Læsetid: 4 min.

Regeret bliver der alligevel

Diskussionerne om ingentingn tro og ideologier fortsætter - men regeret blev der også i ugen der gik
23. august 2003

Ritsjj
Ugens vigtigste kulturbegivenhed, vigtigste tema i debatten?
Vi kommer tilbage til det. Lad os først slå fast, at det ifølge biskop Lise-Lotte Rebel tirsdag i Berlingske Tidende ikke er sådan en som pastor Grosbøll, der truer den danske folkeirke. Altså ikke en folkekirkepræst, der erklærer, at det både er "vanvid og dybt ulykkeligt" at ville "bruge Gud som argument for noget som helst". Og en folkekirkepræst, der er forsikret mod begge dele, idet han nemlig hverken tror på opstandelsen eller en skabende opretholdende Gud.
Men hvad så, hvad truer? Det gør, ifølge biskoppen det forhold "at folkekirken i mødet med den virkelighed, som den moderne massekommunikation er, slet ikke synes gearet til at forholde sig til den". Eller med en anden formulering: At det er "så vanskeligt at kommunikere kristendom".
Der slutter så sagen om Tårbæk-præsten, hvis biskoppen kunne bestemme. Teologiske og kirkelige diskussioner kan ikke føres på mediernes "headlineniveau" eller i den mediemaskine, der klipper og skærer den egentlige sag om til en "discountversion". Eller som Lise-Lotte Rebel konstaterer, når hun kaster et blik hen over de seneste måneders debat: "Helte og skurke bytter plads, frem og tilbage alt efter, hvad der giver den bedste vinkling den pågældende dag".

Kristeligt Dagblads lederskribent Erik Bjerager køber dagen efter ikke synspunktet: Sagen om sognepræsten "drejer sig ikke om et avisinterview eller hurtige overskrifter. Den handler om præstens seneste bog, hvori han gør rede for sin manglende tro efter 25 år som præst".
Spørgsmålet er imidlertid stadig, hvad biskoppen mener. Hvad vil det sige at "kommunikere" kristendom? Og hvad og hvem er den "folkekirke", der møder hvilken "virkelighed" i "den moderne massekommunikation"?
Måske har biskoppen nemlig ret, men på en anden måde, end hun tror. Måske er folkekirken sådan en præst som Thorkild Grosbøll, der mere og mere oplever troslivet som et vægtløst rum, en lomme af uvirkelighed, hvor alting og ingenting gælder, og derfor vælger at flygte over i en anden slags virkelighed, hvor man så let som ingenting kan få noget af det tilbage, som i tidligere tider gav sig selv: Agtelse, for nu ikke at sige prestige, realitetsfornemmelse, for nu ikke at sige et kick.
Og måske har biskoppen desuden ret derved, at når præsten har kommunikeret sin helt egen kristendom til den virkelighed, som den moderne massekommunikation er, så er det svært bagefter, ja, nu om muligt endnu sværere , at kommunikere, hvad præsten og folkekirken mener.
Og derfor har biskoppen helt bestemt ret i, at diskussionen har delt sig i to. Nemlig til den ene side i en "discountudgave", der handler om sludder og vrøvl eller det, der i biskoppens og præstens fælles pressemeddelelse tilbage i juli blev omtalt som Grosbølls "provokatoriske grovheder" og "udsagn", der ved deres "tankeløse tilforladelighed" gjorde fortsat samtale umulig. Og til den anden side i den kristendom, som det angiveligt er svært at kommunikere. Og sandelig, her har biskoppen ret igen. I hvert fald må denne læser efter en halv snes gennemlæsninger af biskop Rebels kronik bekende, at han ikke forstår, hvorfor diskussionen om Grosbølls forhold til "folkekirkens bekendelsesgrundlag" og præsteembedets "omdømme" må forstumme, blot fordi Grosbøll følsomt og i patetisk stil kan parafrasere en konventionel teologisk fortolkning af Matt. 16, 13-20. Altså: Når "Peter ser i Jesus, er det, han må kalde gud", er det så også det, pastor Grosbøll ser i Jesus? Og når "enhver Peter" (der således ser...) bliver "den klippe, som der bygges kirke på" osv. osv., er pastor Grosbøll så "enhver Peter"?
Eller anderledes spurgt: Tror pastor Grosbøll på Gud? Og spiller det i virkeligheden nogen rolle? Altså i den virkelighed i Tårbæk, hvor Grosbøll med biskoppens velsignelse fortsat er præst.

Det har altsammen en vis lighed med en anden af ugens debatter, nemlig den fortsatte om kulturkampen.
Den siger tidligere chefredaktør henning Fonsmark forstandige ting om i Berlingske Tidende onsdag. Og vil andre sige en bunke ting om i ugerne, der kommer, vær vis på det.
Der er imidlertid den mærkelige omstændighed ved debatten, at den er igangsat af statsminister Anders Fogh Rasmussen, som har formuleret det synspunkt, at værdi- og kulturkampen har større betydning for Danmarks fremtid end lovarbejde og pengesager.
Det er at skille tingene ad. Mildt sagt. Det er også - i hvert fald som værdikampen udkæmpes i Berlingske Tidende - at lade helte og skurke bytte plads, "frem og tilbage alt efter, havd der giver den bedste vinkling den pågældende dag" eller rettere på dette tidspunkt af historien, hinsides Muren og de østeuropæiske regimer. Og måske er det tilmed at bevæge sig fra ét lufttomt rum til et andet, fra et ideologisk trosliv, hvor ingenting længere gælder, til et nyt.
Og den mærkelige omstændighed? At når der har været en lejlighed til at diskutere værdier med et fornyet indhold, så har samme statsminister undslået sig.
Senest og mest spektakulært, da han erklærede debatten om de 10 liberalistiske teser og det folkeretlige grundlag for krigen mod Irak for død. Eller som det hed engang: stendød.

Men regeret bliver der jo alligevel, og er det svært at kommunikere værdi- og kulturkamp på massekommunikationens headline-niveau, så er det straks lettere i det konkrete lovarbejde.
Ugens vigtigste kulturbegivenhed, vigtigste tema i debatten? Helt bortset fra Vorherre og det, der i Berlingske Tidende kaldes "et opgør med et meningsmonopol i Danmark"?
Mon ikke det i virkeligheden var nyheden om, at regeringen vil spare 150 millioner kr. i portostøtte til fag- og medlemsblade? Altså i virkeligheden ved lov i kroner og ører.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her