Koncert
»Denne historie handler om det stærkeste: familierelationer med mislykket faderopgør, forbudt elskov, ensomhed og forsmået kærlighed. Det er en fantastisk film, men også et forrygende teaterstykke slet og ret, med dramatisk potentiale som et stykke musikdramatik.«
I en pause med prøvearbejdet med Tivolis Symfoniorkester taler komponisten Karsten Fundal om Mikaël og om projektet med at skabe musik til filmen. Det hele kulminerer lørdag aften, hvor musikken skal opføres sammen med visningen af Dreyers stumfilm. Forud er gået et intenst forløb: På kun fire måneder har Fundal komponeret 90 minutters musik:
»Jeg har næsten komponeret det i real time, det hele var inde i hovedet, og jeg kunne time det i forhold til filmen. Jeg havde en video med tidskode stående på flyglet. Med stopur og milimeterpapir kunne jeg skrive præcis i overensstemmelse med det filmiske forløb og dermed underbygge de intense situationer. Det er kendetegnende for både Dreyer og Bergman, at de graver sig ned i den personlige historie og de personlige konflikter og gør dermed fortællingen almen. Der er ikke blod, effekter og vold, det hele sker i et psykologisk drama. Det handler om grundvilkår i livet. På den måde bliver det gamle stof fuldstændig aktuelt.«
Mellem livstegn og død
Mikaël er produceret i 1924 og bygger på en af Herman Bangs sidste romaner fra 1904. En anden berømt dansk filminstruktør, Benjamin Christensen, spiller hovedrollen som maleren Zoret, der svigtes af sin unge og smukke protegé Mikaël.
For Karsten Fundal var der ingen tvivl, da han blev forelagt idéen om at skrive musik til en stumfilm. Det ville netop give ham mere frit slag, end det ville til en film med tale. Han fik tre film at vælge imellem, og efter at have set dem valgte han straks Mikaël:
»Den dramaturgiske rytmik i filmen var god, næsten operaagtig. Tempoet i filmen er først rastløst, pludselig skifter det gear, og mod slutningen sker endnu et ryk, og filmen går næsten i stå. Dermed kunne jeg strukturere musikken: I starten er det en slags overflademusik, som afspejler situationen i filmen med, at personerne forsøger at opretholde en normaltilstand. Der sker så gradvist en udvikling, og til sidst skrider det hele for personerne i filmen, og dette fald kan også høres i musikken: Det kaotiske bliver en realitet.«
Wagners gamle ledemotivteknik er stadig aktuel for Karsten Fundal:
»Musikken er komponeret således, at hver person har sit eget tema. Når der optræder flere personer på en gang, fletter jeg motiverne ind i hinanden, og på den måde bliver det både flerstemmigt og enstemmigt. Hver persons tema har sin egen puls og sit eget instrument. Når der er to personer, kan man derfor høre to pulse, og det bliver ligesom skygge-agtigt. Pointen er, at hver person oplever situationen forskelligt.«
Hver person har også sit eget instrument. Mikaël har trompeten, maleren og plejefaderen, Soret, har hornet, osv. Hver karakter har igen flere versioner af et tema alt efter hvilken situation, personen optræder i. Det samlede indtryk af musikkens klanglige kvalitet er, at vi er ude i en slags impressionistisk landskab, hvor ældre og nyere fransk musik er nærværende. Det er rent ud sagt lækkert instrumenteret, og det lyder ikke som noget andet, Fundal har skrevet. Der er også et direkte citat fra Tjajkovskijs Svanesøen, fordi personerne rent faktisk er i teatret for at se balletten. Filmen har øjensynlig kaldt på et radikalt anderledes udtryk, end vi tidligere har hørt i komponistens musik:
»Der er meget tonalitet i denne musik. Jeg bruger det som en slags identitet, som dramatisk omdrejningspunkt. På et overordnet plan begynder de musikalske bevægelser i midterregistret. Langsomt bliver der et hul i midten, og til sidst høres kun de højeste og dybeste registre.«
Efter de to første film for Nordisk Films Kompagni instruerede Dreyer i årene 1920 til 1931 otte film for otte forskellige produktionsselskaber i fem forskellige lande. Mikaël blev således produceret af det store tyske UFA, med den navnkundige Erich Pommer som producent og de lige så navnkundige fotografer Karl Freund og Rudolph Maté bag kameraet. Filmen fik en begejstret modtagelse både i Tyskland og herhjemme, hvor den blev kaldt »En straalende Sejr for Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen«.
Det var Det Danske Filminstitut, som bestilte musikken af Karsten Fundal. Og opgaven har været så spændende, at Fundal gerne kunne forestille sig en lignende opgave i fremtiden:
»Det har været berigende at kunne gå detaljeret ind i filmens univers, men musikken må ikke fylde for meget endsige overtrumfe billedet. Musikken skal fortælle noget parallelt i forhold til filmen. Med dette projekt har vi arbejdet med click track i realiseringen, hvilket betyder, at dirigenten hele tiden har musikkens puls i øret og kan time præcist i forhold til billederne. Jeg har nydt den opera-agtige timing, som Dreyer benytter i udgangen af scenerne.«
Det er et højkomprimeret drama, som møder publikum i aften i Tivoli. For de som ikke kan opleve musik og film live, er der håb: Det Danske Filminstitut og interessenter optager det hele, og en DVD er under udgivelse.
*Musik og film præsenteres i aften kl. 19.30 i Tivolis Koncertsal. Tivolis Symfoniorkester dirigeres af Martin Åkerwall
