Læsetid: 3 min.

Strid om tysk terror

Tyske politikere overbyder hinanden i forsøget på at lægge afstand til Rote Armee Fraktion. Resultatet er temmelig udemokratisk
22. august 2003

(2. sektion)

Tyskland
Myten RAF skulle udstillingen hedde. Den skulle ifølge de tyske medier belyse spørgsmålet om, hvilke af terroristernes »idealer har beholdt deres værdi og kan ikke afvises som naive?«
Hvis man ikke tænker nærmere over det, lyder spørgsmålet ganske interessant. I dag kan man jo købe T-shirts med Rote Armee Fraktion-logo i de hippe sidegadebutikker.
Hvorfor så ikke betragte det ideologiske indhold, den inspiration, terroristerne har givet videre til deres eftertid?
Berlins kulturfond bevilgede trekvart million kroner til udstillingsmagerne fra Kunst-Werke i Berlin og tænkte vel ikke nærmere over det – ikke før nyheden om RAF-støtten havnede på avisernes sommerforsider.
Især antydningen af, at RAF skulle have tilført samfundet ’værdier’ og ’idealer’, vakte anstød. Nogen væsentlige folkedemokratiske nyskabelser synes RAF ikke at have beriget landet med, i stedet kostede terroren en hel del menneskeliv, før gruppen i 1998 erklærede sig for opløst.
Boulevardavisen Bild trommede de mest kendte ofre sammen til protest – de efterladte efter Hanns-Martin Schleyer (arbejdsgiverformand, dræbt i 1977), Alfred Herrhausen (Deutsche Banks administrerende direktør, dræbt 1989) og Detlev Rohwedder (leder af DDR-privatiseringsmyndigheden Treuhandanstalt, dræbt 1991).

En uhyrlig skandale
Ofrenes protest gjorde indtryk. Det var sommer – en glimrende anledning for alle politikere til at markere sig i en nyhedsmæssigt stillestående tid. Blandt dem Friedrich Merz, der er næstformand i den konservative gruppe (CDU) i Forbundsdagen.
En »uhyrlig skandale«, kaldte han udstillingsplanerne.
»Jeg vil gøre mit til, at en sådan ensidig behandling af den tyske terror ikke modtager skattepenge,« lovede formanden for de liberale, Guido Westerwelle (FDP).
»Der er intet positivt ved RAF,« anførte socialdemokraternes indenrigspolitiske ordfører, Dieter Wiefelspütz.
Spagt forsøgte udstillingsarrangørene at hævde, at sætningen om RAF’s levedygtige idealer stammer fra et tidligere konceptudkast, et udkast, man for længst har forladt.
Men noget muggent var der alligevel over forklaringerne fra Kunst-Werke. Ofrenes rolle og følelser havde man åbenbart ikke ofret mange tanker. Nu skulle udstillingen skubbes til 2004, så konceptet også kommer til at indbefatte terrorens ofre.
Løfterne gjorde ringe indtryk, skandalen havde for længst frigjort sig fra alle argumenter: Det gjaldt om at markere afstand til alt, hvad der har med RAF at gøre, for at dokumentere et demokratisk sindelag.
Kansler Gerhard Schröder og indenrigsminister Otto Schily (begge SPD) gik også på banen – måske drevet af rettidig omhu; som unge advokater har de begge forsvaret RAF-medlemmer og er for altid suspekte blandt de konservative.

Meinhof-datteren
I koret blandede sig også Bettina Röhl, datter af RAF-terroristen Ulrike Meinhof. Bettina Röhl har gjort RAF-opgøret til en livsopgave. Hun kritiserer vedholdende, at RAF-medlemmerne bliver tilbedt som helte, mens ofrene – især de nærmest navnløse sikkerhedsvagter og politifolk – er glemt.
»I den 30 år lange RAF-historie, som frem for alt er en mediehistorie, blev der cementeret et billede af, at gerningsmændene var de virkelige ofre, at de blev syge af samfundets uretfærdighed og hengav sig til terror for at gøre verden bedre. Ofrene forstyrrede bare dette billede,« skrev hun i Tagesspiegel.
I avisen Die Welt benyttede hun anledningen til at mistænkeliggøre både udstillingens støtter, dens medarbejdere samt en del af dens kritikere.
»Disse mennesker, som i dag profilerer sig med en ny mening, er ikke uberørte. Tværtom, de er traumatiserede af deres egen venstreradikale forblændelse og køler deres sår, sådan virker det med for det første den magt, de har overtaget i stat og samfund og for det andet med en strøm af nye udstillinger, bøger og film om RAF.«
Hun formoder, at en række eks-terrorister er beskæftiget med projektet som rådgivere og opfordrer arrangørerne til at fremlægge alle detaljer. Kravet er ikke efterkommet, men en af de beskæftigede hedder Felix Ensslin, søn af RAF-terroristen Gudrun Ensslin.

Helt afsporet
Bettina Röhl ville dog ikke afvise behovet for en udstilling – hvis den tog et ordentligt hensyn til alle, også ukendte ofre – men det vil CDU-gruppens anden næstformand, Wolfgang Bosbach:
»RAF drog myrdende gennem landet. En udstilling om gruppen ville være smagløs,« udtalte han. Med Bosbach nåede den offentlige forargelse et så omfattende niveau, at man kan påregne alvorlige konsekvenser for folkeoplysningen.
»Med den indstilling lader alle udstillinger om nazismens forbrydelser, krigsforbrydelser og folkemord sig forbyde. Det er en ængstlig tankeløshed, der giver sig til kende bag disse krav. Et barnligt ønske om, at lukkede øjne er en garant for en bedre verden,« noterede avisen Berliner Zeitung.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu