Læsetid: 2 min.

En palæstinensisk rebus

Ansporer Guddommelig indgriben til terrorisme? Eller er filmen et stykke selvkritik? Kryptisk er den i hvert fald
15. august 2003

(2. sektion)

Ny film
Den palæstinensiske instruktør Elia Suleiman har vundet respekt, fordi han i Guddommelig indgriben evner at holde en tørt humoristisk afstand til sine undertrykte landsmænds konflikt med israelerne. Det kræver klart nok artistisk overblik og menneskelig modenhed overhovedet at kunne anlægge andet end en tragisk vinkel på den sag.
Og mange bedømmere, deriblandt Cannes-juryen, der sidste år gav filmen Grand Prix, har set en genistreg i Suleimans episodiske film. Den koncentrerer sig om hverdagstrakasserier, uforløste konfrontationer og sære tildragelser, der dels udspiller sig i et kvarter i Nazaret, Israels største arabiske by, dels iscenesættes omkring det berygtede al-Ram-checkpoint mellem Vestbreden og Jerusalem.

Knaldperler
Ser man bort fra al denne berettigede goodwill, er meget af filmen i mine øjne lumsk kedelig. Forsøget på at undgå det politisk korrekte synes at have kastet Suleiman i den anden grøft og gjort meget af hans film kryptisk indtil det intetsigende.
Man forstår selvfølgelig godt meningen, når Suleiman i egen uudgrundelige person puster en stor ballon op med Yassir Arafats hoved og lader den svæve ind over Jerusalem til de israelske soldaters forvirrede fortørnelse. Eller når han kaster en blom-mesten mod en israelsk tank, som prompte eksploderer. Disse knaldperler detonerer med en pudsig surrealisme, der er klart antiisraelsk i sin holdning.
Men meget af Guddommelig indgriben virker som en fortyndet udgave af Jacques Tati, parret med lidt Roy Andersson (Sange fra anden sal). Næsten-stumme, lettere absurdistiske hverdagsvignetter fra et forstadskvarter, hvor alt på overfladen synes normalt, men hvor aggressioner lurer overalt.
Instruktørens far kommer på hospitalet med dårligt hjerte, men pulser (som mange af de øvrige personer) stadig løs på sine cigaretter; en mand smider affaldsposer ind hos sin nabo og bliver meget fornærmet, da de kastes tilbage igen; en kvinde tænder langsommeligt bål på en losseplads-grund; en mand kaster flasker efter politiet; en fodboldspillende dreng får sin bold piftet; og en gruppe mænd slår en slange ihjel.

Et partsindlæg?
Alt sammen er det trivialiteter filmet i udeltagende totalbilleder, omstændeligt og ofte pointefattigt. Så man bliver helt glad, da instruktøren i en virtuos billedsekvens introducerer en gammeldags flot heltinde, en trodsig krigskvinde, der bryder alle afspærringer og i kraft af lutter magnetisk udstråling sprænger et kontroltårn i luften. Med hende har instruktøren, der tilsyneladende spiller sig selv, en kysk affære, som med fin minimalisme kun består i at holde hånd på talrige måder. Begge synes styret af had og sorg, men meget klogere bliver man ikke. De er vel en slags terrorister, i hvert fald kvinden, som til slut i bedste Matrix-stil materialiserer sig som en ninja, der uden sprængstof gør det af med en håndfuld israelske soldater.
Her får den ikke for lidt med martyr-krone og Kristus på korset-attituder. Er Guddommelig indgriben alligevel – med al sin ironi og stilistiske helgardering – et palæstinensisk partsindlæg med sympati for terrorisme? Eller skal instruktørens blufærdige holden i hånd med den skrappe kvinde opfattes som et billede på hans kun forbeholdne accept af terrorismen?
Måske, for man aner samtidig en selvkritik, der gerne vil genoprette balancen. Filmen vil uden tvivl blive flittigt tolket. I mine øjne er den en noget selvforelsket rebus uden synderlig udfordringskraft.

*Gudommelig indgriben.
Instruktion og manuskript: Elia Suleiman. Fransk-tysk-marokkansk-hollandsk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her