Læsetid: 3 min.

Alt er tomhed

Tim Christensens nyeste cd efterlader vor anmelder fuldstændig kold
30. august 2003

Ny cd
Det lyser ud af Tim Christensens øjne, at han er en følsom fætter. Og der hænger sandt for dyden ikke mange stjernenykker ved denne uden for en scene så undseelige – måske generte? – fyr, som tilfældigvis er sin generations populæreste rockkunstner. Først som primus motor i det sindssvagt vellidte Dizzy Mizz Lizzy, der nok var 90’er-scenens mest elskede rockgiraffer rundt om i land og by, og hvis debutalbum solgte en kvart million eksemplarer i midten af årtiet. Denne skribent fangede godt nok aldrig Dizzy Mizz Lizzys appel, men som de siger i Amerika: Det er svært at argumentere med en succes.
Og fra år 2000 markerede Christensen sig så som solist med debuten Secrets On Parade – der kun solgte en femtedel af Dizzys debut, hvilket dog er et flot bundtal i disse musikdownloading-tider – der afslørede ham som en lidt mere facetteret komponist med sans for ørehængere, her i blandt ikke mindst den sørgmodige ballade, »Love Is A Matter Of ...«, som man alt efter temperament kunne elske eller hade, men at den var helt umulig at få slettet fra den indre harddisc, ved denne signatur alt om; han er ved flere lejligheder venligt, men bestemt blevet bedt om at holde inde med sin (uskønne og ubevidste) fremførelse af samme i indtil flere offentlige rum. Og dét på trods af, at teksten faktisk er irriterende dum!

Alt formelt i orden
I 2002 kom så den der helt utålelige tv-serie Nikolaj og Julie – en fuldstændig futil ørkenvandring i samlivsalmindeligheder, selv om husets smukke halvdel altså mener det modsatte – hvortil Christensen leverede endnu en (møgirriterende) ørehænger og landeplage i form af »Right Next To The Right One«, som er gået hen og er blevet den helt store bryllupshymne ude i landet... og fred med det, selv om vi altså foretrækker »Det er så yndigt at følges ad«.
»Right Next To The Right One« er naturligvis inkluderet på Christensens ny cd, Honeyburst, der dog efterlader Deres udsendte i fuldstændig samme iskolde position som såvel Dizzys plader som Christensens solodebut – for det er tydeligt at høre, at alt her formelt er i orden; Christensen skriver okay sange, der harmonisk lyder mere komplekse end den normale standard, teksterne foregår på et hæderligt engelsk, han spiller godt på rigtig mange instrumenter, er en stilsikker rockguitarist og hans udtryksfulde sangstemme egner sig godt til såvel rock som ballader, mens pladens produktion er lige efter bogen, fyldig, flot og radiovenlig.

Udvendig virtuositet
Uden at være blevet hverken forulempet eller på anden måde direkte generet af Honeyburst, er pladen først og fremmest tom som bare pokker, trods den flotte fernis og ditto præsentation. Hvilket skyldes, at det først og fremmest er ferm udvendighed og i sidste ende ligegyldig virtuositet, Christensen repræsenterer og leverer. Uden at beklikke den håndværksmæssigt høje standard, er Honeyburst som støvsuget for kunstnerisk prægnans. At Christensen føler en masse smerte, vidner teksterne på deres hjælpeløse facon om, at han kan sin rockhistorie på fingrene, klinger igennem i det flot turnerede melodimateriale, men det løfter sig på intet tidspunkt derop, hvor man som lytter for alvor anfægtes i noget som helst... andet end måske at livet er for kort til det her show.
Tekstmaterialet kredser i ét væk om parforholdsproblemstillinger i bedste Nikolaj og Julie-stil og herregud, der må sgu da være andet en fyr på 29 kan finde på at synge om? Engelsk som undskyldning for intet at have på hjerte, nu må I sgu snart give os et break, venner. Syng dog på dansk, din hund! Så selv om der ligger et par sange på lur på albummet og venter på at blive landeplager – »Whispering At The Top Of My Lungs« er et søvngængersikkert poprocknummer, der sikkert lyder skidegodt i en bil – er det alt rigeligt for undertegnede at høre dem afspillet på radioen. I tide og utide, tilmed. Et helt album med Tim Christensen er derimod ganske enkelt for meget. Af det gode. Or whatever ...

*Tim Christensen: Honeyburst (EMI-Medley) Produceret af Tim Christensen & Rune Nissen-Petersen. Udkommer mandag.
*www.timchristensen.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her