Læsetid: 12 min.

Ramt i Roswell

WHAAAM! siger det under en biltur gennem New Mexico. Bilen dør, og spekulationerne går i gang. For var det ikke her, der skete noget mystisk i 1947 …
16. august 2003

Så er det, man kommer til at spekulere over, hvor i verden man egentlig befinder sig. Så er det, man rækker prøvende ud efter hinanden for at sikre sig, at begge er i
live. Så er det, man begynder at rekonstruere de seneste sekunder og for at regne ud, hvad pokker der er sket …
Okay, first thing first: Vejret. Det øsregner. Eller: Det ikke bare øsregner, det tordner og buldrer og lyner over landskabet, som var det et gigantisk lysshow, man kørte igennem. Nu holder vi stille. Da vi kørte, sneglede vi os af sted, for
vejen sejler af vand, og lyset er stort set borte, selv om det er midt på dagen.
Dernæst geografien: Vi er på hovedvej 60 i New Mexico, på vej østpå fra Fort Sumner, Billy the Kids gravsted, i retning af grænsen til Texas. Et hurtigt kig på Rand McNally’s Road Atlas
siger, at nogle timers kørsel længere fremme ligger Lubbock, et navn der ringer af rock’n’roll. Den anden vej, i New Mexico? Tja, så skal man vel op til Albuquerque, to-tre hundrede kilometer mod nordvest, for at finde noget, der minder om en større by. Men alt dét betyder mindre lige nu, for himmel og jord står i ét, hovedet summer af et drøn, der kom ud af ingenting, og bilen holder i grøftekanten på dette øde og gudsforladte sted, uden at give nogen som helst former for livstegn fra sig. Det elektriske system er totalt udbrændt. Den lejede Mitsubishi Galant er død. Stendød.
Hvad skete? WHAAAM! sagde det. Så meget ved vi. WHAAAM! Et øresønderrivende drøn, der ikke syntes at komme nogen steder fra. Det var der bare. Omgav os til alle sider. Som sad vi midt inde i en detonerende bombe. Så gav vinduesviskerne sig til at sprælle i nogle ukontrollable spasmer, hvorefter de ophørte med at bevæge sig, og forlygterne slukkede. Instinktivt trak jeg ind til vejkanten, blot for at opdage at også motoren var gået ud. »Hvad var det?« sagde vi i munden på hinanden. Men inden vi nåede at svare, bankede det på sideruden. Ude i regnen stod tre ældre mexicanske arbejdsmænd og stirrede på os med opspilede øjne, som var vi spøgelser. »You are alive?« hviskede de, mens jeg rullede vinduet ned. »Thank God, you are alive!« De var kommet kørende i deres pick-up nogle hundrede meter bag os og havde set det hele. Lynet var slået ned i vores bil. Vi var blevet ramt af et lyn!
Senere, da regnen er stilnet af, stiger vi ud af bilen for at tage bestik af situationen. Der er ikke meget at se. Bortset fra en splintret vinduesvisker og nogle svedne pletter på forruden, hvor lynet har ramt, ser vognen intakt ud. Men død er den. Og der er ikke en levende sjæl i nærheden. Langs vejkanten løber et jernbanespor, og med mellemrum kommer et gult godstog med Santa Fe i kæmpeskrift på siden og hundredevis af vogne på slæb tudende hen over prærien. Så bliver der stille igen.
Vi giver os til at vente. Og spekulere. En mærkelig tanke melder sig. I nat sov vi i Roswell, nogle timers kørsel mod sydvest, og i går besøgte vi et af de mest bizarre museer, vi nogensinde har sat vores ben i: International UFO Museum and Research Center.
Historien er kendt. I juli 1947 – under et voldsomt tordenvejr! – faldt ’noget’ ned fra himlen over Roswell og landede på et højdedrag små 50 km. nord for
byen. I timerne derefter sendte en talsmand for militæret en pressemeddelelse ud om, at man på det pågældende sted havde beslaglagt resterne af en havareret UFO. En monumental fejltagelse, som meget snart, efter ordre fra højeste sted, blev dementeret. Det var ikke en UFO, men resterne af en militær vejrballon, der var blevet fundet, hed det nu. Men for sent. Skaden var sket. Den første meddelelse var allerede blevet trykt i mere end hundrede aviser, heriblandt The New York Times, og refereret af lige så mange radiostationer. En medielavine var sat i skred. Den ruller stadig.

Sammensværgelsesteori
Det militære fejltrin kom til at betyde, at Roswell blev placeret på det mentale amerikanske landkort som et kulturelt ikon i samme klasse som Elvis Presley. Episoden i Roswell blev, hvad der end måtte være sket hin mørke og stormfulde sommernat i 1947, stående i befolkningens bevidsthed som et pirrende billede, en fristende fantasi, en rygradsrislende spekulation. For nogle en drøm, der kunne adsprede fra en trist hverdag; for andre blot endnu et bevis på regeringens skumle og korrupte karakter, og en oplagt genstand for endnu en sammensværgelsesteori på linje med mordet på John F. Kennedy i 1963 og Månelandingen seks år senere. Roswell-episoden blev med andre ord en industri, samtidig med at den nærmest blev en religion for individer, som ønsker at tro, at der er mere mellem himmel og jord etc.
I dagene efter den famøse julinat i ‘47 var der dog ikke meget andet end
militærets første meddelelse at hænge spekulationerne op på. Og så en række mere eller mindre troværdige vidner, som udtalte sig om det, de havde iagttaget. Der var Tess Truelove og Jim Ragsdale, et ungt par, der var midt i et stævnemøde i sidstnævntes lastbil, da de så et objekt styrte ned fra himlen. Der var Mack Brazel, den cowboy, der fandt stumperne af det nedfaldne objekt. Der var Thaddeus Love, soldaten som efter sigende eskorterede ligene af to eller tre rumvæsener til Roswell Army Air Field Hospital. Der var den skrækslagne sygeplejerske, som senere betroede en lokal bedemand, at tre »hårdt medtagne« kroppe, »mellem tre og fire fod høje,« var underkastet obduktion og derefter bragt til Wright-luftbasen i Dayton, Ohio. Og der var Norma Gardner, en ansat på basen med top-security adgang, som fortalte, at hun så to døde rumvæsener med store hoveder og skrå øjne, og at det var hende, der havde renskrevet obduktionsrapporterne.

Mundkurv på
De fleste af dem, der udtalte sig, fik dog snart mundkurv på. Der gik rygter om truende opkald fra Pentagon, nogle af nøglepersonerne blev pludselig påfaldende tavse, og i flere årtier så det ud til, at spekulationerne om Roswell skulle ebbe ud. Sådan var situationen i 1980, da bogen The Roswell Incident of Charles Berlitz og William L. Moore satte gang i en ny bølge. En bølge, der fik endnu et skub i 1989, da en halvtimes tv-dokumentar i serien Unsolved Mysteries, helliget Roswell-episoden, blev set af 28 mio. amerikanere. Herfra åbnedes sluserne på fuld gab, og en ny generation af aktører meldte sig på banen: Enker, børn eller børnebørn, der var i besiddelse af hidtil ukendte detaljer, som de var blevet betroet af nu afdøde vidner.
Episoden i Roswell er således ikke blot udspringet for al ufologi. Det er også den begivenhed, som har formet vores forestillinger om UFO’er og rumvæsener. Det er i beretningerne fra Roswell, at populærkulturen har hentet skabelonerne til talløse bøger og film om kontakt med intelligensvæsner fra andre solsystemer. Startende med tv-serien om Captain Video, der lagde gaderne øde i USA op til midten af 50’erne, og videreudviklet i nyere tiders tv- og biografprodukter som Nærkontakt af Tredje Grad, E.T., Independence Day samt ikke mindst The X-Files. Forestillingen om UFO’er som tallerkenformede fartøjer stammer fra Roswell. Forestillingen om rumvæsener som ’små grå mænd’ stammer fra Roswell. Hele den drejebog, der dikterer, at UFO-nedslag skal foregå i øde ørkenområder, helst kun med ét vidne, blev skrevet i Roswell.
Og sandelig om ikke også forestillingen om, at bilers tændingssystemer bliver sat ud af spillet i nærkontakt med en UFO, stammer fra Roswell – omend indirekte, idet fænomenet første gang blev beskrevet i 1950 i Bernard Newmans roman Flying Saucer, .
Vores bil er i hvert fald sat ud af spillet. Og eftersom de færreste amerikanere, og slet ikke på disse kanter, har lyst til at involvere sig med fremmede, der står og blafrer med hænderne ved en øde landevej, får vi masser af tid til at tænke os om.
Først og fremmest bliver vi enige om, at Hunter S. Thompson sådan set rammer plet, når han i sin nye bog, Kingdom of Fear (2003), beskriver oplevelsen af at blive ramt af et lyn på følgende måde: »It is a monumental WHACK with no warning at all.« Til gengæld håber vi, at Thompson ikke har ret i sin fortsættelse: »Surviving a lightning strike is even worse than dying from it, according to people who have lived (returned from the dead, in fact) because 8,000,000,000 volts of electricity is an unacceptable trauma to tissue of the human body. It fries everything in its path and leaves every organ in the body, from blood vessels to brain cells and even the sexual system, charred like overcooked bacon for the rest of its delicate life.«
Vel, nu sad vi selvfølgelig inde i en bil og var dermed til en vis grad beskyttede. Men at lynnedslag ikke er til at spøge med, fremgår af en artikel i den lokale Star Tribune, som vi har sakset få dage forinden. Under overskriften ’Experts say lightning should get more respect’ beretter journalisten, at næst efter oversvømmelse er lyn den hyppigste vejrrelaterede dødsårsag. Hvert år rammes 1.000 amerikanere af lyn, heraf dør 125. De fleste ofre rammes på golfbanen. Blandt de overlevende lider mange af nedsat hukommelse, nogle bliver blinde, andre døve. »Lynrelaterede dødsfald er mest almindelige i Sydvesten,« konstateres det.
At ankomme til Roswell er som at ankomme til en temapark på størrelse med en middelstor provinsby. Amerikanerne har aldrig været bange for at tjene en let skilling, og siden 1997, hvor markeringen af 50-året for episoden i ’47 trak 40.000 ufologer til en konference med overskriften ’UFO Encounter ’97’, har eventuelle forbehold med hensyn til at blive identificeret med UFO-galskaben måttet vige til fordel for mere pragmatiske hensyn.
Med andre ord: Ingen besøgende kan være i tvivl om, hvorfra byens primære indtægtskilde stammer. Ikke alene er alle gadelamper forsynet med sorte pletter, der får dem til at ligne lysende rumvæsener med skrå øjne. Også snart sagt hver eneste næringsdrivende i byen synes at have indset nødvendigheden af at gå med på spøgen. ’Aliens welcome,’ bekendtgør et skilt uden for en restaurant. Et andet spisested, Crash Site Café, reklamerer med ’Best food in the Universe!’ ’Self service for aliens,’ lyder meddelelsen på en benzintank i hovedgaden. »You don’t have to be an alien to fly over Roswell,« siger en annonce for den lokale flyveskole. Og refererer man ikke til UFO-fænomenet i skrift, signalerer man i det mindste sin lokalpatriotisme ved at dekorere butiksvinduer og -interiører med figurer, der baserer sig på den populære opfattelse af autentiske Roswell-rumvæsener: silhouetter af små slanke skikkelser med store pæreformede hoveder og skrå øjne.
Omdrejningspunktet for hele dette cirkus er International UFO Museum and Research Center, en prangende gul bygning plantet som et … ja, som et rumskib midt i downtown. Her kan man læse sig igennem talrige udklip om Roswell-episoden samt besigtige alt det dokumentationsmateriale, der eksisterer – fraregnet det, der måtte findes i militærets hemmelige arkiver, naturligvis! En sektion af museet er helliget de mange tegn, der kunne pege i retning af, at myndighederne i tiden efter nedslaget i 1947 har foretaget skinmanøvrer for at dække over, hvad der skete. Og for at sætte Roswell-episoden ind i en større sammenhæng har man selvfølgelig også sektioner med dokumentationer af
andre episoder, UFO-observationer, korncirkler og lignende.

Små grå mænd
Det hele er præsenteret i en balancegang, der vidner om, at man på den ene side føler sig forpligtet til at tilfredsstille de UFO-troende, mens man på den anden side ikke ønsker at gøre sig unødigt sårbar over for skeptikerne. Blandt samlingens kronjuveler er således et stykke metal, efter sigende fra 1947-UFO’en, doneret næsten 50 år senere af en mand, der hævder at have fået det af en anonym militærperson – ledsaget af et dokument, der oplyser, at en analyse har afsløret, at stumpen er fremstillet af en guldsmed! Et andet eksempel: En rekonstruktion af en af de ’Små Grå Mænd’, der efter sigende blev fundet ved nedfaldsstedet, betegnes som »autentisk« – samtidig med at det fremgår, at modellen stammer fra en fiktionsfilm!
Da vi har stået i vejkanten i nogle timer, standser omsider en pick-up med to brødre, den ene i starten af tyverne, den anden teenager. De virker uforbeholdne og nysgerrige og er ved at tabe kæben ned på brystet, da de hører, hvad der er sket. Straks lader de os låne deres mobiltelefon, så vi kan kontakte Alamo’s hovedkontor. Den første servicemedarbejder, vi får i røret, vil ikke tro vores beretning og ender med at lægge på efter en lang forvirret samtale. Den anden er en bekymret kvinde, der råder os til straks at gå til lægen! Den tredje er mere effektiv og får arrangeret, at der bliver sendt en truck med en erstatningsbil fra den nærmeste Alamo-afdeling, hvilket vil sige fra Albuquerque. Det vil tage mindst fire-fem timer, afhængigt af hvornår manden kan komme af sted. Med lidt held er hjælpen fremme, inden det bliver helt mørkt.
Drengene har svært ved at løsrive sig, efter at vi har leveret mobiltelefonen tilbage. Deres far bestyrer den lokale Mitsubishi-forretning i Clovis, en lille by tæt på grænsen til Texas, og de gør nogle tapre forsøg på at få liv i vores vrag. Da de ikke kan finde på mere at forsøge sig med, begynder den ældste at spørge til livet i Danmark, mens lillebror lytter med på en vis afstand. Idéerne til nye spørgsmål ebber hurtigt ud, men af sted vil drengene ikke, så de tager en amerikansk fodbold frem fra bagagerummet og giver sig til at øve diverse kast. Ved spisetid opgiver de at suge mere ud af oplevelsen og tager afsked. Ved halv-ni tiden kommer bilen fra Alamo, netop som de sidste rester af dagslys forsvinder og efterlader os i mørket med udsigt til en stjerneklar himmel, udspændt som en bue af urgamle fantasier over den tyste prærie.
At ’noget’ skete ved Roswell den julinat i 1947, synes de fleste at være enige om, troende såvel som skeptikere. Men hvad det var, der landede, hvis det ikke var en UFO, står stadig hen i det uvisse. Naturligvis er der i årenes løb blevet fremsat talrige teorier.

Tophemmelige våbenprogrammer
En omstændighed, der fortsat har givet næring til spekulationer, er naturligvis, at det amerikanske militær i alle årene har udført adskillige hemmelige øvelser og forsøg netop i New Mexico. Det begyndte i 1942 med beslutningen om at forsøge at udvikle en atombombe på Los Alamos-basen og efterfulgtes af atomprøvesprængningen uden for Roswell i ‘45. Siden fortsatte det med de tophemmelige våbenprogrammer på den nærliggende White Sands-base, hvor ingen ringere end den tyske videnskabsmand Wernher von Braun netop i den periode, hvor Roswell-episoden fandt sted, eksperimenterede med V-2 raketter. Og de suspekte handlinger kulminerede med ulykken i 1957, hvor luftvåbenet i nærheden af Albuquerque tabte en brintbombe, 625 gange kraftigere end bomben, der blev kastet i Hiroshima.
Der eksisterer altså den kuriøse mulighed, at det var en V-2 raket, Mack Brazel fandt resterne af i 1947. Hvis det da ikke slet og ret var en UFO, der mistede orienteringen i det heftige tordenvejr og måtte nødlande. I så fald går en af teorierne på, at rumskibet blev ramt af et lyn og styrtede til jorden.
Det er nok den forklaring, vi hælder mest til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu