Læsetid: 2 min.

PCB og tungmetaller i havmiljø ved Thule

Længe ventet rapport fra Danmarks Miljø-undersøgelser bekræfter forureningsproblem ved den amerikanske base
20. august 2003

Der er PCB i fisk og muslinger, kobber og bly i søpindsvin, kviksølv og arsen i havbunden. Desuden skifter sneglene køn under indflydelse af giftige stoffer. Det er situationen ved Thule-basen i det nordvestlige Grønland.
Situationen beskrives i den længe ventede miljørapport om forureningen ved den amerikanske militærbase, som Danmarks Miljø-undersøgelser nu har offentliggjort.
Rapporten har været på vej i et år og blev efterlyst, da danske og grønlandske politikere i maj diskuterede, hvilke krav der skal stilles til den amerikanske regering i forbindelse med planerne om at inddrage Thule-basen i det planlagte amerikanske missilskjold.
En ældre og hemmeligholdt amerikansk miljøundersøgelse, der kom frem i foråret, afslørede, at miljøet på og omkring Thule-basen er belastet af omkring 50 amerikanske lossepladser, hvorfra miljøfarlige stoffer er sivet ud i naturen og havmiljøet. Nogle af lossepladserne ligger på den såkaldte Dundas-halvø ved Thulebasen, som ifølge en aftale indgået i februar nu skal leveres tilbage til Grønland og Danmark.
Grønlandske og danske oppo-sitionspolitikere protesterede i foråret over, at Danmark med aftalen påtog sig det fulde økonomisk ansvar for miljø-genopretning efter amerikanernes forurening af Dundas og det på et tidspunkt, hvor resultatet af de danske miljøundersøgelser ikke var kendt.
Det er de nu.

Over grænseværdi
DMU’s rapport konkluderer, at »der er fundet signifikant forhøjede koncentrationer« af en række forurenende stoffer i havmiljøet ved lossepladserne på Dundas-halvøen.
Det gælder det giftige stof PCB, som i ulke-fisk er fundet i koncentrationer 6-30 gange over de lokale baggrundsniveauer og i kammuslinger 2-10 gange over det normale. Desuden er tungmetallerne kobber og bly fundet i søpindsvin i koncentrationer, der er to gange baggrundsværdien og i hjertemuslinger to-seks gange det normale for området.
I havbunden er der fundet kviksølv, arsen, kobber, bly, PCB samt de sværtnedbrydelige miljøgifte HCH og PAH i koncentrationer fra to til 10 gange det normale.
DMU har også konstateret, at havsneglene er ramt af kønsforstyrrelser, idet hunsneglene udvikler penis – en kendt effekt af det giftige stof organotin, som formentlig er sivet ud fra en af lossepladserne.
»Det væsentligste forureningsproblem i forbindelse med aktiviteterne på Thule Air Base synes at være PCB’erne, idet denne kontaminantgruppe viser forhøjede koncentrationer på 2-30 gange både lokalt og regionalt,« skriver Danmarks Miljøundersøgelser og tilføjer: »PCB-koncentrationerne ved Thule Air Base svarer til niveauerne i svagt forurenede til forurenede områder i Nordsøen. De fundne PCB-koncentrationer overskrider grænseværdier for konsum.«

Indgreb lader vente
Grønlands Hjemmestyre har endnu ikke reageret på dokumentationen af miljøproblemerne ved Thule-basen.
Landsstyremedlem for Miljø Mi-kael Petersen henviser til, at der mangler endnu en rapport, en undersøgelse af selve lossepladserne på Dundas, som konsulentfirmaet Niras står for. Når den på et tidspunkt foreligger, skal en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe vurdere, hvad der skal gøres ved lossepladserne og udsivningen fra dem. En pressemeddelelse fra grønlands Landsstyre siger, at »det ikke endnu (er) muligt at fastsætte en dato for, hvornår der kan tages stilling til hvilke afværgeforanstaltninger, der skal til for at løse problemstillingerne.«
Mikael Petersen er i disse dage på tjenesterejse, men citeres af Grønlands Radioavis for, at »vi må ikke lave noget deroppe i løbet af de næste tre år.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her