Læsetid: 6 min.

De rene linjers mestre

Den tyske kvartet Kraftwerk lagde i sen70’erne grundstenen for den moderne electroniske scene, men deres musik befinder sig stadig i en egen sfære, uafhængig af tid, sted og trends
4. august 2003

Krautrockens grå guld
Monotont. Melodisk. Minimalistisk. Smukt som en bygning af stål og glas, hvis rene, lige linjer signalerer menneskets totale frigørelse fra naturen. Hypnotiserende som lyden af en togstamme, hvis metalhjul hamrer mod skinnerne på vej ned gennem Europa. Ensformigt og dog i evig forandring som trafikken på en autostrada. Enkelt og logisk – og alligevel så teknisk raffineret – som et menneske på en cykel på en landevej. Anonymt og repeterende som de maskingenererede lyde, der omgiver os, fra telefoners ringen og bippen over højspændingsledningers summen til fabrikshallers støj. Velforberedte, checkede og præsentable som en klassisk strygekvartet på vej op på en scene for i samklang at fortolke et partitur. Diciplinerede og målrettede som videnskabsmænd i et laboratorium med hvad det indbefatter af hygiejne, hvide flader og endnu hvidere lys. Mekaniske, stive og driftssikre som fire robotter, der udfører det monotone arbejde, de er programmeret til.
Det er nogle af de måder, hvorpå man kan vælge at tolke de såvel kunstneriske som signalmæssige bestræbelser hos den tyske kvartet Kraftwerk. Men selv om Kraftwerk siden 1974 konsekvent har ført sig frem som kvartet – og associationerne til strygekvartetten er ikke helt ude i skoven; musikerne er konservatorieuddannede og det omslagsfoto, der f.eks. pryder hovedværket Trans Europa Express (1977), udgør noget nær antitesen til samme årtis rock’n’roll-look – er den hele vejen igennem først og fremmest synonym med de to mænd, der har været gruppens gennemgående figurer som både komponister og konceptmagere, siden den opstod som duo i 1970: Ralf Hütter og Florian Schneider.

Kosmisk musik
Hütter og Schneider uddannedes på konventionel vis ved konservatoriet i Düsseldorf, før de som mange andre fascineredes af det opbrud, der fandt sted i slipstrømmen på den psykedeliske bølge i 66-67 og det politiserede ungdomsoprør, der kulminerede med pariseropstanden maj ’68. Sammen med navne som Can, Faust og Neu! udgjorde Kraftwerk spydspidsen i en bevægelse, den britiske musikpresse døbte »krautrock« og som i fællesskab gjorde op med den kontinentale tradition, at europæiske rockmusikere pr. automatik lyder som enten angelsaksiske forbilleder eller afroamerikanske ditto. I stedet opereredes der i Tyskland med begrebet kosmisk musik, hvor påvirkningerne var mere esoteriske og langtrækkende – og længere ude. Centralt heri stod komponisten Karlheinz Stockhausens teorier om en musik, baseret på industrielle og andre ’fundne’ lyde, men også det vi i dag kalder verdensmusik havde disse pionerers bevågenhed.
På de tre første Kraftwerk-lp’er (betitlet 1, 2 samt Ralf & Florian, udsendt i henholdsvis ’70, ’71 og ’73) kan man høre den senere så karakteristiske lyd i sin vorden – analoge rytmebokse, avanceret lydbehandling, hypnotisk brug af gentagelse, bedårende melodistumper, åbenhed over for syntetiske klange – men også stiltræk, der senere lugedes ud af gruppens lydunivers; improvisationsprincippet, organiske instrumenter og ’ren’ støj; gode som benævnte plader er, udgør de ikke den bedste introduktion til Kraftwerk og er heller ikke genudsendt på cd.

Kunstnerisk frihed
I hælene på de første par lp’er etablerede de to tyske gentlemen eget studie i det centrale Düsseldorf, det senere så berømmede Klingklang Studio, beliggende lige ved jernbanen, men Vendepunktet indtraf dog først, da Hütter blev tvunget til at vælge mellem at investere i enten en folkevogn eller en Moog synthesizer; som han senere påpegede, stod valget mellem personlig og kunstnerisk bevægelsesfrihed. Det siger sig selv, at valget faldt på det sidste.
Tingene tager for alvor form med gennembrudshittet »Autobahn« – og albummet af samme navn – hvor orkestret udvidedes til kvartet, Moogen (især dens evne til at generere overtoner) fik en central rolle og avantgarden vendtes ryggen til fordel for pop. I samtiden blev såvel kompositionen som dets ophavsmænd betragtet som en joke, men lytter man til den pladeside, »Autobahn« i sin fulde udstrækning fylder – med det både irriterende og inciterende mantra »Fahr’n, fahr’n, fahr’n aus der Autobahn« – hæfter man sig i dag mest ved den på en gang enkle, monotone og dog konstant afvekslende lydfilm man præsenteres for. Og som foregriber så mange af den senere så salonfähige elekroniske musiks strategier, at det næsten er skræmmende. Og vender man pladen, gribes man over den måske nok banale, men uangribeligt smukke melodilinje, der både driver »Kometenmelodie I« afsted og peger frem mod gruppens guldalder, hvor melodik og maskinpark skulle udgør en
ubrydelig enhed.

Fnugfri retro-futurisme
I 1975 træder den ’klassiske’ Kraftwerk-besætning sammen, da de to elektroniske slagtøjsspillere Karl Bartos og Wolfgang Flür indforskrives. Fra og med samme års Radio-Aktivität påbegyndes den stribe konceptuelle værker, der tilsyneladende ukritisk besynger – for så vidt man kan tale om ’sang’ i konventionel forstand – den moderne verden og de energikilder, der muliggør samme. Det er fristende at gribe til såvel ironi som benytte begrebet retro-futurisme om det gebet Kraftwerk her bevæger sig ind på. Men selv om pladerne på en måde lyder som den fnugfri og af teknologi gennemsyrede fremtid, som man husker den fremstillet i ældre tiders sciencefiction-scenarier, lyder musikken den dag i dag skinnende og perfekt som splinterny folkevogn, der netop er trillet af samlebåndet og opleves på ingen måde forældet. Tværtimod. Hvad angår ironi, må den tilskrives lytterens temperament, for der er intet i gruppens udtalelser, der tyder på at dette gerne billige og p.t. slidte stilgreb interesserer den en døjt.
Hvor Radio-Aktivität besynger – og lyder som – radiobølger, elektricitet, transistorer og dét titlen implicerer, sætter det mesterlige Trans-Europa Express (1977) togfart og transport i centrum over otte melodisk generøse og klangligt åndeløst betagende kompositioner, som hører til blandt gruppens mest udsøgte og stilrene. Samlet udgør værket en indbydende portal til den fagre ny elektroniske verden, mens de patinafyldte og altmodisch omslagsfotos peger tilbage på en førkrigstid, der for mange tyskere forbindes med et næsten ubærligt uskyldstab. Næsten lige så perfekt fremstår Die Mensch-Machine (1978), hvis titel indikerer hvilket landskab vi bevæger os ud i – sammensmeltningen af menneske og maskine, noget Hütter og Schneider yndede at fremstille som eftertragtelsesværdigt fremfor skræmmende. Gruppes mest melodiske og filmiske udspil betegnede det også
afslutningen på dens epoke som enerådende elektroniske
guerillaer.

En fornem svanesang
Da Kraftwerk i 1981 udsendte Computerwelt var samtiden ved at nå op på siden af gruppen, eftersom prisbillige og digitale synthesizere, trommemaskiner og sequencere gjorde deres stilgreb til allemandseje. Som en kommentar til en verden forbundet af computere foregriber pladen selvfølgelig 90’ernes eksplosive udvikling, men det i øvrigt vellykkede album fremstår også som en svanesang over de fem-seks år, hvor Kraftwerk var både enerådende og dagsordensættende indenfor elektronisk musik.
Den britiske teknopop med navne som Human League og Depeche Mode både populariserer og vulgariserer gruppens udtryk, mens Afrika Bambaataas nu klassiske single »Planet Rock« foregreb samplingen af Kraftwerks
riffs og rytmer samt gjorde deres rytmeopfattelse til en del af den da splinterny hiphop-scene.
Men udover en singleplade i ny og næ har kvartetten stort set ikke har udgivet ny musik siden det lidt skuffende album Electric Cafe i 1986. I 1991 genindspillede gruppen en række af sine kompositioner, udsendt som The Mix – Die Klassik Werks, men ellers har den elektroniske musik de sidste 15-20 indvundet nyt land i hektarvis uden indblanding fra Hütter og Scheider, der ikke desto mindre stadig mødes hver dag i Klingklang Studio for at arbejde med deres musik og maskiner. Så det er med tilbageholdt åndedræt dele af musikverdenen nu afventer det første ny Kraftwerk-album i 17 år, men selv om det skulle vise sig at være en skuffelse, rocker det ikke ved gruppens uangribeligt ikoniske status som ikke blot nogle af den elektroniske musiks første, men i høj grad også bedste udøvere. Og det første gennemført elektroniske rockband, The Robot
Beatles, som en amerikansk kritiker engang kaldte dem.

*Kraftwerk: Radio-Aktivität – Trans-Europa Express – Die
Mensch-Machine – Computerwelt – Electric Café – The Mix. (Alle udsendt på cd af EMI)
*Tour De France Soundtracks’ anmeldes nedenfor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu