Læsetid: 3 min.

’Hvad er det dog der sker’

Malmø genlød fredag aften af dansk og svensk indierock – til stor fornøjelse for de purunge tilhørere
25. august 2003

Rocktræf
»Hvad er det dog, der sker?« udbryder en ældre kvinde på syngende skånsk. Bag hende trækker en lille mand på skuldrene, imens knoerne på hans stok bliver hvidere og hvidere.
Det aldrende pars brilleindfattede blikke er rettet mod Uppsalas Bastion i udkanten af Malmø. Og man forstår sådan set godt de to seniorers pikerede undren, for det bedagede forsvarsanlæg plejer faktisk at ånde fred og idyl. Men på denne fredag er egernets vimsen og solsortens fløjten på forunderlig vis erstattet af tusindvis af unge mennesker og kaskader af decibeltung rock.
Bag denne kuriøse metamorfose står det succesombruste pladeselskab Crunchy Frog, som i kulturmødets prisværdige navn har valgt at afholde en enaftensfestival for ungt godtfolk på begge sider af Øresund. Og lokkemaden i den malmøske skumring består af cremen af cremen inden for dansk og svensk indierock. På plakaten for VibraCrunch Festival 2003 kan man således læse, at Mew, Powersolo, Learning From Las Vegas, Superheroes og Baby Woodrose repræsenterer den alternative rockscene i Danmark, imens Hank, Dub Sweden og First Floor Power har æren af at repræsentere Sverige.

Ramone og Harry
Og Crunchy Frogs velassorterede program har vitterligt trukket mange danske ynglinge over sundet. Overalt på de nedtrampede græsstrå blander danske røster sig med svenske.
Men når guitarrundgangene buldrer ud af de gigantiske højtalere, er det imidlertid umuligt at skelne de danske gæster fra de svenske. Dertil ligner de simpelthen hinanden for meget: De unge mænd er alle iklædt beskidte gummisko, slidte jeans og stumpede t-shirts og pigernes uudtalte dress code består af korte læderjakker, lavtaljede cowboynederdele og flade sneakers. Området minder på denne baggrund mest af alt om en udklædningsfest, hvor det på invitationen er blevet gjort klart, at de indbudte bør være kostumeret som enten Joey Ramone årgang 1977 eller som Debbie Harry anno 1982!
Men entusiasmen hos det modebevidste publikum fejler nu ingenting. De otte bands bliver alle mødt med massive klapsalver og opmuntrende tilråb. Der er dog et par optrædener, som høster særligt henførte bifald. En af disse bliver leveret af den stockholmske kvartet First Floor Power, som tager vejret fra tilhørerne med deres unikke og lettere nørdede blend af naive melodistykker og kuldslåede vokalharmonier. Men danske Superheroes lader bestemt ikke denne svenske pendant til Belle & Sebastian noget tilbage at ønske.
De seks superheltes synthede poprocksange bliver skudt ud over scenekanten med en tænding, som meget sjældent opleves hos danske bands.
Jubelbrølet fra det bjergtagne publikum vil ingen ende tage, da vokalisten, narcissisten og entertaineren Thomas Troelsen smider Elvis-jakken og Las Vegas-skjorten, for derefter at hælde vand ud over sin drengede torso.
Da Superheroes forlader det hede spotlight, kan man til venstre for scenen høre to stemmer, som i kor råber på ekstranumre. Den ene tilhører københavneren Morten Michaelsen og den anden Kerstin Ingesson fra Malmø. Og de er rørende enige om, at VibraCrunch 2003 er et arrangement, som gør det meget let at nærme sig det respektive broderfolk.
Morten, der er 17 år gammel, forklarer, at det ellers ikke altid er lige nemt at komme ind under huden på de blågule.
»Jeg synes, det plejer at være svært at snakke med svenskerne. De er sådan lidt stive i det og plejer bare at svare ja og nej på ens spørgsmål. Men her på festivalen er de sgu meget lette at falde i snak med. Måske er det fordi, vi alle sammen har fået en lille skid på, men det tror jeg nu ikke. Jeg tror mere, det er fordi, man her har noget at snakke om, nemlig musikken.«
Kerstin på 15 nikker samtykkende, inden hun kommenterer hans bemærkninger.
»Det er rigtigt, at det kan være svært at henvende sig til en fremmed. Særligt hvis det er en dansker. De er ofte lidt højtråbende og smarte i deres facon. Og hvis man så ikke lige ved, hvad man skal sige til dem, så er det lettest bare at lade være. Men rockmusikken er ungdommens fælles sprog, og når den først spiller, bliver alting meget lettere.«
Kerstin smiler genert og spørger derefter Morten, om ikke han vil med over i det andet telt, hvor Learning From Las Vegas snart går på. Han indvilliger, og de haster forventningsfuldt videre. Over dem røber himlen, at aften er ved at blive til nat. Men for Morten, Kerstin og resten af de unge Ramoner og Harryer på Uppsalas Bastion er det så langt fra sengetid.

*VibraCrunch Festival 2003, Malmø, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her