Læsetid: 6 min.

Fra ur-instinkt til sygehus-snot

Dansk litteratur i årene efter krigen skiftede lidt efter lidt synsvinkel på augustopgøret 1943
29. august 2003

(2. sektion)

Besættelseslitteratur
Det flammede op. Som om en mand var fløjet hen over landet med en fakkel og havde tændt bål på alle bakkerne.
Sådan lader Tage Skou-Hansen (f. 1925) sin hovedperson og jeg-fortæller, Holger Mikkelsen, helten fra De nøgne træer, huske augustoprøret 1943 i bogen Tredje halvleg (1971). Replikken sammenfatter på få linjer det, der blev en hel generations bevidsthedsformende oplevelse: at medgørligheden og hele passiviteten trods alt havde en grænse, at mennesker på tværs af klasse, alder og køn, til dels også politisk ståsted, kunne forenes i følelsen af, at nu kunne det være nok.
For os, der voksede op i løbet af 1950’erne, og hvis forældre var unge i 1943, lå Besættelsestiden kun kort bagude.
Vareknapheden, forsigtigheden, koldkrigsstemningen, de voksnes bange tale om faren for en ny krig – alt dette forekom forståeligt i lyset af, hvad der var sket under Besættelsen. Men for andre, som siden er kommet til, kan august 1943 meget let gå hen og blive et stykke historisk pensum fra skolen på linje med Reformationen og Trediveårskrigen. Betydningsfuldt, måske, men frem for alt bare: fjernt.

Sådan så det bestemt ikke ud for forfatterne. Martin A. Hansen (1909-55), som i august 1943 netop var blevet 34 år, sammenlignede få måneder efter i et brev til en ven sensommerens afgørende hændelser med begivenhederne under Københavns Belejring:
»I Løbet af det sidste Aar, halve Aar, er jeg blevet stolt af at være Byboer. Man har herinde til visse Tider kunnet mærke, hvordan Københavns Borgere følte i 1658. Naar man oplever, hvordan Nørrebros elendige Smaafolk den 30. August, de som intet har at ofre andet end Livet, sad og haabede paa Ordren til Generalstrejke, saa er det en underlig Følelse at træffe Folk fra ens Hjemegn og høre hele deres vage opportunistiske Anskuelse, høre, hvordan de mener, det kun har været nogle Kæltringer, der lavede al den Uro herinde, opdage, at de ikke begriber, at København er i Krig, og at de fleste herinde er stolte af, at vi bliver spærret inde om Aftenen. Naturligvis er det ikke alt, man kan gaa ind for, her sker meget, som ikke er andet end Forbrydelser; men for mig, der saa mørkt paa vor egen Skæbne, er det stort at opleve det Mod og den Rankhed, som kom over Befolkningen herinde 29.-30. August. Kan være Lederne vil, men Menigmand gaar ikke paa Akkord mere. Og det er maaske ikke saa meget Fornuften, hvordan den skulde redde os i Dag begriber jeg ikke, men det er et gammelt og dybt Instinkt, som jeg troede ganske dødt.«

Martin A. Hansens udtryksform er her karakteristisk. Tiden er endnu ikke til koldsindige analyser – det altafgørende er følelsen af, at danskerne i en folkets skæbnestund har kunnet finde tilbage til et urgammelt instinkt.
Det er det samme, Holger Mikkelsen søger at holde fast, når han i et tilbageblik oktober 1945 taler om »følelsen af at nu var den der sgu. Nu skete det. Det der var begyndt nedefra alle mulige steder og fik form i praksis, ikke af en teori, for himlens skyld ikke en teori, det satte sig igennem nu, og vi var med i det. Den samme følelse hos en masse forskellige mennesker på samme tid. Ikke bare noget socialt. Men en ny følelse, det var det, der skulle til.«
Det hører med til historien, at denne subjektive erindring om august 43 ikke står løsrevet i romanen, men falder som replik i en samtale med en tidligere sabotør samme aften, som vælgerne til begges store skuffelse har stemt de gamle politikere tilbage til magten. Oprørseuforien holdt nemlig ikke længe. Danmark fandt som sædvanlig hurtigt tilbage til dagligdagen.

Det er da også dette perspektiv, Klaus Rifbjerg vælger at anlægge, da han i Amagerdigte (1965) ser tilbage på 1943. Strejkernes og oprørets år anskues her fra en hospitalsseng. Tilværelsen drejede sig om de forkølelser og bihulebetændelser, der fik cirka 50 næser til hver dag at aflevere adskillige liter snot i lige så mange kulører.

På Sundby Hospital lå vi i 1943
om aftenen og hørte porten blive
låst
og smækket med et sabotagebrag,
mens langt borte skyderier rejste
sig
i kinesiske mønstre fra København.

På Sundby Hospital løb 1943
mænd i hvide natskjorter
rundt og viftede med mørklæg-
ningsgardiner
for at få den forbudte tobaksrøg ud
før sygeplejersken kom.

På Sundby Hospital levede vi 1943
i en atmosfære af snot, rimelig
spænding
og intens hygge.

Her foregriber Rifbjerg, hvad der med tiden skulle blive den sejrende fortolkning. At en befolkning, der gjorde oprør, helst også skulle leve videre og snart fandt ud af snøre ur-instinket af og putte det ned til alle de andre ubrugelige, undertvungne, lavnoterede højstemte kræfter, vi altid har været så rige på og så dygtige til at glemme.

Man ser et symptom herpå i Leif Panduros opvækst- og generationsroman De uanstændige (1960), Besættelsestiden danner her baggrund for skildringen af en absurd norm- og ordensfikseret familie, hvis afkom, hovedpersonen Thomas, naturligt må gøre oprør, primært mod sine forældre, sekundært mod besættelsesmagten. August 43 reduceres her til familiefarce. Mens sabotagedrønene lyder inde fra København, ivrigt applauderet af Thomas’ veninde, den frigjorte Topsy, snakker hans forældre i den velkendte stil, dvs. faderen med klippevægsansigt og moderen over et strikketøj, med en ven af huset, Politikeren, som efter Folketingets opløsning pludselig har masser af fritid:

– De kan jo meget nemt gå over gevind, sagde klippevægsansigtet, det meste er vistnok de rene drengestreger…
– Der findes visse uheldige og udemokratiske elementer, fortsatte Politikeren. Selvfølgelig er jeg rede til at yde modstandsbevægelsen al mulig ære, men jeg havde dog hellere set …
Endnu et drøn.
– at det var blevet landets lovlige og folkevalgte repræsentation, der havde magten. Ikke for det, en stor del, ja en meget stor del af modstandsarbejdet kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Jeg tænker her mest på samlingen om de demokratiske og nationale symboler, selv om de sidstnævnte har fået en del overvægt, næsten grænsende til hysterisk kongedyrkelse …
– Hun er sød, den lille prinsesse, sagde Thomas’ mor, der var ved at trævle en sweater op, hun kommer til at ligne sin far …
– desuden alsangen og lignende, og måske noget af den illegale litteratur, men jeg er meget utilbøjelig til at acceptere rene voldshandlinger …
– Og drengestreger …
– Netop, hr. Simonsen, netop.

Holdningsmæssigt er der sandsynligvis kun kort fra Leif Panduro til Tage Skou-Hansen. Men hvor Skou-Hansen stedse fastholder oprøret som et næsten helligt minde, indlejrer Panduro det i en skæg satire. Dermed relativerer og reducerer han det unikke. Men dermed forbereder han også læseren på en fremtid helt uden patos.

Den sidste stemme, der skal lyde her, inden vi lukker for mikrofonen, tilhørte Hans Scherfig. I hans roman Frydenholm (1962) mødes, konfronteres og sammensmeltes delvist de to bevidstheder, vi ovenfor hørte komme til udtryk. Bogen er på den ene side en minderune over de danske kommunister, der som hovedkraften i modstandsbevægelsen kom til at betale den højeste pris, men på den anden side satiriserer værket over den danske befolknings evindelige tilpasningsiver. Da Scherfig hen imod bogens slutning skal gøre regnskabet op oven på august 43, anlægger han en nederdrægtigt ’understated’ kritikerstemme. Mens lutter historiske kendsgerninger remses op, skal hvert eneste ’og’ i de omhyggeligt modulerede sætninger bore i såret fra krigens tid:
»Landet levede videre uden regering. Sognerådet holdt sine møder, og børnene gik i skole, og Amtsavisen udkom. Administrationen blev besørget af ministerialkontorerne, og departementscheferne passede deres forvaltningsgrene, og man mærkede ikke meget til den nye tingenes tilstand i Frydenholm Kommune. Undtagelsestilstanden føltes ikke hårdt i kommunen. Det skete, at mere end fem personer forsamledes og talte om tingene. Radioerne gik i husene, og rygterne gik. Man hørte, at det danske militær var blevet afvæbnet, og at alle soldaterne var blevet taget til fange. Nogle steder havde de gjort modstand, men det havde ikke varet længe. Og nu havde tyskerne taget alle hærens dyre våben og biler og uldtæpper og støvler, og de havde nok hårdt brug for det alt sammen, sådan som det gik dem ved fronten. Men marinerne havde sænket alle krigsskibene, så dem fik tyskerne da ingen fornøjelse af!«
Lidenskaben har her formummet sig bag en litterær skrift. 17 år er gået, højstemtheden er væk, men kun tilsyneladende.
Heller ikke Scherfig blev nemlig nogen sinde færdig med, hvad der skete den sommer. Og nu er det allerede 60 år siden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu