Læsetid: 6 min.

Orientens James Dean

Kulten omkring kung fu-mesteren og filmstjernen Bruce Lee, der døde kun 32 år gammel, er så livskraftig som nogensinde
8. august 2003

(2. sektion)

Kina
På kantonesisk – den kinesiske dialekt, der tales i Hong Kong og Guangzhou – kaldes han Li Siu-Lung.
I Vesten kendes han som Bruce Lee, et lille massivt dynamitbundt på 66 kg og kun 168 cm – en usandsynlig helt, som vistnok ikke er del af pensum i nogen historiebog, men som opnåede at blive en legende allerede i sit meget korte liv.
I dag, 30 år efter sin død, er han en global kultfigur.
Men frem for alt er han et prominent kinesisk kultur-ikon til trods for, at han faktisk blev født i San Francisco, var amerikansk statsborger, voksede op i Hongkong og aldrig nåede at besøge selve Folkerepublikken.
»Han gav kineserne selvrespekt og en anden selvopfattelse efter århundreders ydmygelse og koloniundertrykkelse,« siger Law Par, forsker ved Hongkongs Nationalarkiv.
Bruce Lee præsterede dette ved på filmlærredet at uddele læsterlige bøllebank til udenlandske skurke, gangstere og kapitalister – de fleste amerikanere – ved hjælp af knyttede næver, en lammende præcis sparketeknik og halsbrækkende akrobatik.
Han gav os kung fu, den urgamle og halvt religiøse kampkunst, som har afgjort så mange krigsherrers og dynastiers skæbne i Riget i Midten.
Hverken før eller siden har en asiatisk skuespiller eller mediestjerne påvirket den vestlige verdens ungdom på så markant vis.
Hans T-shirts er stadig cool for en tredje generation af teenagere, og hans film indspiller hvert år fortsat et flercifret millionbeløb i dollar.
Samtidig er kung fu og lignende kinesiske former for kampsport ironisk nok blevet overtaget og kommercialiseret af Vesten og ikke mindst Hollywood og udgør i dag en kæmpeindustri.
Bruce Lee blev blot 32 år. Hans pludselige død gav anledning til talrige rygter og spekulationer og gav ham en status som Orientens James Dean. Mystikken omkring hans døds omstændigheder bidrager til at gøre myten om ham til en af allertiders største. Konspirationsteorierne florerer. Mægtige asiatiske gangsterbander, de såkaldte triader, hævdes at have stået bag, hvis det da ikke var rivaliserende kung fu-mestre eller hævnlystne, ydmygede modstandere. Endog dim mak, en kantonesisk variant af voodoo nævnes.
Retsmyndighedernes efterforskning fastslog, at den tilsyneladende så uovervindelige asiatiske supermand havde en fatal akilleshæl. Men få ønsker at tro, at Bruce Lee virkelig kunne dø som følge af noget så kedeligt som en ekstrem allergi mod aspirin. Konklusionen på dødsattesten blev af kung fu-stjernens beundrere betragtet som en ren hån. Og de retsmedicinere, som hævdede, at reaktionen var fremkaldt af en overfølsomhed over for cannabis, blev mødt med foragt og mistro.
Skal man tro nutidens medicinske sagkundskab, er det mest nærliggende at rette mistanken imod de hjerneskader, som Bruce Lee kan have pådraget sig som følge af netop kung fu.
Over 20 biografier om Bruce Lee er allerede skrevet, og der kommer hele tiden nye til. I Beijing vil hans minde blive højtideligholdt, når kung fu for første gang optages på programmet ved De Olympiske Lege i 2008.
En ting er alle enige om: Bruce Lee var – som kung fu er – meget mere end bare benspark og akrobatik. Han voksede op i et middelklassemiljø og blev allerede meget tidligt eksponeret i film og medier, i kraft af at hans far var en kendt sanger i kinesisk opera. Den japanske besættelse af Hongkong, den efterfølgende massearbejdsløshed og fattigdom og det britiske kolonistyre gav ham en stærk kinesisk identitet. I skolen blev han mobbet af kammeraterne, de fleste af dem vestlige, og 13 år gammel indså den spinkle dreng, at hans muskler var hans eneste form for beskyttelse.

Under en berømt mester begyndte han at træne wing chun, en afart af kung fu, som især lægger på vægt på 'kunsten at undvige knytnæver', og det varede ikke længe, før han var i stand til at gøre op med sine plageånder. Sammen med sin bande udkæmpede han talrige gadekampe og dueller mod sine rivaler. Disse aktiviteter vakte efterhånden politiets bevågenhed, hvad der i 1958 tvang hans far til at sende ham til venner i Seattle, USA.
Vendepunktet kom nogle år senere, da han begyndte at læse filosofi på universitet, oprettede sit eget kung fu-akademi og udviklede sin helt egen særegne stil, som han kaldte jeet kune do. Med ingredienser fra wing chun og andre asiatiske kampteknikker som karate og judo og med begreber fra kinesisk filosofi såsom yin og yang, fra buddhisme, taoisme og konfucianisme skabte Lee noget helt nyt og spektakulært, som fik konservative skoler som Shaolin til at skumme af raseri.
Med sin karisma, sin helt utroligt hurtige teknik – otte såkaldte nærslag i sekundet – etablerede han sig hurtigt på den amerikanske vestkyst og fik snart elever blandt Hollywood-berømtheder som Steve McQueen, James Coburn, Roman Polanski, Nancy Kwan mfl. Men Hollywood var stadig præget af racefordommes snæversyn, og ingen af de store filmselskaber turde binde an med at give en hovedrolle til en kineser og foretrak i stedet at satse på sine egne B-film-kändisser.
I 1970 vendte han tilbage til Hongkong, hvor instruktøren Raymond Chow lokkede med filmmanuskripter, der var som skræddersyede til Bruce Lee. Først kom The Big Boss og siden The Fist of Fury. Handlingerne var skåret over samme læst: En Bruce Lee drøner rundt i sin gule kampdragt, oprøres over at se fattige kinesere blive ydmyget af gweilo (udlændinge) og går i aktion som hævner-superhelten, der sikrer, at retfærdigheden sker fyldest.
Begge film blev enorme kassesucceser, der slog alle publikumsrekorder i Hongkong og var de første fra den daværende britiske kronkoloni, som slog an også i Europa og USA, hvor der var en gryende fascination af det orientalske. Men i kulturrevolutionens Kina, hvor de blev betragtet som ’asociale’ og rekrutteringsbase for triader og bandeuvæsen, var de forbudt helt frem til 1996. At filmenes åndelige univers var gennemsyret af dyb kinesisk nationalisme og kulturel stolthed spillede ingen rolle for partiet, selv om de ellers kunne have fungeret som effektiv propaganda imod de amerikanere, som vovede at kalde kinesere for chinks og så ned på dem som »risgnaskere« og vaskeriarbejdere og lignende kulier.
I Hongkong slugte et grådigt biografpublikum de mange scener, hvor Bruce Lee gjorde op med selv de største og mest skrækindjagende hvide skurke og gangstere, og mange så i hans straffeaktioner imod en tilsyneladende overmægtig fjende en symbolsk protest imod USA’s krig i Vietnam.

En anden årsag til succesen var, at han altid gik til den yderste grænse. Hver eneste filmscene var en spektakulær og gennemkoreograferet kamp, hvor der blev givet og taget uden hensyn. Klipnings- og efterredigeringsarbejdet af disse actionscener var minimalt. På kort tid blev Bruce Lee en superstjerne, kung fu et globalt hit og Hongkong et kampfilmens Mekka.
Hollywood vågnede op til dåd og tilbød at indgå i koproduktion i Enter the Dragon. Men det indebar en kommercialisering af kung fu, hvor de særlige ’kinesiske værdier’ snart blev glemt i processen.
Bruce Lee kom aldrig til at opleve premieren. Om aftenen den 20. juli 1973 fik han under et besøg hos en kvindelig medskuespiller – og muligvis elskerinde – en voldsom hovedpine. Han tog en smertestillende pille og lagde sig på en sofa for at hvile. Han vågnede aldrig op igen og var død ved ankomsten til sygehuset.
Begravelsesoptoget med åben kiste samlede flere end 30.000 sørgende fans langs Temple Road. Mytedannelsen blev til kultdyrkelse.
Meget tyder på, at Bruce Lee havde planer om at flytte tilbage til USA, da tragedien indtraf. Han var blevet tilbudt flere store roller – ifølge broderen Robert også en film med Elvis Presley – og følte sig alt for jaget og presset i Hong Kong. Samtidig gik der rygter om, at den pludselige succes var steget ham til hovedet og havde resulteret i paranoia. Nogle folk i filmmiljøet, der var tæt på ham, mener desuden, at »han havde ydet sit bedste«, og at døden reddede hans stjernestatus for eftertiden.
Enter the Dragon fortsætter med at indspille penge – 700 mio. dollar er det foreløbig blevet til. Og scenen med ’dødskampen’ mod Chuck Norris på Colloseum i Rom er aldrig overgået. Filmselskaberne har forgæves jagtet en afløser. Jackie Chan, Sammy Huang og Jet Li har etableret sig, men ingen af dem kan helt stå mål med den afdøde mester.
I dag har Hollywood sin egen afdeling for udvikling af spektakulær kampsport. Men aktionfilm som The Matrix kræver fortsat medvirken fra Hongkongs koreografer. Således lever arven fra Bruce Lee videre.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu