Læsetid: 4 min.

Wagner til folket

Hvorfor sidde på et stift stolesæde, når man kan ligge under åben himmel og høre opera? I fredags opførte Teater Hedeland Den Flyvende Hollænder for 4200 gæster i en nedlagt grusgrav uden for Hedehusene
11. august 2003

Hvad er mest romantisk? En Wagner opera eller et blomstret vattæppe? Begrebet romantik rummer i sandhed mange forskellige aspekter. Richard Wagner kaldte selv sin ungdomsopera, Den Flyvende Hollænder, som første gang blev opført i 1843, for »romantisk«. Falsk varebetegnelse vil man da næppe heller beskylde det for at være, da denne opera både rummer storm, skumsprøjt, spøgelsesskib, storslået norsk natur og et skæbnedrama af de helt store om sømanden og skønjomfruen.
Det er beretningen om den hollandske kaptajn, der en gang under en rasende storm sværger, at han vil sejle rundt om Kap det Gode Håb, om så han skal sejle for evigt. Djævelen hører ham og dømmer ham derpå til at sejle fredløst om på havene indtil dommedag. En engel forbarmer sig imidlertid over Hollænderen og giver ham mulighed for frelse. Hvert syvende år må han gå i land og finde en kvinde, som vil elske ham indtil døden. Kun en ung kvindes trofaste kærlighed vil kunne bryde forbandelsen – og sømanden vil derefter endelig kunne dø. Hollænderen møder kærligheden og trofastheden i skikkelse af Senta, der til sidst kaster sig i havet og dermed frelser den hollandske kaptajn.
Wagner har således lagt et solidt fundament for et storslået og gribende drama af de helt store. Men kan den form for romantik virkelig trænge igennem under åben himmel i en nedlagt grusgrav uden for Hedehusene på Sjælland, som nu er omdannet til græsbeklædt amfiteater? Eller bliver aftenens romantiske islæt ved de hundredevis (tusindevis?) af blomstrede vattæpper, som de over 4.200 operagæster har medbragt til at placere deres legemer på i det kuperede udendørsterræn?

Illusionen
Det er andet år i træk Teater Hedeland får besøg af den finske Savonlinna Opera Festival, som allerede har haft Den Flyvende Hollænder på i flere sæsoner hjemme i Savonlinna. Men hvor den finske operafestival finder sted i en middelalderborggård, er scenen på Teater Hedeland med sine stålrør, kabler og sorte scenetæpper noget mindre pittoresk at skue. Det blev heller ikke kønnere af et lettere kluntet, malet bagtæppe forestillende et klippemotiv, som skulle lede publikums tanker hen på de barske, stormomsuste kyster.
En strålende aftensol er slet ikke gavmild over for en sparsom operascenegrafi, som let kommer til at virke rodet og tilfældig, når man kun kan se et ror dér og en gyngestol dér, mens alle kablerne og højttalerne overskygger illusionerne. For det var først efter mørkets frembrud under anden og tredje akt, at magien begyndte at melde sin ankomst.
I det hele taget er friluftsscener barske arbejdsforhold for et hold operasangere og et orkester. Sangerne vil altid ende med at presse deres stemmer til det absolut yderste, da der ikke er nogen akustik under åben himmel at støtte sig til. Uanset hvor hårdt de kæmper, bliver lyden sjældent helt optimal. Heller ikke selv om man har sat nogle af landets bedste lydteknikere på den udfordrende opgave. Efterhånden som forestillingen skred frem, lykkedes det dog at få bedre styr på sangernes lyd, mens strygerne i Odense Symfoniorkester vedblev med at lyde sært metalliske.

Finsk hollænder
Trods de tekniske forhold, den lettere pinlige scenografi og de mange forbipasserende fly, kom magien alligevel langsomt snigende. Ikke kun pga. mørkets frembrud, som danner bedre ramme for storladne dramaer end det ubarmhjertige dagslys, men så sandelig også pga. præstationerne fra aftenens sangere. Den finske verdensbas Matti Salminen sang partiet som skipper Daland med en imponerende fylde og detaljerigdom, mens barytonen Juha Uusitalo, der sang titelrollen, fik afdækket hollænderens mange lag af desperation, melankoli og længsel på absolut smukkeste vis.
Den danske sopran, Eva Johansson, sang Senta med både inderlighed og temperament, men havde dog i perioder svært ved at komme igennem med nok stemmekraft under den åbne himmel. Hendes problem var dog intet i forhold til Raimo Sikias tenorrøst, der i partiet som Erik, nærmest ’forsvandt’.

Anden dimension
Opera under åben himmel bør i det hele taget nok karakteriseres som en selvstændig genre, da det vel i for sig er uretfærdigt hele tiden at sammenligne oplevelsen med, hvordan den ville have været indendøre. For friluftsoperaen, som genre, er bestemt ikke uden charme. F.eks. er det rarere at ligge ned og høre opera end det er at sidde på et stift stolesæde i flere timer. Hvis man ikke vil kigge på at sangerne bevæger sig rundt nede på scenen, kan man i stedet ligge og kigge op op himlen, mens man lytter til dem. Det gør bestemt heller ikke den musikalske oplevelse ringere af at drikke medbragt chardonnay, mens man lytter og ser.
Alligevel er det store spørgsmål om nu også Wagner er så velegnet til den slags begivenheder eller events, som det vist mere korrekt hedder? Tidligere har det været operaer af Verdi, Donizetti og Puccini, som Teater Hedeland har opført. Komponister, der alle er leveringsdygtige i langt mere syng-med-venlige arier end Wagner, og som på den måde bedre passer til et publikum, der har mindst lige så meget fokus på indholdet af de medbragte picnickurve, som de
har på selve musikken.
I hvert fald var der en anden vigtig iagttagelse man i fredags kunne gøre i Teater Hedeland: salget af blomstrede hynder og vattæpper har gået strygende i de senere år. Det vidner vel også om en længsel efter romantik, som operaerne kan give, omend den er mere ufarlig og håndterbar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu