En af Ruslands mest kendte rigmænd, mediemanden Vladimir Gusinskij blev lørdag morgen arresteret af det græske politi i Athens Lufthavn.
Ifølge det russiske nyhedsbureau RIA Novosti blev Gusinskij arresteret efter en russisk arrestordre via Interpol og ventes at komme for en græsk domstol i dag. De russiske myndigheder anklager Gusinskij for ulovligt at have udført 250 millioner dollar fra Rusland og kræver ham udleveret.
Misforståelse
En talsmand for mediemogulens selskab, Media Most, i Israel siger til RIA Novosti, at der er tale om en misforståelse.
Nyhedsbureauet skriver imidlertid, at eftersøgningen fra 2001, som bygger på anklager om storsvindel og hvidvaskning af stjålne penge, fortsat står ved magt.
Vladimir Gusinskij opbyggede i 90erne et af landets største mediekoncerner med den populære og professionelle tv-station NTV i centrum og var en af frontkæmperne bag Boris Jeltsins valgkampagne i 1996. Men Vladimir Putin svor under sin valgkampagne i 2000 at ville fjerne oligarkerne fra den politiske magt og er nu i fuld gang med en ny valgkampagne, som bl.a. går på at bekæmpe oligarkerne.
I de senere måneder har de russiske myndigheder udkæmpet en veritabel krig mod oligarkerne Michail Khodorkovskij og Boris Beresovskij.