Læsetid: 4 min.

100 år for en aktuel filosof

En af det 20. århundredes største filosofiske tænkere – og en af sin samtids mest omdiskuterede, udskældte og benyttede. Som en af de første fik han øje på den barbariske tendens i humanismen – og derfor er han er aktuel på sin 100 års dag
12. september 2003

(2. sektion)

Adorno nu
Danmark diskuterer værdier. Aviserne går rundt og spørger forfattere og politikere: Hvad for nogle værdier kan du godt lide? Hvad for nogle værdier skal Danmark bygge på? Som om samfundet var et hus, vi kunne bygge fra grunden. Som om vi selv kunne vælge hele interiøret i det rum, vi kalder ’tilværelsen.’
Det er en moderne ide. Det er en moderne forestilling, at vi behersker historien, samtiden, naturen og hele det samfund, vi lever i. Vi kan bygge vestlige samfund over hele verden. Hvis det ikke lykkes, eller hvis der er nogle, der gør modstand, er det, fordi de endnu ikke er rigtig moderne: Moderne betyder civiliseret og liberal. Endnu-ikke-moderne betyder barbar.
Den 11. september i år fyldte filosoffen Theodor Wiesengrund Adorno 100 år. Adorno pointerede, at også det moderne kan udvikle sig til barbari. At netop forestillingen om total beherskelse tenderer barbari. Det spørgsmål Adorno sammen med kollegaen Max Horkheimer stillede sig som udfordring i 1947, gælder også i dag:
»Det vi havde sat os for, var faktisk intet mindre end at erkende, hvorfor menneskeheden i stedet for at træde ind i en sandt menneskelig tilstand synker ned i en ny form for barbari.«
Professor Per Øhrgaard oversatte Horkheimer og Adornos Oplysningens dialektik til dansk. Og som Øhrgaard siger:
»Adorno så, hvordan den u-hæmmede modernitet udrydder det, der står i vejen for den. Alt bliver asfalteret; grøfterne forsvinder, og så forsvinder floraen og så de dyr, der levede i den.«
»Det, der er uhyggeligt er, at det, som Adorno og Horkheimer skrev under Anden Verdenskrig, faktisk også kunne skrives i dag. Man kan mildt sagt stadig være bekymret for, om oplysningen slår om i barbari.«

Frankfurt fejrer i år Adornos fødselsdag med lyrikaftener, klassiske koncerter, forelæsninger, filmforevisninger og caféarrangementer. Tyskland fejrer Adornos fødselsdag med nye bøger, portrætprogrammer på tv, temanumre i lødige magasiner og hundredvis af artikler i dagbladene, som relancerer, afviser, problematiser, diskuterer eller fastslår filosoffens fortsatte aktualitet. Adorno skrev om litteratur, musik, kulturindusti, filosofi, og han bedrev radikal modernitetskritik. Han baserede sine civilisationskritiske undersøgelser på marxistiske indsigter, men flirtede aldrig med den virkeligt eksisterende kommunisme. Murens fald gør ifølge idehistorikeren Hans Jørgen Thomsen ikke Adorno mindre aktuel i dag. Tværtimod:
»Markedsøkonomien eller the great civilizing tendency of capital viser sig nu på globalt plan. Adorno afslørede, hvordan den metafysiske fortryllelse, der findes i vareformen, slår ned og ødelægger folks liv i moralsk forstand. Den tingsmetafysik og materialisme beskadiger folks liv. Nye computere, nye biler og nye varer: Det er jo der, vi har vores liv i dag.«
Adorno kritiserede løftet om lykken i kulturindustrien og i varemetafysikken. Han praktiserede i stedet en minimal moral; en moralsk minimalisme. Som Thomsen forklarer:
»Adorno hader moral, fordi den for ham forskriver sig til det positive. Moralen siger: Den og den egenskab er god. Der er Adorno skånselsløs: Vi har kun lykken i drypform; lykken kommer kun som undtagelsen. Det er stadig relevant i dag: Fri os fra den moralske positivisme. Moralen må være minimal: Den må ligesom kunst forholde sig til antydningen på flygtighedens præmisser.«
Man kan ikke diktere lykken. Det var Adorno, som sagde, at det ikke længere muligt at skrive lyrik efter Auschwitz. Der var meget, der ikke var muligt.
Per Øhrgaard udvalgte og oversatte i 1964 sammen med Ulrich Horst Petersen nogle små stykker fra værket Minima Moralia til tidsskriftet Politisk Revy:
»Jeg skrev et lille brev til Adorno dengang, hvor jeg fortalte, at vi kom fra et lille tidsskrift uden penge og spurgte om, vi måtte bringe nogle af hans tekster for et lille beløb. Da modtog jeg et meget venligt brev, hvor han sagde, at det måtte vi godt, men ville bede os om, at der også i udvalget skulle være en af de få tekster, der viste noget andet end det beskadigede liv. Det siger meget om ham: Han var tilbageholdende med det positive, men det skulle være med.«

Adorno flygtede fra Nazityskland til USA. Fascismen kom til spille en afgørende rolle i Adornos modernitetskritik. Han forbandt sin kritik af den kapitalistiske kultur med undersøgelser af den autoritære personlighedsstruktur. Det var hans indsigt, at man kan eliminere fascismen, men så længe den autoritære personlighedstype trives, er fascismen altid en mulighed i det moderne.
Idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz henviser til Adornos personlige baggrund:
»At gøre et kapitalistisk samfund til potentielt fascistisk forekommer mig at være en på Adornos baggrund forståelse fejltagelse. Hans modernitetskritik er gevaldigt tidsbunden. Kritikken er funderet i 1930’ernes kontinentale udvejsløshed og skrevet af en jøde på flugt fra Hitler.«
»Der findes former for kapitalisme, som forekommer sammen med meget autoritære styreformer, og der findes former for kapitalisme, der forekommer sammen med meget lidt autoritære styreformer. Hvis man endelig skulle generalisere, så mener jeg, at der vel er mere tendens hen imod ikke-autoritære styreformer end mod autoritære under kapitalismen.«
Den vestlige kapitalisme sætter muligheder for bestemte individuelle frigørelser. Den er ikke direkte forbundet med autoritær undertrykkelse. Som Thomsen påpeger:
»Den autoritære tendens eksisterer side om side med frigørelsen. De vandrer sammen hånd i hånd. Det er det, der gør, at Adorno kun kan gå frem minimalistisk.«
Men midt i minimalismen kommer de positive glimt. Øhrgaard ser de lykkelige undtagelser som en utopisk impuls hos Adorno:
»Noget af det værste, som er sket efter kommunismens sammenbrud, er, at efterhånden alle, der tænker alternativt og forsøger at forestille sig, hvordan verden også kunne være, straks sættes under mistanke for at ville bygge Gulag. I dag får man ikke bare at vide, at denne verden er den bedste af alle mulige. Den er også den eneste. Der kan slet ikke være andre. Og hvis man tror, der kan være andre, er man totalitarist. For mig at se opstod Auschwitz af manglen på utopisk tænkning, og utopi vil netop sige at kunne bryde oplysningens dialektik.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu