Læsetid: 4 min.

Søren Ryge synger helt godt

Hammerslag og Kim Larsen i det grønne
15. august 2003

(2. sektion)

Fjernsyn
Frode Munksgaard og Søren Ryge Petersen har i hvert fald én ting til fælles: De synes, det er sjovt at lave fjernsyn. Det er måske ikke helt så overraskende, men det er nu ikke det indtryk, man får som seer, at det nødvendigvis altid er begrundelsen for, at folk gør det. Laver fjernsyn. Nogle gør det, fordi de godt kan lide at ’være på’ og komme med i klubben af de kendte og de kongelige. Og så er der vel en stor gruppe, der gør det, fordi det nu engang er deres arbejde. Det er ikke nogen ringe begrundelse, men der kommer sjældent ligefrem sindsoprivende spændende programmer ud af det.
Tirsdag aften kunne man opleve både Frode Munksgaard og Søren Ryge Petersen i aktion i timen lige før TV-avisen. Munksgaards program hedder Hammerslag og er en slags quiz, hvor to hold ejendomsmæglere – ét fra det vestlige og ét fra det østlige Danmark – skal prøve at gætte prisen på fast ejendom rundtom i landet. Ikke lige det allermest sexede emne, kan man jo mene, og første gang, jeg så det, troede jeg faktisk, det var en slags parodi på provinsfjernsyn – når det er sådan rigtig klumpedumpet. Jeg skulle hente en af mine døtre hos en af hendes skolekammerater. Kammeratens forældre, der ærlig talt var utroligt kedelige og konforme, sad netop og så Hammerslag. De syntes det var evig sjov, de virkede for en sjælden gangs skyld helt livlige. Jeg forstod efterhånden, dvs. mens min datter fik fundet sin taske og forskelligt, at programmet ikke var en parodi. Hold kæft, sagde jeg til min kone, da jeg kom hjem, det der Hammerslag i fjernsynet, det må da være det absolut mindst sete overhovedet! Hvem gider glo på sådan noget? Men min kone vidste bedre. Hun kunne fortælle, at det tværtimod var et af de mest sete programmer. Alle folk snakker om det, sagde hun.

Godt underholdt
Nåja, nåja, man er selvfølgelig også kun en kultursnob – ellers var man vel heller aldrig endt som tv-anmelder på det her-omliggende freelancemuseum – så jeg tog det til efterretning. Fint nok, folk kan godt lide Hammerslag, det kan jeg ikke. Men tirsdag aften i denne uge besluttede jeg altså ved selvsyn at se hele programmet fra ende til anden, og det ville være uærligt ikke at indrømme, at man følte sig godt underholdt, alt overvejende på grund af Frode Munksgaards insisteren på, at hvis det er huspriser, vi laver fjernsyn om, så har vi kraftedeme bare at sørge for, at seerne kan lide det! Det er selvfølgelig professionalisme, men det er nu også mere end det. En eller anden forvisning om, at det er umagen værd at henvende sig til andre mennesker – om hvad som helst. Det eneste, man bliver målt på, er, om man gør det ordentligt.

20 år i haven
Mens jeg altså dermed har haft min egentlige Munksgaarddebut, har jeg set mange af Søren Ryge Petersens haveprogrammer – selv om min viden om og interesse for havebrug er næsten lige så beskeden som tirsdag aftens gæst, sangeren Kim Larsens. Det må efterhånden være i omkring 20 år, Søren Ryge, den jyske akademiker i de grønne gummistøvler, har travet frem og tilbage mellem spidskål, stauder og krydderplanter og sendt hele svineriet ud til landets tv-seere. Det er fandeme da imponerende! Især når man tænker på, at han under selve udsendelserne også har givet sig tid til at sludre lidt med kameramanden. For at det ikke skal være løgn, har han ligefrem flået hovedet af levende duer, for at blege storbybørn kunne få et indtryk af den vilde natur ovre i Jylland. Og en mindeværdig aften for nogle år siden læste han – live – så meget op af en Seebergnovelle, han nu kunne nå. Folk kunne jo selv læse resten, sagde han stille og roligt, mens tv-projektørerne blev slukket, og udsendelsen pludselig var forbi.
Kim Larsen var godt nok ikke, må man indrømme, en særligt indlysende gæst i et haveprogram. Han begyndte med at pege på nogle blomster. De orange der, hvad hedder de? spurgte han. Morgenfruer, svarede Søren Ryge tålmodigt. Aha! Larsen fortalte, at han godt vidste, der var en slags blomster, der hedder morgenfrue. Men han vidste ikke, at de så sådan ud. De er smukke, sagde han. Derfor fik han da også en buket med hjem til kæresten til sidst i programmet. Han ville vist gerne have haft en hel favnfuld, men Ryge udmålte en mellemstor gæstebuket til ham – dog forærede han gæsten en (1) blomst til, da sangeren virkede lidt skuffet over omfanget af jysk gavmildhed. Lidt tidligere, på vej hen til Søren Ryges drivhus, spurgte Larsen, hvorfor bøftomater egentlig hedder bøftomater? Fordi de er store, forklarede haveeksperten.

Musikalsk
Heldigvis havde Larsen taget sin personlige spade med. Søren Ryge har altid haft god stil, han prøvede ikke at omvende den kendte sanger til botanikkens velsignelser, de drak en bajer i stedet for. Og fik en snak om musik. Det var godt nok. Det var ikke, hvad man ville kalde en stor Søren Ryge-aften, men det var godt nok. Det viste sig, at havemanden faktisk også er musikalsk, med en helt god sangstemme. Til gengæld så Larsen ikke det mindste glad ud, da han absolut skulle prøve at køre på havetraktoren. Men hvad fanden, manden er jo da også først og fremmest musikant. De to jævnaldrende (det fremgik af udsendelsen) mænd nød at høre Mogens Wiedts udgave af sangen Mandalay, som Larsen også har indspillet – det var sådan set anledningen til hans besøg, idet Ryge havde brugt sangen i en tidligere udsendelse. Wiedt er Kongen! udtalte den yngre sanger, hvis egen udgave af sangen i så fald må kaldes absolut prinselig.
Larsen røg cigaretter, Ryges pibe lå og blev kold på verandaen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej

Sidder og leder på nettet, da jeg har set klip i gl. tv udsendelse i eet af Søren Ryge`s programmer, hvor der bliver sunget Mandalay, det er specielt klippet med Four Jacks jeg er ude efter
Kan i hjælpe hvordan jeg finder frem til det, vil jeg være lykkelig!!!

Mvh
Kjeld Jørgensen