I byen
Damhuskroen burde vel have været stedet, hvor Jan Monrad & Søren Rislund holdt deres pressemøde i anledning af en ny cd skabt »i samarbejde med de danske svineproducenters komite for dyrevelfærd«, men nu blev det Den Hvide Hest, på Dyrehavsbakken, fordi parret her skulle optræde på friluftsscenen. Det var i aftes og dermed på den sidste dag før Bakken gik ind til vinterhvilen.
Damhuskroen er fra februar til påske duoens hjemmebane. Men med blandingen af satire, gøgl og komik er man også godt hjulpet på Bakken.
Hvis andre satiriske komikeres varemærke er, at intet er dem helligt, så kan Monrad og Rislund kendes på, at overhovedet intet emne er dem helligt.
Stærkt forbunde
»De reagerede slet ikke,« siger Søren Rislund. Vi trak ham til side forud for pressemødet og bad ham fortælle et par historier fra de ca. 30 år i showbusiness.
Søren Rislund fortalte om engang, hvor der var usædvanligt mange stærkt forbundne eller på anden måde handicappede blandt publikum.
»Uanset hvad vi gjorde eller sagde, var der ingen reaktion. Men til sidst rejste de sig pludselig op, smed deres forbindinger som på kommando, og det viste sig at være en fangruppe, der ville lave et nummer med os.«
Og I havde ingen anelse?
»Overhovedet ikke...vi har også været udsat for en bombetrussel i Næstved, og så var der dengang, De Forenede Bryggerier ville nedlægge os«
Hvorfor? Man skulle da ellers tro...
»Jamen, vi havde skrevet Øl er Gud med Bindesbølls skrift, men det viste sig så, at bryggerierne, som mente at have krav på skriften, havde glemt at beskytte den, så de måtte opgive og i stedet sendte de os en kasse elefantøl.«
Som for at forklare hele
duoens virke siger Rislund, før han må videre: »Vi laver nogle ret vanvittige ting, og så skubber vi til nogle, og nogle bliver stødt, men i bedste fald ser man tingene fra en ny og anderledes vinkel.«
I gymnasiet
Søren Rislund og Jan Monrad traf hinanden i 1967, da de kom i samme klasse på Frederiksberg Gymnasium. Når timerne blev for kedelige, tegnede de sjove tegninger og skrev små anekdoter i kladdehæfter, som de uden for lærerens kontrol byttede. Senere optrådte de som musikere, men fandt ud af, at det, de sagde mellem numrene, på en måde var det sjoveste.
Den nye cd, som udgives af CMC, hedder, De tykke synger, en omskrivning af titlen til børnesangbogen, De små synger. Pladen rummer også en omskrivning af sangen, De voksne kan også være bange, til De tykke kan også være bange. Bange for eksempelvis, at slagteren har snydt med datomærkningen.
Jan Monrad, hvorfor gør I grin med de tykke?
»Det gør vi heller ikke. Det er lige omvendt. Vi er jo selv moderat overvægtige (Monrad demonstrerer med en rundhåndet bevægelse). Nej, det, vi gør grin med, er, at folk falder for tidens trend, piner og plager sig selv for at tabe nogle gram. Man kan se dem motionere, men uanset hvor meget, de løber, så bliver røvene ved med at være lige store.«
Monrad siger, at det, han og Rislund forsøger, er at give folk et lille frikvarter mellem alle de kedelige nyheder om krig og ufred, holde et spejl op, se det store i det små eller omvendt.
Anders Fogh med sine skægstubbe går ikke ram forbi på den nye plade. Man kan ikke have en sortsmudsket mand, som statsminister, siges det helt usagligt og -sminket. Han ville blive afvist ved enhver sikkerhedskontrol i tolden...
»Men det var på en måde sjovere at gøre grin med Nyrup, fordi man havde en fornemmelse af, at det kunne han ikke lide.« Cykelhjelmen, Rushdie-sagen og efterlønnen. Per Stig Møller dummede sig ved at kritisere Joschka Fischers vægelsind for åben skærm. Alle kan blive skydeskive.
Selvlærde
»Der er også idioter på venstrefløjen,« erkender Monrad. »Faktisk var vi blandt de første til at gøre tykt nar ad Tvind.«
»Vi har ingen rød tråd, men prøver at lave noget både for automekanikeren og den lærde,« slutter Jan Monrad.
Er I selv lærde?
»Ja, selvlærde.«
Rislund var lidt ved postvæsenet, Monrad lidt ved arkitektuddannelsen, før de blev entertainere, der gerne fortæller om slangers kedelige seksualliv: Hunnen kan jo ikke sprede benene. Og så er der mere subtilt den om kvinderne, der simpelthen ikke kan lære at slå brættet op, når de har været på toilettet.
