Læsetid: 5 min.

Projektet (II)

På billedet i det høje man ser hvordan
1. august 2003

FRIE ORD
Ja, løft blikket mod det høje. Magter læseren ikke at skue præsident George W. Bushs og den (selv)ydmygede danske Folkekirkes herre Gud øverst oppe, er åbenbaringen af de huldsaligt smilende venner i båndet over siden her tilstrækkeligt i første omgang. Identiteten af den nydelige yngre herre i jakkesæt står printet på billedet, og skulle nogen være i tvivl om, hvad han laver, skal oplyses, at han i dag er forsvarsminister for Amerikas Forenede Stater og chef for et par hundrede tusinde soldater bevæbnet til tænderne med verdens mest dødbringende våben og sofistikerede teknik på panisk jagt efter – billedets anden venlige herre. Som næppe kræver nærmere præsentation.
Men hvad lavede mr. Rumsfeld mon for 20 år siden? Han formidlede sammen med nuværende vicepræsident Dick Cheney daværende USA-præsident Ronald Reagans støtte til Saddam Hus-sein! Skønt USA’s eget udenrigsministerium fra november 1983 gjorde opmærksom på, at irakerne brugte kemiske masseødelæggelsesvåben i krigen mod iranerne »næsten dagligt«, fortsatte støtten i form af ikke alene økonomiske håndsrækninger og efterretnings-information men også bidrag til opbygning af de biologiske og kemiske lagre af masseødelæggelsesvåben til forsvar mod det iranske præstestyre, der var kommet til magten i 1979 ved Ayatollah Khomeinis islamiske revolution. Og da den venligt smilende uniformerede herre på billedet også begyndte at gasse sit eget folk (kurderne), førte det heller ikke til synderligt forargede fordømmelser af den onde selv fra USA’s side. Dertil var den irakiske olie for hellig og angsten for en iransk overtagelse af den for stor.
Det er, hvad smilene – om ikke i himmelen så dog i båndet ovenover – huldsaligt er billedet på.

Nu skal læseren ikke trættes med omfattende repetition af et års gennemgange af den fundamentale, ja, fundamentalistiske betydning, adgangen til Golfens billige olie foreløbig har. Dels for den egoistiske opretholdelse af USA’s og menneskehedens øvrige rige femtedels (herunder Danmarks) nuværende livsstil. Dels for opnåelsen af den militære, økonomiske og kulturelle magt til at gennemføre det idealistiske projekt om at udbrede denne livsstil med kapitalistisk demokrati, frit forbrugsvalg og grænseløs økonomisk vækst og videnskabelig beherskelse af naturen til også menneskehedens andre langt fattigere fire femtedele.
Denne gang må et enkelt citat være nok. I modsætning til mainstreams uophørligt beroligende forsikringer om, at der skam hele tiden gøres nye oliefund, så natur-forsyningen hvad det angår er sikret for mange årtier ud i fremtiden, meddelte den administrerende direktør og viceformand for Exxon Mobil, Harry J. Longwell, allerede sidste år, at »sagen er, at mens efterspørgslen stiger, falder den eksisterende produktion. For at sætte tal på det forventer vi, at efterspørgslen omkring 2010 vil have et omfang så stort, at halvdelen af den ikke er i produktion i dag! – og det er den udfordring producenterne står overfor. Det betyder, at industrien er nødt til at forøge produktionen i 2010 med omkring 80 millioner olie-ekvivalente tønder om dagen for at tilfredsstille den forventede efterspørgsel. Omkostningen ved at gøre det kan løbe op i en billion (på amerikansk trillion, altså 1.000 milliarder) dollar, eller omkring 100 milliarder (på amerikansk billion) dollar om året. Det er afgørende meget mere end industrien investerer i dag.« – Uanset hvad Donald Rumsfeld, Dick Cheney og deres præsident-chef end må sige om Irak-krigens og –besættelsens totale uafhængighed af USA’s og den øvrige rige verdens interesse
i olie, kan man være sikker på, at udtalelser som den citerede fra Exxon Mobil er kendt i Det Hvide Hus. Og studeret grundigt.
For yderligere at sætte projektets naturgrundlag og størrelsesorden – hvad i første omgang specielt olien angår – i relief, bør nok lige tilføjes, at mens USA’s befolkning udgør mindre end fem procent af menneskeheden, står amerikanerne (eller rettere kører og flyver og bomber og air-conditionerer de) for mere end 25 procent af menneskehedens samlede drivhus-opvarmende CO2-udslip. Så kan man forestille sig, hvor lunt vi alle sammen får det, når jordkuglens øvrige 95 procent af menneskeheden efter projektets gennemførelse når op på højde med den amerikanske livsstil, hvad kapitalistisk demokrati, frit forbrugsvalg og grænseløs økonomisk vækst og videnskabelig beherskelse af naturen angår.

