Læsetid: 5 min.

USA’s valg: FN eller dyr enegang

Bush kan ikke få den nødvendige støtte til Irak-operationen, før FN gives central rolle
6. august 2003

USA’s dilemma
»Why are these kids dying?« Hvorfor dør vore unge mennesker i Irak, spørger den amerikanske kommentator Bob Herbert i New York Times.
Et spørgsmål, der går til kernen af det dilemma, der nu plager præ-sident Bush og den amerikanske regering.
Når amerikanske soldater næ-sten dagligt kommer hjem i ligposer, og indflydelsesrige stemmer i den amerikanske offentlighed begynder at spørge: ’Hvad er meningen med det hele’, så er der problemer på vej. Den amerikanske offentlighed finder det stadig sværere at forstå, at nationen skal investere en milliard dollar om ugen og på lang sigt måske 100 milliarder i et land, som tilsyneladende siger tak ved at dræbe det amerikanske militærs unge mænd og kvinder og råbe »Go home!« efter dem.
»Bush-regeringens troværdighed bevæger sig mod nedsmeltning,« skriver Bob Herbert i New York Times.
Det er derfor, at der nu også i den amerikanske regering synes at være overvejelser om at acceptere, at FN inddrages stærkere i Opera-tion Iraqi Freedom.
USA’s dilemma er, at det på den ene side ikke er langsigtet holdbart at opretholde en styrke på over 150.000 amerikanske soldater i Irak, eftersom denne styrke af mange irakere opleves som en fjendtlig besættelsesmagt, der skal bekæmpes, og derfor har vanskeligt ved at gennemføre den genopbygningsindsats, der kan muliggøre en tilbage-trækning. Samtidig med at det på den anden side viser sig overordentlig svært at overtale andre nationer til at stille med mærkbare troppekontingenter til Irak-opgaven, så længe USA har total og uindskrænket kontrol.

Småt med støtte
Det amerikanske udenrigsministeriums talsmand Richard Boucher offentliggjorde forleden en liste på 30 lande, som vil bidrage til de militære og politimæssige operationer i Irak. Men ved nærmere eftersyn er listen knap så imponerende. Den tæller lande som Albanien, Azerbadjan, Den Dominikanske Republik, El Salvador, Georgien, Honduras, Kasakstan, Mongoliet, Nicaragua, Litauen og andre små nationer, som mest har givet tilsagn for at pleje forholdet til USA, og som kun kan bidrage rent symbolsk, og alene hvis USA betaler. Foruden Storbritannien – der har 12.000 mand i Irak – har blot fire-fem lande givet tilsagn om 1.000 mand eller flere.
Det gælder Polen, som i denne uge sender 2.300 soldater afsted og siden måske yderligere et par tusind. Men det polske projekt er skrøbeligt. Forleden blev en polsk fortrop udsat for et irakisk mortér-angreb, og hjemme i Polen er stemningen vendt: 55 procent af den polske befolkning er imod at sende soldater til Irak, 36 procent er for – det stik modsatte af situationen for bare en måned siden.
Det samme er billedet i Japan, hvor parlamentet netop har givet regeringen mulighed for at sende 1.000 soldater afsted, men hvor 55 procent af befolkningen siger nej og kun 33 procent ja. Ukraine har besluttet at sende 1.650 mand til Irak, Spanien antagelig 1.300 mand og Holland 1.100. Resten af de villige lande – som Danmark – bidrager med nogle få hundrede soldater eller færre.
Den amerikanske regering hævder, at man nu har sikkerhed for en international deltagelse på 20.ooo-30.000 mand, men bl.a. lederen af den militære generalstab i USA, general Richard Myers, har erkendt, at »det ikke er nok«.
Problemet er, at de potentielt store deltagere ikke vil være med som ’lejesoldater’ i en besættelses-operation under amerikansk kommando.
Det gælder Indien, som USA har forsøgt at få til at stille 17.000 soldater, men som indtil videre har sagt nej. I denne uge kommer en højt-stående indisk delegation til Wa-shington for at forhandle militært samarbejde med USA, og en række medier har spekuleret i, at USA vil tilbyde at godkende et salg af et israelsk-amerikansk missilforsvarssystem til Indien, hvis landet siger ja til Irak-deltagelse. General Myers selv var mandag til forhandlinger i New Delhi, men rejste derfra med uforrettet sag, og vurderingen er, at den indiske regering kun vil sige ja til en egentlig FN-ledet mission.

Hvad har vi at miste?
Det er også betingelsen for at få lande som Frankrig, Tyskland og formentlig Tyrkiet, Pakistan og Bangladesh med i Irak-styrken. Den demokratiske amerikanske senator Joseph Biden sagde forleden til Washington Post, at USA går glip af en deltagelse på 45.000 mand fra disse lande, hvis man fastholder, at det skal være en amerikansk-ledet operation. Biden taler stærkt for en ny FN-resolution, som placerer FN som egentlig ansvarlig for genopbygningen og den fredsskabende indsats i Irak.
»Hvad har vi at miste? Er det retten til at blive skudt alene, vi giver afkald på,« spørger Biden.
Generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amir Moussa, har meddelt, at »vi vil gerne deltage, men vi kan ikke gøre det under den gældende resolution«, der giver USA fuld kontrol over Irak.
FN’s generalsekretær, Kofi Annan, siger, at en ny FN-resolution synes afgørende for en stribe lande, der har militær og økonomisk kapacitet til at løfte opgaven i Irak: »Hvis en ny resolution er nødvendig for at få alle til at trække i samme retning for at løse opgaven, så lad os få den,« sagde Annan forleden.

At sluge en kamel
Det er på den baggrund, at det britiske udenrigsministeriums hidtidige repræsentant i Irak, John Sawers, mandag sagde til Financial Times, at Storbritannien nu undersøger mulighederne for en ny FN-resolution, der sikrer international opbakning til indsatsen i Irak.
Ifølge Sawers drøfter man sagen med USA, men det er uklart, om den amerikanske regering er villig til at give indrømmelser. Udenrigsminister Colin Powell »undersøger« i øjeblikket mulighederne for en ny FN-resolution til afløsning af resolution 1483 fra maj måned, som effektivt gav USA kontrol over Irak. Og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz sagde i sidste uge til det amerikanske senats udenrigskomite, at han »er positiv over for enhver resolution, som kan gøre det lettere for lande at bidrage til de fredsbevarende tropper«.
Men Wolfowitz sagde i samme åndedrag, at han ville være »stærkt bekymret« over en resolution, der »lægger begrænsninger på, hvad ambassadør Bremer og hans folk kan gøre i Irak«.
Bush-regeringens store dilemma er, at dens udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlemønster og selvforståelse lige siden 11. september 2001 har været båret af en kontrolstrategi frem for en samarbejdsstrategi. Man kan frygte, at der skal en hel del flere amerikanske soldater hjem i ligposer, før Bush, Rice, Wolfowitz og Rumsfeld er modne til at sluge kamelen og sige, at de har brug for FN.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu