Læsetid: 4 min.

Den sidste mæcen

Jens Olesen er blandt de sidste kunstmæcenerne i Danmark. Han investerer i kreativitetens navn, og har aldrig solgt et kunstværk
25. august 2003

Jens Olesen er blandt de sidste kunstmæcenerne i Danmark. Han investerer
i kreativitetens navn, og har aldrig solgt et kunstværk

Interview
Jens Olesen er en verdensmand. Ofte et udtryk brugt om personer med snablen lige lovlig langt fremme, men i Jens Olesen tilfælde er der ikke så meget at gøre. Han ér en verdensmand. I øjeblikket direktør for verdens største kommunikationsbureau, McCann-Erickson, der har 10.000 ansatte og omsætter for tre-fire milliarder dollar.
Han har tidligere været ansvarlig for ledelsen af 85 firmaer i 34 lande. Er hædret med diverse titler og ordner af bl.a. det svenske, danske og norske kongehus. Har lavet præsidentkampagner for Reagan, Bush og Clinton og er jævnligt på besøg i Det Hvide Hus. Er Goodwill Ambassadør i København. På listen over de mest betydningsfulde personer i landet. Han har lejligheder og kontorer på tre kontinenter, og listen bliver ved og ved.
Men forretningslivet er kun den ene side af den 60-årige Jens Olesens liv. I sin fritid er han blandt landet sidste private kunstmæcener og har gennem årene rejst mere end 100 millioner dollar og arrangeret over 130 udstillinger.
Det er ikke panoramaudsigten over en af Københavns parker, der fanger øjet, når man træder ind i Jens Olesens danske lejlighed. Fra gulv til loft hænger der kunstnere, de fleste kun har set som reproduktioner eller på museer.
Hovedsagelig CoBrA-kunstere som Eiler Bille, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen. Lidt Kirkeby og Hammershøi er der også levnet plads til, og en Picasso-skulptur har fået en mindre central plads i hjørnet.
Han forklarer, at det kun er hans danske lejlighed, der har dette overvejende danske tema. I lejligheden i New York er det mest amerikansk pop-art, der pryder væggene, og i en af hans brasilianske lejligheder er det mest antik kunst, han har samlet. Hans private samling er på omkrig 2.500 værker, hvoraf en væsentlig del netop er publiceret i bogen Art my life.
»Jeg blev hevet med på museer, fra jeg var fem år gammel, og de første år hadede jeg det. Jeg hadede det. Men efter et par år blev mine øjne vænnet til det, og i dag kan jeg ikke leve uden,« siger Jens Olesen, med en pondus, der står mål med cv’et.
»Jeg er omgivet af kunst, og mine bedste venner er kunstnere. Fra Jasper Johns til Louise Bourgeois. Jeg har været bienaledirektør i 10 år for Bienalen i Sao Paolo, der er en af de største i verden og har været involveret i Bienalen i næsten 25 år.«

Danske streg
»Det hele startede, da jeg i starten af 80’erne satte en dansk udstilling op i Brasilien, der hed Danske streg. På det tidspunkt havde man aldrig set dansk kunst i Brasilien, og folk var meget begejstrede. Herefter blev jeg brasiliansk kommissær på Venedig-bienalen og senere Istanbul, Kassel, Johannesburg, Sydney,« han holder en lille pause. »Ja, der er faktisk ikke den Bienale, jeg ikke har været kommissær på.«
»Den bedste dialog mellem mennesker er kunst. Det er det, der driver mig. Glæden for kunsten og glæden for samarbejde. At skabe noget der kommer ud til mennesker. Tag f.eks. en kunster som Albert Eckout, som jeg fik fra Statens Museum for Kunst til en stor udstilling i Brasilien. Eckouts malerier er en del af Brasiliens kulturhistorie, og motiverne er noget af den tidligste dokumentation af Brasiliens historie, men havde ikke været i Brasilien i 350 år. Der var over en million mennesker, der så udstillingen. At se den reaktion, der kom fra rig til fattig, var fantastisk. Udbrede et budskab og skabe en interesse, der i dette tilfælde var historisk. Det var fantastisk.«
»Når jeg støtter den moderne kunst, er det lidt noget andet, der interesserer mig. Her er det vigtigt, om kunst er progressiv. Om den tør noget og vil noget.«

Kærlighed til kunsten
– Er kunsten afhængig af folk som dig?
»Jeg tror nærmere, jeg vil betegne det som et indbyrdes forhold. Et slags kærlighedsforhold. Vi kan lide hinanden. Jeg har fundet en balance, der giver mig en masse glæde, og samtidig kan jeg give noget tilbage til kunstnerne, som gør, at de kan komme videre. De får mere plads. Mere tid. Mere ro til at udvikle deres kunst.«
– I dag er staten vel den største mæcen, hvordan synes du, de klarer sig?
»Staten har jo altid sine begrænsninger. De er begrænsede af budgetter og penge, og derfor mener jeg, at private, fonde eller firmaer ind i mellem må træde ind og hjælpe. Det kunne staten måske også hjælpe med til, at de gør, f.eks. ved at firmaer, der sparker penge ind i kulturen kunne trække penge fra i skat.«
»For mit eget vedkommende investerer jeg i kreativitetens navn. Jeg har fået en masse fra Danmark, og nu giver jeg noget tilbage.«
Et af Jens Olesen næste store projekter er, at få Thorvaldsen til Brasilien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her