Dermed er vi fremme ved den ret opsigtsvækkende tale, som lederen af FN’s miljø-program, UNEP, holdt for godt 14 dage siden og som kort blev omtalt i det umiddelbart efterfølgende Frie Ord. Her er først hele Reuters-telegrammet om talen: ’Kinas vækst truer miljøet.’ »SYDNEY – Kinas ambitiøse planer for økonomisk vækst kan ikke lade sig gøre miljømæssigt, da verden ikke har ressourcer nok til, at 1,3 milliarder kinesere kan blive forbrugere i vestlig forstand, sagde en FN-kilde i går. Chefen for FN’s Miljøprogram, Klaus Töpfer, sagde under et besøg i Sydney, at Kinas plan om at firedoble økonomien inden 2020 kun kan lade sig gøre, hvis de udviklede lande radikalt ændrer deres forbrugsmønstre for at udligne de fattige landes ressourcemangel. Han sagde, at hvis Kina havde samme proportionelle antal privatbiler som for eksempel Tyskland, ville landet være nødt til at producere 650 millioner vogne, og det vil verdens forsyninger af metal og olie ifølge miljøeksperter ikke kunne imødekomme. Kinas bruttonationalprodukt steg otte procent sidste år, og regeringen forventer en yderligere vækst på syv procent i 2003.«
Det har givet anledning til en ganske sigende, ’opklarende’ kontrovers mellem Kina og Töpfer, hvis nærmere detaljer dog må forbigås her. Mest afgørende er, at det ikke blot er den begrænsede oliemængde og klima-ødelæggende CO2-udledning, som umuliggør USA’s med fleres, herunder Danmarks, storstilede, idealistiske projekt med foreløbig krigen mod, besættelsen af og mordene (eller hvad man nu ynder at kalde dem) på indbyggerne i Irak som foreløbig kulmination. Det er i det hele taget jordkuglens begrænsede naturmængde i elementær materiel forstand – i Töpfer-citatet udtrykt med henvisning til den begrænsede mængde metal – som sætter grænser for projektet.
Hvad enten det så kaldes ny-konservativt, ny-liberalistisk, venstreorienteret eller slet og ret det moderne projekt i menneskerettighedernes navn.
Særlig interessant i selve Töpfers tale, som kan findes på UNEP’s hjemmeside, er henvisningen til de programmer for en ligelig fordeling og en bæredygtig udgave af den samlede menneskeheds produktions- og forbrugsmønstre, som blev sat i gang i februar i år, som i særlig grad synes at have Kinas opmærksomhed – og som er et helt andet projekt end det, USA nu står i spidsen for. Og nok er i noget bedre overensstemmelse med de sande menneskerettigheder...
Derfor er det godt, at SF via Margrete Auken netop i går stillede statsministeren to såkaldte §20 spørgsmål: »Statsministeren bedes (...) redegøre for hvor langt regeringen aktuelt er kommet i bestræbelserne på at konkretisere planerne for bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre med henblik på at begrænse Danmarks absolutte ressourceforbrug med en faktor 4 og efterfølgende en faktor 10 – alle konkrete nationale initiativer og resultater bedes medtaget i besvarelsen.«
Og: »Statsministeren bedes (...) redegøre for hvor langt man konkret i FN/UNEP m.v. er kommet i bestræbelserne på at konkretisere den 10-årlige ramme af programmer for bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre som blev aftalt i Johannesburg – alle konkrete internationale initiativer og resultater bedes medtaget i besvarelsen.«
Hvor vi dog glæder os til at statsministeren kommer hjem fra sin lange ferie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu