Læsetid: 3 min.

United i tidligt udbrud

Premier League starter på lørdag, efter en – selv efter engelske forhold – hidtil uhørt pengefikseret optakt
14. august 2003

Premier League
20 hold kæmper principielt om titlen, men i praksis bliver der sandsynligvis tale om ’the usual suspects’, Manchester United, Arsenal, Liverpool, Newcastle og Chelsea. Efter at United havde solgt David Beckham – og senere Veron – vejrede konkurrenterne morgenluft, men igen blev de narret af Sir Alex og hans bagland.
Ikke så snart havde man i The Observer kunnet læse, at »Det værste, man kan sige om United er, at de tilsyneladende stoler lidt for meget på van Nistelrooy«, før klubben svarede igen med at købe det portugisiske stortalent Christiano Ronaldo. Dagen inden havde man fået ro på den, efter Beckhams salg til spansk fodbold og senere Verons tur til Chelsea, noget urolige midtbane, via indkøbet af den brasilianske landsholdsspiller og verdensmester Kleberson. Så havde United ligesom taget alle på sengen og sat tingene på plads.
Det har handlet meget lidt om fodbold og rigtig meget om bedre eller dårligere købmandsskab de senste mange uger i det engelske. Afdelingen for mere eller mindre syge heste på Hjallerup Marked blegner, sammenlignet med den travlhed, der har hersket på de forskellige klubkontorer op til markedets lukning.
Det helt store samtaleemne var naturligvis russeren Roman Abramowichs køb af hæderkronede Chelsea i juli måned for et eller andet beløb mellem en halv og en hel milliard. Men den russiske oliemand er god for løseligt anslået 37 af den hele slags, så herregud. Det britiske folkevid omdøbte straks klubben til ’Chelski’, hvorefter klubben gik på købemarkedet, sådan for alvor, hvilket gav ikke mindst Jesper Grønkjær onde drømme om natten. (Så kan han jo tage tilbage til AaB, de har brug for al den hjælp, de kan få.)

Drengene i overskrifterne
På spillermarkedet, altså internt i England, var der især tre navne, der lavede avisoverskrifter. Blackburns Damien Duff, solgt til netop Chelsea for 170 mio. kr. »Det er lidt for mange penge,« som Alex Ferguson udtrykte det, da United ikke købte ham, og sikkert med bevidstheden om, at Kleberson var på vej.
(Blackburn solgte også David Dunn, formedelst 55 mio. kr., så der skulle være nok til at stoppe et par af de gabende huller i klubbens økonomi.)
En anden eftertragtet herre var Leeds Uniteds Harry Kewell. Typisk for Leeds at blive nødt til at sælge ud af guldet og dermed forblive et middelmådigt hold. Men det er jo ikke udelukkende et engelsk problem. Kewell kan nu se frem til at muntre sig sammen med Michael Owen i Liverpool i kampen om de sekundære placeringer i toppen. (Det vender vi tilbage til.)
Da Manchester United for nylig deltog i en stor turnering i New York, udtalte Ferguson, at Juan Sebastian Veron var en spiller, man satte meget stor pris på i klubben. Når man som spiller hører den slags udtalelser, er det på tide at ringe til sin boligrådgiver. Og ganske rigtigt, to uger senere fandt vi ud af, nøjagtig hvor stor pris United satte på Veron: 15 mio. pund. Dem betalte..., ja, naturligvis – Abramovich.

Mesterskabet kan ikke købes
Uanset det vanvittige marked er der ikke rykket væsentligt ved styrkeforholdet i Premier League. De fleste kommentatorer og hjemmesidernes bidragydere er enige om, at selv ikke russiske oliemilliarder kan købe mesterskabet til Chelsea. De har godt nok givet mange penge ud, men bortset fra Damien Duff har de stort set kunnet købe deres nye spillere uden indblanding fra konkurrerende klubber.
Og så kunne det sagtens påvirke spillerne i negativ retning, at de engelske medier bruger så meget tid på at kolportere rygter om, at træner Ranieri før eller siden bliver afløst af nuværende landstræner, Sven-Göran Eriksson.
Arsenal har netop fornyet kontrakterne med både PatrickViera og Robert Pires, men er stadig dybt afhængig af Thierry Henrys dagsform og scoringshumør. Til gengæld slipper holdet for at holde David Seaman (Manchester City) vågen.
Liverpool har de seneste sæsoner manglet den allersidste aggressivitet, men måske kan det nye par Kewell/Owen løfte holdet nærmere toppen.
Newcastle har stort set ligget i dvale på markedet, og det er igen op til Alan Shearer at score sådan en 30-40 mål, hvis det skal blive til noget.
Lørdag-søndag er ventetiden så slut, og kampprogrammet for spidskandidaterne ser således ud:
Lørdag:
Arsenal-Everton,
Manchester United - Bolton.
Blackburn nævnes mere og mere som en mulig stor overraskelse og møder oprykkerne fra Wolverhampton på hjemmebane.
Søndag: Leeds-Newcastle og
braget mellem Liverpool og
Chelsea.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her