende hånd med vasketøjet. De udenlandske stjerner nyder øjensynligt at kunne være sig selv – helt nede på jorden. Måske med undtagelse af Kenny Garrett. Da deres udsendte ankommer to dage før stævnet er slut, har manden forladt Vallekilde på grund af uoverensstemmelser med stævneleder Lennart Ginman.

For meget af det gode
»Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt,« siger Ginman lakonisk og med en vis lettelse. »Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende.« Ginman måtte midt på ugen til København to gange og bistå Garrett med fornyelse af hans pas, men Garretts bevidste forhaling af sine forpligtelser foruden hans beskyldninger om bl.a. forkert mad, blev åbenbart for meget af det gode. Stjernen blev sat i rette og forlod så stævnet.
Hændelsen står i kontrast til de øvrige instruktørers ophold på Vallekilde. Ifølge Christian Dalgas fra Dansk Jazzforbund bærer stjernernes evaluering præg af stor begejstring.
Det bekræftes af Tomasz Stanko: »Jeg kan virkelig godt lide det her sted og lærer meget af det. Inspirationen går begge veje, og jeg nyder at høre mine numre blive spillet af de gode danske musikere.«

Betydning for dansk jazz
Guitaristen Mikkel Engell er med for tredje gang: »Vi kommer jo år efter år. Hierarkiet bliver brudt. Og så er det jo utroligt, at den førende generation i New York synes, at danske musikere er fede. Det skaber kontakter, som folk udnytter.«
Engell føler sig udfordret af sin instruktør, den kun 28-årige Jason Moran: »Hans nysgerrighed er sjælden. Han er yderst inspirerende, velartikuleret og har en åben attitude, der kan frigøre musikken. Jeg har fået lyst til at lave ting, som jeg ellers ville vente med.«
Saxofonisten Sissel Vera Pettersen supplerer: »Det er sjældent som uddannet musiker bare at få og få. Der er denne højskolefølelse: fri til at jamme og spille. Det er noget af det væsentligste. Det giver de bedste forudsætninger for, at musikken kan ske.«
På stævnets sidste aften sker musikken, skal jeg love for. De syv grupper giver koncert efter tur. Den ene mere koncentreret og opløftende end den anden. Udendørs grillmad ind imellem. Stemningen er afslappet, forløst og dog højspændt i musikalsk henseende. Uimodståelig. Senere danser deres udsendte samba med 50 festende musikere. Vallekilde gør sin virkning. Det er lidt som at flyve.
Effekt. Vallekilde er kendt som en kunstnerisk og emotionelt inspirerende begivenhed. Stævnet har ofte været startskud til nye orkestre, turneer og sågar pladeindspilninger. F.eks. var den amerikanske saxofonist Tim Bernes koncerter med Søren Kjærgaard, Jonas Westergaard og Kresten Osgood under Copenhagen Jazz Festival 2001 en udløber af deres møde på Vallekilde, og cd’en Back And Forth (2002) med bassisten Christian McBride samt Nikolaj Hess, Claus Waidtløw og Morten Lund skyldes deres møde på Vallekilde i 1999.
Økonomi. Vallekilde-stævnet er arrangeret i samarbejde med Dansk Jazzforbund og finansieres med Statens Musikråds efteruddannelsesmidler (500.000 kr.), stævnegebyr (4.000 kr. pr. næse) foruden sponsormidler fra Dansk Musiker Forbund, Kultur 2000, Dansk Artist Forbund og Europe Jazz Odyssey.

FAKTA
Vallekilde
*Stævnet på Vallekilde Højskole har været en inspiration for danske jazzmusikere i årtier. De første mange år henvendte stævnet sig til vordende musikere, men siden 1997 har det været afholdt som en efteruddannelse for professionelle – med udenlandske jazzstjerner som gæstelærere. Der er plads til 50 deltagere. I år måtte 25 ansøgere afvises.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her