Netkunst
»Træt af dybde? Visuel poesi berettiger en overfladisk læsning«. Ordene er skrevet med store håndskrevne graffitibogstaver og hænger på Afsnit Ps opslagstavle, der hænger i et lille kontor på fabrikken for kunst og design på Amager.
Afsnit P er et internetgalleri, og eksisterer som sådan kun på nettet, men de fleste af de udstillede værker skabes i det lille kontor.
»Kernen i Afsnit p er nærmest det, der står der,« siger Christian Yde Frostholm, der er medstifter og frontkæmper på Afsnit P, og peger op på opslagstavlen.
»Nogle gange skal man tvinge sig til at se på overfladen i kunsten. Se det visuelle i litteraturen, og ikke altid være forhippet på kun at forstå og fortolke. Man skal give sig selv lov til det sanselige. Det vil jeg mene, internetkunsten er god til at understrege.«
Tekst og billede
Afsnit P har, som internetprojekt, eksisteret siden 1999 og er således et af de første danske initiativer til decideret internetkunst i den her anledning defineret som kunst skabt til nettet, på nettet. Oprindelig var Afsnit P et udstillingsrum og en boghandel med udgangspunkt i poesi (p, for poesi), der havde til huse i Nansensgade. Butikken måtte dog efter blot fire år dreje nøglen om, men en del af kræfterne bag projektet valgte at videreføre ideerne til afsnitp.dk. Afsnit P er ikke længere nogen boghandel og eksisterer nu kun på nettet. Afsnitp.dk er altså ikke en hjemmeside for noget. Det er et galleri, understreger Frostholm.
Et af de seneste udstillinger, Afsnit P har sat i cyberspace, er en webpræsentation af den afdøde digter og billedkunstner Robert Corydons værker. Udstillingen blev til i samarbejde med litteraturhistorikeren Thomas Jeppesen og kulturskribent Martin Deichmann. Martin Deichmann er også ophavsmand til citatet på tavlen, og Corydonudstillingen var det første, han producerede til nettet. For ham var det et stort spring at skulle tænke internettets muligheder og begrænsninger med i sin skriveproces.
»Det har været noget helt andet at skulle skrive og præsentere på nettet. Hele det at tænke i links, er af gode grunde ikke særligt væsentligt i tidsskrifter og aviser. På nettet kan brugeren finde på at foretage spring sideverts, tilbage og frem, og det giver en ny betydning til afsnitsbegrebet,« siger Martin Deichmann, og Frostholm supplerer:
»Sagen er, at man ikke ved, hvilken vej brugeren kommer ind, så hvert skærmbillede må underordnes læseren. Man skal altså skrive i væsentlig korte enheder. Vi har arbejdet meget med at beholde de mindre enheder men i forlængelse af hinanden, så de supplerer hinanden, således det ikke bare er bygget op af notitser.«
En ny skrivemaskine
»Det har været svært at definere internetkunsten som én kunstart. Personligt betragter jeg nettet som en ny slags udvidet skrivemaskine, der kan rumme det hele,« fortæller Frostholm.
»Et redskab hvor kunstformer sidestilles og frem for alt mødes. Afsnit Ps oprindelige udgangspunkt var at visualisere poesien. Det handlede om at visualisere den eller gøre den synlig gerne begge dele.«
»Da vi begyndte at bruge nettet som redskab, følte vi, at det vi havde arbejdet med blev forløst i den nye kunstform. Mange af de kunstnere, vi ønskede at præsentere, og de udstillinger vi satte op, kom til sin ret i smeltediglen af medier.«
»Tag Corydonprojektet, som eksempel. Robert Corydon var en kunstner, der arbejdede med digte, billeder og fotografi og for hvem, det hele smeltede sammen han så ikke sig selv som enten det ene eller andet. Nu er det så muligt at præsentere hans værk tættere på den måde, det ser ud til at være tænkt. Vi havde et medie, som kunne rumme det hele, som ikke havde bogens begrænsing eller udstillingens begrænsning,« siger Frostholm.
Martin Deichmann har arbejdet med Corydon lang tid, før det kom på tale at præsentere digteren på nettet. Han Giver Frostholm ret.
»Robert Corydons kunst har lidt under mediernes og udtryksformernes klare adskillelse. Han havde ikke det helt rette rum.
Teksten har fået en ny rolle på nettet. Ord der bevæger sig, udviklingen i tid og så videre. Fremstillingsformen fordrer en visuel sansning. En lytten med øjnene.«
Er udgangspunktet for Afsnit P stadig poesi?
»Det har bredt sig meget ud, og vi er ikke et decideret poesisite,« forklarer Frostholm.
»Vores nyeste udstilling »Program:Møntvask«, der åbnede fredag, tager for eksempel ikke specifikt afsæt i poesi, men i det offentlige rum, som er et andet af vores interesseområder. Den indeholder dog stadig en hel del sproglige elementer skilte og sedler og tekster skrevet til lejligheden. Det, vi kalder visuel poesi er ikke lig med digte, men et tværgående rum, og Afsnit P er et rum for folk med mange baggrunde litteraturfolk, billedkunstnere, designere osv. Møntvaskprojektet er for eksempel lavet af en arkitekt, en skribent og en kurator.«
Savner I nogensinde et fysisk rum?
»Vi har flere gange forsøgt at kombinere åbningen af en udstilling med en fysisk fernisering, men det har hver gang forvirret folk og pressen. Men det er jo svært at drikke hvidvin og skåle på nettet.«
»Det fysiske rum skaffede heller ikke flere publikummer, tvært imod. Da vi lå i Nansensgade, udstillede vi jo altid i det fysiske rum, og vi er i kontakt med mange flere mennesker nu. Vi har omkring 7.000 forskellige besøgende om måneden. Jeg ved ikke, hvor mange der kom i Nansensgade, men der var ikke 7.000 besøgende om måneden. Desuden har vi den store fordel, at vi ikke behøver at pille udstillingerne ned igen, når der kommer en ny. Vi har opbygget et stort lager fra flere år tibage, som man mageligt kan søge i. De kan henvise til hinanden og vise en udvikling.«
Martin Deichmann og Christian Yde Frostholm medgiver dog, at internetkunsten stadig er meget ung og har en række begrænsninger. Men de mener, at begrænsningen ofte består i læserens indstilling til mediet.
»Computeren er et meget hurtigt medie, som kan være svært at samle sig om og give sig tid til at opleve og indoptage kunstværket på traditionel vis. Det er et problem med mediet. Det er som om, at man endnu ikke helt har accepteret kunstarten på sine egne præmisser,« siger Martin Deichmann, og Christian Yde Frostholm supplerer med en stikpille til den etablerede kunst:
»Andre steder i verden har internetkunsten fået en plads i kunstforståelsen, men i Danmark betragtes det stadig som en eksperimenterende hybridform og ikke en kunstart i sig selv. Det er lidt skuffende, men der er nu sket meget med forståelsen for genren bare i Afsnit P.dks levetid.«
Afsnit P lever af støtte fra blandt andet udviklingsfonden og Litteraturrådet.
*Den netop åbnede udstilling Møntvask kan ses på www.afsnitp.dk, hvor også udstillingen om Robert Corydon Corydon - mellem ord og billede kan opleves.