Læsetid: 4 min.

Operation Mærkning

Der blev i denne uge udstukket nye retningslinjer for filmcensuren, for den danske folkeskole og for historieskildringen
2. august 2003

Forbud
Røg smitter, dokumenterer en netop offentliggjort undersøgelse. Når filmens helte tager en smøg i munden, føler det yngre biografpublikum trang til at gøre det samme.
Det kan ikke undre nogen, tilsvarende undersøgelser har vist, at filmvold avler rigtig vold eller i hvert fald påvirker adfærden hos et især yngre og ubefæstet publikum i en skidt retning.
Man kan godt spekulere over, om de unge mennesker, der bruger meget tid på film med vold og røg, i forvejen og af sociale grund er disponeret for – netop vold og røg. Men det vil vi ikke gøre her, det kan hurtigt blive for indviklet, desuden er der andre sammenhænge, der er lige så uafviselige og ikke meget mindre interessante.
Det gælder for eksempel den mellem omtalte undersøgelse og børnelæge Vibeke Manniche, der i en af tv-nyhederne torsdag foreslog en mærkning af nye film, henholdsvis med og uden røg. »Så kan forældrene jo selv afgøre, om det er noget for deres børn,« lød begrundelsen, som jeg husker den.
Det er ikke svært at argumentere imod forslaget med henvisning til, hvad kunst er for noget, hvad forbud og skilte og anvisninger nytter og ikke nytter, og til det praktiske besvær en mærkning ville afstedkomme. Hvad angår det sidste, behøver man bare at tænke på kriterierne: tændt smøg/ikke tændt smøg/hovedperson ryger/
biperson ryger/helt ryger/
skurk ryger/ryger tilsyneladende med fornøjelse/ryger harkende og spyttende/inhalerer/inhalerer ikke, som i censurens grumsede virkelighed kan blive meget værre, når en »noget sammensat biperson...« osv. osv.
Det er heller ikke svært at finde på andre besynderlige mærkninger, der kunne regelsættes ved sammen lejlighed: »I denne film optræder en lettere kolerisk statsminister og i rollen som udenrigsminister en pryglet abe«, »i denne kirke forestås gudstjenesten af en præst, som ikke tror på Gud, nej, vent, som tror på Gud, næ hov, stop, som...« osv. osv.
Man kan også mere stilfærdigt og efter at have kigget kulturugen rundt konstatere, at vi har at gøre med ét af flere fænomener, som det er højeste mode ikke at bryde sig om, og som man derfor og uden at ofre spørgsmålet mange tanker rask væk vil forbyde, mærke, af med.

Spøjs formulering
Dansk Folkepartis kulturordfører Louise Frevert var tæt på at tage prisen, da hun fra partiets landsmøde i Sønderborg annoncerede et lovforslag, der skal forbyde »kulturbestemt hovedbeklædning.«
Det er en spøjs formulering, som imidlertid selv en skoledreng i en af ugens tv-nyheder kunne gennemskue: Det er de muslimske skolepigers hovedtørklæder, Louise Frevert vil have ud af den danske folkeskole.
Spørgsmålet ofrer Berlingske Tidende fredag en lang og samvittighedsfuld leder, hvori det blandt andet hedder:
»Vi bryder os ikke om tørklæderne. Men vi bryder os endnu mindre om at skulle beskære vore grundlæggende principper om personlig frihed og religionsfrihed for at komme tørklæderne til livs.«
Det er klar snak, det er lederens anden hovedkonklusion også:
»Logikken vil nødvendigvis være, at drenge fra jødiske hjem ikke længere må bære kalot i folkeskolen. Og meget snart, at det også må forbydes at bære andre religiøst-kulturelle symboler, f.eks. et kors eller en davidsstjerne i en kæde om halsen. Derfor duer Dansk Folkepartis forslag ikke.«
Det ville Louise Frevert have indset, hvis hun forinden havde tænkt sig om. Men det har ikke været øvelsen i Sønderborg og vil heller ikke være det, når Dansk Folkeparti i næste folketingsår trods lederen i Berlingske Tidende og den indlysende tåbelighed vil fremsætte lovforslaget. I hvert fald ikke at tænke sig om på dén måde. Øvelsen har derimod været igen at sige højt, hvad Dansk Folkeparti formoder, at alle tænker, og udtrykke det med en så opsigtsvækkende troskyldighed, at allandsens lederskribenter og klummeskrivere synes, de må kommentere det.

Nørgaards gobeliner
Røgen ud af filmen, tørklædet ud af skolen – og Bjørn Nørgaard ud af slottet. Det er stud. mag. i kunst- og idéhistorie, Jon O. Lauring, der i en stort opsat artikel i Weekendavisen redegør for, hvorledes Bjørn Nørgaards gobeliner i Christiansborgs Riddersal forkynder et antidemokratisk, socialistisk/
kommunistisk program og følgelig burde fjernes fra »Danmarks officielle repræsentationslokaler.«
Lauring kan således anføre, at Bjørn Nørgaards gobeliner er inspireret af den mexicanske kunstner Diego Rivera, der i en periode var medlem af det kommunistiske parti. At Bjørn Nørgaard tilbage i 60’erne tilhørte et socialistisk miljø og i begyndelsen af 1970’erne nærede sympati for Kulturrevolutionen i Kina.
Han bemærker desuden, at Karl Marx er »yderst centralt« placeret på en af gobelinerne. At Mao er portrætteret »smilende, nærmest leende«, at Lenin også er der et sted, men at Stalin derimod er »censureret væk«, angiveligt for at gøre kommunismen »ren og pæn«.
Og sådan går det slag i slag, indtil Lauring når frem til artiklens principielle anliggende, mærkesagen, kunne man sige. Den nemlig, at alle disse mennesker foruden personer fra »socialismens 5. kolonne« godt kan have udmærket sig på forskellige ledder og kanter, men ikke af den grund
nødvendigvis besidder »medmenneskelige kvaliteter.«
Og videre og som trumf, iagttagelsen, der skal flå gobelinerne af væggen og kaste dem på historiens mødding: at Bjørn Nørgaard ikke desto mindre har afbildet dem »uden antydning af foragt for deres inhumane holdninger.«
Ærkeeksemplet, foruden de nævnte: Jean-Paul Sartre.
Det er kriterier for den historiefremstillende kunst, man let kunne kløjs i. Som tredje led i ugens kulturkamp, Operation Mærkning eller hvordan-man-med-stor-troskyldighed-udtrykker-noget-alamodisk-vås, tager de prisen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu