Læsetid: 4 min.

Så hollandsk som træsko

Kun 10 km fra Rådhuspladsen ligger et museum, der hylder indvandrere, der var mere end 400 år om at integrere sig
5. august 2003

Mærkværdige museer
Bierne summer om stokrose og stråtag. Traktoren kører med læs. Der lyder hestevrinsk omme bag laden, ned mod gadekæret. Ren landsbyidyl.
Og det er ingen Marie Antoinette-kulisse, selv om vi kun er 10 km fra Københavns Rådhusplads. Vi er i St. Magleby landsby på det sydlige Amager. Den jævnlige dumpe rumlen for enden af Hovedgaden røber, hvorfor landsbyen ikke er blevet løbet over ende af urbanisering fra hovedstaden. Der ligger Københavns Lufthavn imellem. Lufthavnen har godt nok fortæret den nordligste fjerdedel af St. Magleby, men resten har den til gengæld skærmet.
Og så var der heldigvis en kommunalbestyrelse, der i begyndelsen af 1970’erne lovede sig selv og lokalbefolkningen, at St. Magleby skulle frelses fra den forslumning, der altid truer landlige miljøer tæt på storbyer: Buleblik, bilvrag og bygningsforfald. En striks lokalplan og et bevaringsnævn med beboerdeltagelse har sikret, at landsbyen forvandt sin 1970’er-krise og i dag blomstrer.
Når den politiske vilje kunne mande sig op, skyldes det stolthed. Stolthed over, at landsbyen slet ikke er dansk, men hollandsk.

Forliebt i Dyveke
Amagermuseet – to maleriske gårde i Hovedgaden – fortæller den dramatiske historie: Christian II (1481-1559) havde allerede som ung vicekonge i Norge forliebt sig i hollændere: Mor Sigbritt og – ikke mindst – hendes datter Dyveke.
Dyveke døde i 1517 – af forgiftede kirsebær mente kongen og lod hovedet kappe af adelsmanden Torben Oxe – en af Christians mange hovedløse beslutninger, der endte med at koste ham selv kronen. Men inden det var kommet dertil, havde han gjort Sigbritt til sin næstkommanderende i statsstyret.
Hendes råd anes bag kongens beslutning om at indbyde 184 hollændere til at forsyne sit hof med grøntsager. De fik tildelt øerne Saltholm og Amager, minus fiskerlejet Dragør. De danske fæstebønder måtte pakke sig bort, efter at hollænderne i 1521 fik privilegiebrev, skattefrihed og ret til selvstyre og eget retsvæsen.
Det er farligt at knytte sin lykke til en lunefuld regent. Da Christian II i 1523 udfordredes af oprør i Jylland, krydsede han – som beskrevet af Johannes V. Jensen i Kongens Fald – rådvild og i sin fortvivlelsens nat frem og tilbage over Lillebælt, 20 gange siges det.
Det endte med, at kongen og Mor Sigbritt flygtede – til Holland. Hjemlige revanchister stillede krav om, at hollænderbønderne på Amager skulle sparkes samme vej.
De reddede sig, men fik deres enemærker indskrænket til Store Magleby, herefter også kaldt Hollænderbyen. I 1547 bekræftede Christian III deres privilegier ved et nyt brev. Heri hed det bl.a., at hollænderbønderne skulle levere til »Slottet København så mange rødder og løg, som behov gøres til udspisning«.

Ingen krydsbestøvning
Det tjente St. Maglebyerne godt på – og blandede sig i øvrigt ikke med nogen. Folk nede fra Dragør måtte frem til 1811 finde sig i, at der blev prædiket på plathollandsk i den fælles kirke. I ingen af de to byer blev der set med milde øjne på krydsbe-støvning gennem ægteskab.
Fra midten af 1800-tallet begyndte vandrede malere fra hovedstaden at få blik for den hollandske egenart i St. Magleby: Julius Exner afbilledede de særlige dragter og rigt dekorerede stuer, Theodor Philipsen fangede lysspillet fra Øresund ind over de flade enge og marker.
Alt dette vidner Amagermuseet om; nogle af de bedste af malerierne pryder dets vægge. Det slår én, at selv om hollænderne var langt mere velstående end de samtidige danske bønder, var deres liv hårdt og kort. Alkoverne stod i spisestuen, smitsomme sygdomme hærgede, og jævnlige brande lagde landsbyen i aske.
Igennem det hele holdt hollænderne fast ved deres egen kultur – helt ned til de træsko, der også kan besigtiges på museet.
Dermed bliver museets mærkværdigste genstand måske dét, der er inden for menneskers hoveder: Et overrumplende aktuelt indlæg i debatten om integration.
Museet spørger selv i en planche, hvornår det hollandske særpræg endegyldigt blev historie – og kommer let tøvende frem til, at det nok var i 1974, da St. Magleby blev slået sammen med Dragør til én kommune. Jamen, hvis det er rigtigt, så var hollænderne en bagatel af 450 år om at integrere sig i det danske samfund. Deres lange udholdenhed betragter vi i dag som værd at hylde på et museum.
Hvordan kan vi samtidig forlange af andre grupper, der nu er kommet til det danske samfund, at de på en halv generation skal gøre sig til pæredanskere? Hvad er der vundet ved det? Hvad er tabt? Skal de ikke også have lov til at belønnes med et museum for deres kulturelle standhaftighed – nogle hundrede år ud i fremtiden?

*Amagermuseet, Hovedgaden 4 og 12. St. Magleby landsby. Åbent i sommerhalvåret alle dage (undtagen mandag) fra 12-16. I vinterhalvåret kun åbent onsdag og søndag 12 - 16. Særlige arrangementer og åbningstider i skoleferierne. Tidligere artikler i serien blev bragt 24., 25. jun., 1., 2., 5., 9., 10., 16., 17., 19., 24., 26., 28., 29. og 31. juli. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her