Læsetid: 2 min.

Online musikbutik søsat

Microsoft er gået sammen med pladebranchen om en virtuel musikbutik. Spørgsmålet er, om brugerne vil betale for noget, de kan få ganske gratis, omend ulovligt
19. august 2003

Musik
Multimilliardstriden mellem pladeselskaber og internetsider, der tilbyder ’pirat’-musik til millioner af brugere, blev intensiveret i går med lanceringen af Europas første online pay-as-you-go (betal efterhånden, red.) musikbutik.
MSN Music Club er det direkte resulat af et samarbejde mellem verdens største softwarefirma Microsoft og de fem største musikproducenter, der alle er desperate for at vende den succes, de gratis fildelingstjenester oplever, og som underminerer branchens prispolitik.
Musikelskere, der benytter den nye tjeneste vil kunne downloade musik på en cd eller en elektronisk afspiller for mellem 0,75 og 0.99 pund per sang eller 7.99 for et helt album, svarende til en tredjedel under prisen i almindelige butikker.
Skaberne af den virtuelle pladeforretning, der benytter sig af et katalog på 200.000 sange leveret af OD2 – en digital musikforretning skabt af Peter Gabriel – håber på at kunne tiltrække både brugere fra de ulovlige tjenester og på at kunne åbne det digitale marked for nye brugere.
For direktørerne på pladeselskaberne kan en ændring i downloadtendensen ikke gå hurtigt nok. I følge International Federation of the Phonographic Industry, er den mistede årlige indtægt på grund af ulovligt kopieret materiale – lige fra downloade sange, der deles mellem teenagere, til storstilet cd-piratkopiering af organiserede bander – 2,86 milliarder pund. Det er mere end det lovlige marked i noget land, bortset fra USA og Japan.
Pladeselskaberne hævder, at det samlede fald på 17 procent i omsætningen af cd’er langt hen ad vejen skyldes fildeling, hvorfor de forsøger at modgå tendensen ved selv at træde ind i cyberspace.
En talsmand for OD2 udtaler: »Dette er første gang at forbrugerne får adgang til et kæmpe musikbibliotek med lovlig digital music, som de kan downloade og gemme ud fra pay-as-you-go princippet.«
Analytikere vurderer, at initiativet, der vil gøre sangene tilgængelige for 50 millioner potentielle købere helt op til seks uger, før de når hylderne i konventionelle butikker, kan være med til at puste nyt liv i single-markedet. Den nye tjeneste kommer efter Apples iTunes, der har haft kæmpe succes i USA. Der er tale om en tilsvarende virtuel musikbutik, der solgte fem millioner sange i løbet af de to første måneders levetid. Tjenesten udbyder et katalog af 200.000 sange til 99 cent pr. stk.

©The Independent og Information

*Oversat af Rasmus Egelund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her