Læsetid: 5 min.

Nu turde de ikke længere

Den 29. august 1943 opgav de danske politikere samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt. Ikke af lyst, men af frygt for befolkningens harme. Danmark reddede sin anseelse. Men samarbejdet fortsatte under andre former
29. august 2003

(2. sektion)

Historien
Den dag brast det. De danske politikere turde ikke længere tage ansvaret for at samarbejde med den nazistiske besættelsesmagt. Et samarbejde, der hidtil havde haft bred opbakning fra alle Christiansborgs fem demokratiske partier: Socialdemokratiet, Radikale, Venstre, Konservative og Retsforbundet.
En af dem, der oplevede bruddet, var den dengang 26-årige sekretær i Indenrigsministeriet, Johan Garde. Han fortæller om den 29. august 1943:
»Indenrigsministeren, den radikale Jørgen Jørgensen, kaldte personalet ned i Salen i den Røde Bygning – et stort flot lokale fra enevældens tid. Ministeren dukkede op fra sit kontor inde bagved og satte sig på ministersekretærens skrivebord. Ingen store ord, ingen fædrelandskærlighed – nej, han forklarede om de tyske krav, som regeringen ikke kunne gå ind på. Det slog mig, at i denne højtidelige stund var hans optræden så antigermansk, rolig, værdig, selv om han jo ikke kunne vide, hvordan det hele ville gå – om ministerene nu ville blive arresteret af tyskerne.«
Anderledes oprevet havde kongen, Christian X, været aftenen inden, da statsminister Scavenius og den øvrige regering, på Amalienborg, orienterede om den erklæring, der afviste de tyske krav om drabelige stramninger over for befolkningen.
Kongen sagde: »Man kan ikke fra dansk side gøre andet; så får det gå, som det vil.« Da han skulle trykke ministrene i hånden, blev han stærkt bevæget og græd. Ved afskeden med kirkeminister Holbøll erklærede kongen, at han måske selv var den første, der ville blive skudt.
Politikere havde ikke ønsket bruddet den 29. august. De fleste af dem var fortvivlede over, at det kom. De frygtede, at tyskerne nu ville øve samme hærgende voldsstyre i Danmark, som de gjorde i andre besatte lande.
Den danske stilling havde siden tyskernes indrykning i landet den 9. april 1940 været noget særligt: en ’fredsbesættelse’, der lod Danmark fremstå som Hitlers mønsterprotektorat.
Det var ikke glorværdigt, men dikteret af landets nærhed til Tyskland og sårbare geografi. Storbritannien havde to år før krigens udbrud afvist at komme til undsætning ved et tysk angreb, og da det var indtruffet under minimalt dansk modværge, sagde Winston Churchill: »Jeg kan ikke bebrejde Danmark noget.«

