Læsetid: 2 min.

Troldmanden på cd-rom

Mikhail Tals samlede partier er en ren guldgrube
5. august 2003

Skak
Fremskridtet er som bekendt en underlig størrelse, som man tit og ofte kan føle trang til at bande inderligt over. Som når hyggelige butikker i ens kvarter må lukke, og der i stedet kommer nye glitrende Seven-Eleven-filialer og store forkromede Sonofon-forretninger med hæslige dukker, der sidder i vinduet og griner – måske ved tanken om alle de børn og unge, der ’chatter i mobilos’ for mange hundrede kroner om måneden ...
Men når fremskridtet også har ført med sig, at man på cd-rom kan få samtlige Mikhail Tals skakpartier, godt 2500 fra karrieren mellem 1949 og hans død i 1992, er det selvfølgelig en anden snak. Så må enhver skakentuiast klappe i sine små hænder. Og lade være med at lade sig distrahere af tanken om, at det vil vare omkring syv år at spille dem alle sammen igennem, selv om man napper et parti hver dag, året rundt, også om søndagen.
Vi snupper det allerførste. Lille Misja fra Riga, der senere blev kendt som Troldmanden fra Riga, var kun tolv år på dette tidspunkt, vi skriver Vilnius 1949, og sort hedder A. Leonov:
1.e4 c6 2.d4 d5 3.exd5 cxd5 – afbytningsvarianten i Caro-Kann – 4.Ld3 Sf6 5.h3 h6(?) – (bedre 5. – Sc6 eller måske 5. – e6) – 6.Lf4 e6 7.Sf3 Ld6 8.Lxd6 Dxd6 9.c3 Sc6 10.0-0 0-0 11.De2 Te8 12.Se5 Dc7 13.f4 Sxe5 14.fxe5 Sh7 15.Dh5 Te7 16.Sa3 a6 17.Sc2 Dd7 18.Se3 De8 ...
Se diagrammet.
Hvid har initiativet, men sort er på den anden side klar til at spille befrielsestrækket f7-f5. Det sætter Misja en effektiv stopper for med:
19.Tf6!
Her anfører noterne (det lader til, at samtlige partier på cd-rommen er kommenterede!) varianten 19. – gxf6 20.exf6 Sxf6 21.Dxh6 Se4 22.Lxe4 dxe4 23.Lg4, men her har sort nok en bedre chance med 22. – f5!? Leonov trak imidlertid:
19. – Df8 20.Tf4 Ld7 21.Sg4 - det hvide angreb er ikke til at standse nu – Le8 22.Sf6+!
Trolddrengen fra Riga.
22. – Sxf6 23.exf6 Tc7 24.fxg7 Kxg7 (eller 24. – Dxg7 25.Tg4 etc.) 25.De5+ ...
Og sort opgav, da Tc7 hænger.
Man kan i løbet af få sekunder surfe rundt mellem alle Tals legendariske sejre, f.eks. det hårrejsende sjette matchparti i VM-dysten mod Botvinnik i 1960, det tiende og afgørende parti i matchen mod Bent Larsen i Bled 1965 – eller Troldmandens sidste turneringsparti i Barcelona 1992, hvor en afkræftet Tal i 11. runde tilbød den unge Akopian remis.
Armeneren afslog, men så skruede Tal bissen så meget på, at Akopian få træk senere selv måtte tilbyde remis. Tal afslog og vandt partiet. Den allersidste dans ...
Cd-rommen har et væld af andre ’features’ og ’options’, bl.a. en modus, der hedder Play like Tal. Hvis dette træningsprogram holder, hvad det lover, vil de gøre store øjne, næste gang Farmand viser sig henne i klubben ...
Det fremgår af den lille medfølgende manual, at man også kan få skaklegender som Lasker, Capablanca, Aljechin og Botvinnik på cd-rom. Er man nysgerrig - og det er der al grund til at være! – kan man søge videre på www.convekta.com.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her