Paseaperros
BUENOS AIRES Rottweileren Charly er en kende for liderlig overfor labrador-hunnen Chela. Et hårdt ryk i den blå snor får Charly til at stå af Chela, hvis røde snor føres over og under flere gule, grønne, hvide og sorte snore i forsøg på at placere hende neutralt langt fra sin nærgående beundrer.
Det er en typisk formiddagsscene i Buenos Aires, hvor de professionelle hundeluftere de såkaldte paseaperros går tur med overklasseargentinernes bedste venner.
Horacio Garcia er 28 år og har levet af sin dør-til-dør lufteservice i fem år. Han er en af Buenos Aires utallige hundeluftere, der lufter op til 15 hunde ad gangen. Information spurgte denne argentinske Poul Thomsen om nogle staldtips til, hvordan man kontrollerer så mange hunde samtidig.
Hundenes hierarki
»Hunde i flok udvikler straks et internt hierarki, hvor du skal være i top. Der kan som Charly være lederhunde, men du skal kunne skille dem ad, få dem til at sætte sig eller stoppe tilløb til slagsmål på få sekunder. Kan du det, er du egnet til at blive paseaperros,« siger Horacio Garcia og ringer på døren, hvorefter stuepigen tre minutter senere kommer ned med puddelhunden Jully.
Jully får sagt goddag til alle sine daglige spadservenner, mens Horacio Garcia forsøger at hive alle hundene ud til kantstenen, fordi gravhunden Bobby skal lave stort.
»Sit,« siger Horacio, hvorefter alle hunde inklusive Bobby lægger sig.
»Nej, ikke dig din tossede hund,« siger han til Bobby og samler et lille minut efter dennes efterladenskaber op i lille plastpose, som han lovlydigt smider i den nærmeste skraldespand under opsyn af en vicevært.
»Viceværterne og de gamle damer, altid dem, der ikke er hundeejere selv, brokker sig og kontrollerer mig på min faste rute. Jeg ved, hvilken vicevært der sladrer til kommunen eller lokalbetjenten, hvis en af mine hunde for eksempel laver stort, mens vi går. Det opdager jeg jo ikke altid,« siger han.
Hundene kommer fra vel- til meget velstillede familier i Buenos Aires Recoleta-kvarter, hvor Horacio og hunde passerer den berømte Recoleta-kirkegård. To tyske piger, der sandsynligvis er på vej ind på kirkegården for se Evitas gravsted, tager fnisende fotos af denne hundelufter.
»Jamen dog, og sikke nogle søde hunde. Men mange på en gang. Og hvordan holder du dog styr på dem,« spørger pigerne på gebrokkent spansk.
Integration
»Hver gang en ny hund skal integreres, bruger jeg en halv time med den for at lære dens temperament at kende. Flere gange har jeg måttet opgive hunde, der enten var for aggressive overfor mig eller de andre hunde,« siger han og tilføjer lavmælt, at nogle af hundenes ejere til tider opfører sig lige sådan.
På en plads mødes Horacio og hans koppel med andre hundeluftere, der slipper de mest tillidsfulde hunde fri og sætter de andre under et træ eller bundet fast til bænkene. De fem hundeluftere taler om fodbold, kvinder og politik, mens hundenes bjæfferi overdøver samtalen.
Hold kæft, læg dig og shh, er nogle af ordrerne. Hundene får vand, hvorefter tiden er gået, og hundelufterne begynder afleveringsdelen af deres daglige rute. Horacio afleverer Charly først, hvis ejer kommer ned og spørger til hans dårlige venstre forben.
»Nej, der har intet været,« siger Horacio og modtager ugehonoraret samt en hjemmesmurt klapsammen.
»Kun en gang på fem år er jeg blevet bidt. Det skete, da en lille beagle og dens snor blev viklet ind i resten af snorene, og den blev hevet afsted. Da jeg ville hjælpe den, gik den yderligere i panik. Men hundeluftningen giver mig råd til at gå til fodbold og betale til huslejen hos min mor,« siger han.