Efter 9. april lod tyskerne regering og folketing fungere videre. Begge parter fandt en interesse i at opretholde en illusion om, at Danmark stadig havde sin suverænitet og var neutral i krigen. Illusionen understøttedes af, at man blev ved med at lade forbindelsen mellem de to lande gå gennem deres udenrigsministerier. For tyskerne var gevinsten, at Danmark uforstyrret kunne levere industri- og navnlig fødevarer til nazifronten ude og hjemme. De danske politikere var draget af, at Danmark ikke blev lagt i ruiner, at befolkningen ikke led overlast, og at man vandt tid.
Men tid til hvad? Umiddelbart efter 9. april kunne man håbe på en hurtig britisk-fransk sejr. Men efter Hitler i maj 1940 løb Frankrig over ende og opretholdt sin pagt med Stalins Sovjet, var håbet nærmest slukt. Brede kredse i Danmark indstillede sig på en tysk besættelse, der kunne vare mindst lige så længe, som den havde gjort i Sønderjylland 1864-1920.
Til at smøre samarbejdsmaskineriet med nazisterne indforskrev partierne i juli 1940 diplomaten Erik Scavenius, der under Første Verdenskrig som radikal udenrigsminister havde formået at holde landet tysklænende neutralt.
Scavenius fik modstræbende nøgleposten som udenrigsminister. Han var ikke nazivenlig. Med statsminister Staunings ord: »Scavenius tyskvenlig? Han er overhovedet ikke venlig.« Præcis beskrivelse, for Scavenius var arrogant og ubehageligt vittig. Hans grundsyn var, at Danmark vandt livsvigtig goodwill i Berlin ved at vise sig endnu mere imødekommende, end besættelsesmagten umiddelbart fordrede.
Det kunne gå, så længe ingen andre handlemuligheder var i syne. Modstanden i landet indskrænkede sig til alsang og flertallets ’kolde skulder’ over for værnemagten. Egentlige aktioner mod tyskerne var få og spredte og havde ophav hos højredansksindede i Konservativ Ungdom og Dansk Samling.
Det ændrede sig, da Hitler i juni 1941 overfaldt Sovjetunionen. De danske samarbejdspolitikere fulgte lydigt tyske krav om at indfange danske kommunister og fratage dem deres tre mandater på Christiansborg – et grundlovsbrud, der gav kommunisterne et martyrium, der stillede i skyggen, at deres position havde været dubiøs, så længe Hitler-Stalin pagten varede.

Men med de organisationsvante kommunister skubbet over til modstanden fik den bevægelse og struktur. Samtidig oprustede briterne deres bistand til den europæiske undergrundskamp.
Resultatet var et voksende antal sabotager, der ophidsede tyskerne og drev den danske regering til strenge formaninger og hårde nedslag på de ulydige ’terrorister’.
Krigslykken begyndte at vende. I 1942 kørte Hitler fast ved Stalingrad; i 1943 blev han skubbet baglæns, amerikanske og britiske tropper gjorde fremstød i Nordafrika og siden landgang på Sicilien.
I det besatte Europa udløste frontmeldingerne folkelig forventning om, at det snart var slut med Hitler. I Danmark føg en serie strejker og opstande gennem landet drevet af dette håb – og af harme over, at besættelsesmagten tiltog sig magten til at afsige dødsdomme over danske sabotører.
Regeringen – siden november 1942 med Scavenius også som statsminister – prøvede sammen med fagbevægelsen og erhvervslivets organisationer at tale opstanden ned, men tyskernes heftige reaktion gjorde opgaven umulig. Besættelsesmagten stillede nu krav, som partierne ikke turde lægge navn til at opfylde – også fordi frygten for kommunisternes agitation var begyndt at fylde fuldt ud så meget i deres trusselsbillede som tyskerne.
Bruddet fik umiddelbare konsekvenser i form af tyskernes afvæbning af resterne af den danske hær og flåde. Også aktionen mod jøderne i oktober må ses som en følge, omend tysk ambivalens forfejlede anslaget.
For Danmarks anseelse blandt de vestallierede var 29. august skelsættende. Sovjet forholdt sig skeptisk og ville helst indskrænke en anerkendelse til det Frihedsråd, der – med klart kommunistisk islæt – begyndte at konkurrere med ’det gamle system’ om at repræsentere landet.
Mens Danmark internationalt bevægede sig mod status som allieret, fortsatte på de indre linjer samarbejdspolitikken. Et departmentschefstyre førte Scavenius-linjen videre, og de for Tyskland afgørende leverancer af landbrugs- og fiskeriprodukter kørte på fuld kraft til Hitlers fald.
Som Scavenius hånligt bemærkede efter Besættelsen: »Hvis der var krig i landet, var det da godt, at tyskerne ikke opdagede det.«

*Læs mere om 29. august 1943 og om Besættelsen i f.eks.:
*Besættelsen og frihedskampen 1940-45. Hvem-hvad-hvor’. Politikens forlag 1993
*Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen, Odense Universitetsforlag 2001
*Hans Kirchhoff: Augustoprøret 1943, bind 1-3, Gyldendal 1979
*Andreas Skov: Oprør, Documentas 2003

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her