Læsetid: 4 min.

The Who er stadig et fascinerende mysterium

1960’erne og 70’erne var ramme om mange eksperimenter. Et af de mere støjende og spektakulære var The Who’s
11. august 2003

Ny cd
The Who handlede om kommunikation og identitet og var så kraftfulde, at de stadig giver genlyd i det nye årtusind, hvor bandet har turneret i USA og Storbritannien.
The Who’s første single fra 1965 hed »I can’t explain«, og på den måde var kommunikationstemaet slået an med det samme.
Bandet starter som regel stadig sine koncerter med dette nummer. Dermed antyder de både, at The Who er det samme, men også at de stadig ikke kan forklare det. Der er stadig et kommikationsproblem. Hvad er det egentlig, The Who vil os, deres publikum? Det spørgsmål står ubesvaret, og derfor er The Who stadig et fascinerende band.

Svær kommunikation
Vi ved stadig heller ikke helt, hvem de er. Og de er helt tydeligt stadig usikre på, hvem vi er. Det er ikke noget tilfælde, at et af deres sidste ’store’ numre fik titlen »Who are you« – uden spørgsmålstegn! Flertydigheden i sangen bliver dermed slående: The Who er dig, eller hvem er du? Det giver ikke mening at vælge fortolkning (og det er ikke et oversættelsesproblem), men et bevidst og gennemtænkt spil på ord.
Det er svært at kommunikere med nogen, når man hverken ved, hvem man selv eller de er. I den forstand hænger kommunikation og identitet uløseligt sammen. Det har hverken anmelderen eller The Who fundet ud af som de første. Det er et ældgammelt filosofisk problem, men i The Who’s tilfælde er det svært ikke at tænke på 1960’ernes kontekst. De udviklede deres koncept, for hvad et rockband er og skal, i de tidlige 60’ere. Samtidig skrev Lacan om, at subjektet udvikles (eller kikser) i mødet med sproget. Samtidig skrev Foucault om den moderne selvcentrerede identitets død. Samtidig skrev McLuhan om, at mediet var budskabet.
The Who sammenfatter disse temaer. Det er den tidlige postmodernisme og ’vestlige identitetskrise’, der taler gennem de sange, der er The Who’s.
Lacans ideer gennemspilles nærmest eksemplarisk i sang-cyklen »Tommy«. Den handler om en dreng, der gennem vold, seksuelt misbrug og de voksnes undertrykkelse af hans sprogligt formidlede erfaring fratages evnen til at danne identitet og kommunikere. Han bliver døv, stum og blind. Men hans grundlæggende menneskelighed knægtes ikke. Han kan stadig være en »Pinball Wizard«. Det vil sige, han kan gøre en forskel som krop i den fysiske verden, som flipperspillet repræsenterer.
Den fallit for den moderne identitetet, som Foucault konstaterede, bliver belyst på Quadrophenia-albummet. Vi taler ikke alene om skizofreni her, men om en firdelt personlighed.

Identiteter
The Who er en krop, men har mindst fire identiteter. Det samme har den unge fyr Jimmy, der er historiens hovedperson. Jimmy møder et opsplittet, fjendtligt samfund, som nægter ham enhver fast identitet som mand, arbejder, teenager eller familiemedlem. Ikke fordi identiteterne ikke findes som stereotypier, men fordi et aktivt menneske som Jimmy ikke kan acceptere dem. Hans menneskelighed forhindrer ham paradoksalt nok i at danne en fast identitet som menneske.
At mediet er budskabet kunne være overskriften for The Who’s ’ufuldstændige’ værk. Det vil sige det projekt, der blev til albummet Who’s Next. Egentligt skulle det have været et ’total-koncept’ med koncerter, Lp’er, teaterforestillinger og film. Imidlertid gik det i opløsning, angiveligt fordi hovedmanden Pete Townshend ikke kunne forklare de øvrige involverede, hvad det egentlig handlede om.
Hvad vi ved er, at projektet endte med en række sange om, at rockmusik var forløsningen. Den ultimative rock-koncert, der indeholdt den ultimative tone/node ville kunne forene menneskeheden, og dermed ville kommunikations- og identitetesproblemer være løst (»Relay«). Vi er alle en (»I am one«), vi er alle små regndråber, der ender i det samme hav (»Drowned«), eller små toner i den globale akkord (»Pure and Easy«).
Projektet måtte ende i en skraldespand (»Won’t get fooled again«), men blev via det resulterende album kommunikeret af bandet som rockens (mediets) sejr over volden, uvidenheden, dollaren og den tvangsmæssigt isolerede individualitet.
Den stærkeste sang i disse eksperimenter i identitet og kommunikation blev »See me, feel me«. Nummeret, som nærmest har form af en traditionel bøn, udtrykker The Who’s begær efter at blive set og bemærket. Alene titlen! Men den handler også om begæret efter at slippe for kravet om en isoleret identitet eller: at blive ét med publikum. Det vil sige at deltage i festen, selv om man strengt taget selv er på hårdt arbejde i by efter by.
Alle de ovennævnte overvejelser hænger sammen med, at The Who har udgivet et ny koncert-album. Om en ny Who-ting er relevant afhænger af, hvordan man opfatter sig selv. Har man faste holdninger til de ovennævnte temaer, er den nok ikke.

*The Who: Live at the Royal Albert Hall

*Special Quests: Bryan Adams, Noel Gallagher, Kelly Jones, Kennedy, Eddie Vedder, Paul Weller

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu