Læsetid: 5 min.

Pomp, pragt og pral

Hvorfor sætte sit lys under en skæppe når man kan opføre et kæmpemæssigt museum til ære for sig selv?
6. august 2003

Mærkværdige Museer
Siden 1970’erne har oliemilliarderne som en stormflod skyllet ind over det lille sultanat Brunei, som ligger på Borneo tæt ved ækvator.
Dette har ikke alene gjort landet til et af verdens rigeste. Det har også gjort sultanen til en særdeles holden mand med en formue på ca. 40 milliarder dollar.
Bruneis sultan skelner nemlig ikke så småligt mellem hvad, der er nationens formue, og hvad der er hans egen. Det er mere eller mindre samme kasse. Derfor er sultanen også både berømt og berygtet som manden med verdens største privatforbrug.
Netop dette forbrug har gjort ham til en sand ekvilibrist udi selviscenesættelse, som får ethvert europæisk kongehus til at fremstå som lallende amatører i sammenligning hermed.
Hvor europæiske monarker gerne indvier udstillinger, som hylder deres forgængere eller viser deres kunstproduktioner, så har Bruneis sultan taget skridtet fuldt ud og åbnet et museum på størrelse med Nationalmuseet i København ene og alene til ære for sig selv!

Beskedenheden selv
Royal Regalia Building, som er navnet på museet, ligger i Bruneis hovedstad, Bandar Seri Begawan, der trods alle oliemilliarderne, virker ualmindelig søvnig og provinsiel. Men hvad gør det, når det huser et af verdens mest overdådige templer for overdreven ekstravagance – og dårlig smag!
Museet blev opført i 1992 i anledning af 25-året for indsættelsen af Hans Majestæt Sultan Haji Hassanal Bolkiah Mu’izzaddin Waddaulah. En begivenhed, som ikke er gået sporløst hen over museet, men lad os nu påbegynde museumsvandringen gennem Royal Regalia Building, hvor air condition anlægget virker upåklageligt, og de mange marmorfliser fremmer den ophøjede kølighed.
I den ene fløj af museet, hvor alt er holdt i guld og sort marmor, hænger der kæmpemæssige billeder i massive guldrammer af sultanen som spæd, sultanen får sin første uniform, sultanen begynder i skole, sultanen får sin første pony og sultanen bliver undervist i koranen.
Alle disse billeder er ledsaget af informative billedtekster, som: »Siden barndommen har Hans Majestæt haft en meget lys, munter og venlig personlighed« og »i skoletiden var han kvik og lærte alt nyt inden for ganske kort tid«.
Her er således tale om et museum, hvor mindreværdskomplekserne med faretruende hast kan overmande enhver, dødelig museumsgænger.
Sultanen kan ikke alene bryste sig med at have gået på alle de rigtige universiteter og fået sin officersuddannelse fra det prestigefyldte militærakademi, Sandhurst, i England. Han er også en excellent polospiller, tennisspiller og et naturtalent inden for stort set en hvilken som helst tænkelig sportsgren.
Endelig ikke at forglemme er han selvfølgelig også en forbilledlig muslim, en hengiven ægtemand og far og sidst men ikke mindst: en god og retfærdig leder for sit hengivne folk!

Kørende som Asterix
Udover at nyde de mange storslåede billeder fra sultanens fantastiske liv, er der også rig lejlighed til at nyde synet af pragtfulde møbler, som sultanen selv har siddet i. Alle er de designet efter princippet om, at der altid lige kan være plads til en ekstra diamant og en ekstra forgyldt krummelure.
Før jeg besøgte Royal Regalia
Building i Bandar Seri Begawan, havde jeg således altid troet, at ingen kunne overgå Gianni Versace og amerikanske rigmandsserier som Dollars i volumniøs, pompøs – og lad os bare være ærlige og sige – vulgær indretningsstil. Nu ved jeg, at der snarere er tale om ren japansk minimalisme ved siden af den indretningsstil, som åbenbart er idealet i Brunei.
Når ikke engang penge sætter grænser for fantasien, har man som en af verdens rigeste mænd uanede muligheder for at forkæle sig selv. Sultanen af Brunei har tilsyneladende en forkærlighed for kørevogne, som mest af alt leder tankerne hen på Asterix. I to enorme haller er der udstillet kæmpemæssige forgyldte vogne, som på højtider bliver trukket af hengivne undersåtter.
For at man som turist skal kunne mærke suset, er der i begge haller opstillet hundredevis af giner, som bærer de uniformer, der luftes ved højtidelige lejligheder. Ingen tvivl om Brunies sultan har sans for pomp, pragt og storhed. Det samme gælder hans lillebror, der har verdens to største lystyachter, der ligger nede i havnen og som bærer de poetiske navne Tits One & Tits Two. Vi kunne kalde dem Babs Et & Babs To på dansk.
Som sagt blev museet bygget i anledningen af sultanens 25- års regeringsjubilæum. Derfor er flere fløje viet til billeder fra den store begivenhed, hvor sultanen rejser rundt i sit rige og hilser på sine 280.000 undersåtter.
Der er billeder af alle de festklædte gæster, beskrivelse af menuen på dagen, og der er en model-tronsal, som er den nøjagtige kopi af den, som sultanen fik bygget i sit palads i anledning af den store dag. Der er udstillinger af de brilliantbesatte kjoler, som hans to hustruer bar på dagen, og endelig er der sal efter sal montrer med samtlige af de overdådige gaver, som sultanen modtog af udenlandske statsoverhoveder og af sit hengivne folk.

En moderne despot
Jeg forstår udmærket godt, hvorfor sultanen har valgt at bygge udstillingshaller for de gaver, han modtog – for jeg ville ærlig talt heller ikke have nogle af tingene stående hjemme i min dagligstue. Men dyre har de været. Der er vaser i bøhmisk glas på størrelse med badekar, der er modelskibe bygget af 24 karat guld, og endelig er der beskedne lerkar fra de mere fattige, men alligevel taknemmlige undersåtter.
Man kan selvfølgelig gøre sig vældig lystig over en sultan, som bygger en så monumental hyldest til sig selv, men bag morskaben lurer alvoren. For ikke alle undersåtter er lige hengivne. Uofficielt har Brunei været i undtagelsestilstand siden 1962, hvor venstrefløjspartiet, Brunei’s People’s Party vandt.
Den daværende sultan var dog ikke interesseret i at give slip på sit autokratiske styre og nægtede derfor at lade partiet danne regering. Det førte til voldsomme optøjer og et kupforsøg, men det tales der ikke så meget om i Brunei.

*Åbent dagligt med meget skiftende åbningstider i løbet af dagen. Gratis adgang

*Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10., 16., 17., 19., 24., 26., 28., 29., 31. juli og 5. august. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her