Læsetid: 3 min.

En ægte filmbuff

Han har en særegen verden i sig. Han er optaget af de store følelser og den lille gestus. Information har talt med dansk films nye stortalent Christoffer Boe, der vandt Camera d’Or-prisen for sin debutfilm, ’Reconstruction’, i Cannes i år
19. september 2003

(2. sektion)

Interview
»Du ser da ikke særligt talentfuld ud,« udbrød Lars von Trier, da han for nogle år siden blev præsenteret for Christoffer Boe. Og umiddelbart må man give von Trier ret. Iført træningsbukser og røde gummisko ligner den kæderygende Christoffer Boe snarere en forvokset skoledreng end dansk films nye stortalent.
Men skinnet bedrager. Den 29-årige instruktør har en særegen verden i sig, han er optaget af de store følelser og den lille gestus, og han kan skabe billeder, der løfter filmen over i en anden dimension.
»Alt det, vi tager for gode varer og bare bliver præsenteret for i en bisætning, vil jeg gerne gøre til en hovedsætning,« forklarer Christoffer Boe, som i spillefilmdebuten Reconstruction – der vandt Camera d’Or-prisen i Cannes i år – blandt andet gentager og varierer en bestemt scene, hvor en mand kommer ind på en bar, ser en kvinde og begynder at flirte med hende.
»Jeg gentager denne bevægelse, fordi den fortæller en masse psykologisk om manden, om kvinden og om os selv. Hvordan kommer han ind, hvordan reagerer hun? Ved at skrabe i det lille emne – en gestus f.eks. – kommer der nye sider og dybder frem. Det er det, gentagelsen formår: Vi ved, hvad der sker, og derfor lægger vi mærke til ting, vi overså første gang. Og ved at forløbet samtidig er en smule anderledes end første gang, oplever vi, hvor forskellige tingene kan være, selv om de virker næsten ens.«
Christoffer Boe er en ægte filmbuff. Når han som barn var syg, viste hans far på hjemmevideoen film af de store instruktører – Fritz Lang, Orson Welles, Howard Hawks og Jean-Luc Godard. På college i USA brugte Boe stort set al sin tid på at se og læse om film, ikke mindst om den franske Ny Bølge i 1960’erne. Han fortsatte filmstudierne på Københavns Universitet og kom i 1997 ind på Den Danske Filmskole, hvor han gjorde sig bemærket med kortfilmtrilogien Obsession, Virginity og Anxiety.

Svimlende spejlkabinet
Alle tre film handler – ligesom Reconstruction – om unge mænd, der er besat af en meget smuk kvinde. Med et fragmentarisk og suggestivt filmsprog, som blander forskellige filmformater og moderne optageteknikker, forvandler Christoffer Boe virkeligheden til et svimlende spejlkabinet af skinsyge og sammenbrud.
»Når man har set tilstrækkeligt mange film, så er duggede vinduer og glycerin ned ad kinden ikke længere forførende. Hollywood-film benytter sig af en udtryksform, som er antikveret og efterhånden ren kliché. Det er vigtigt, at filmmediet ikke mister de kunstneriske ambitioner, og i princippet bør hver eneste billedindstilling være båret af instruktørens vision,« mener Christoffer Boe, der blandt sine inspirationskilder nævner den postmoderne franske filmpoet Leos Carax (Boy Meets Girl og De elskende fra Pont Neuf) og Kazuo Ishiguros labyrintiske 1995-roman Koncerten, om en mand fanget i et surrealistisk storbymareridt.

Byen som medspiller
»Jeg er interesseret i direkte sanseindtryk,« fortsætter Boe.
»Jeg forsøger at skildre følelser, som er hinsides logikken, og derfor er billedrytmen og følelsesintensiteten ofte vigtigere end dramaturgien. Det handler om at genskabe noget af den magi, som filmen havde engang. Vi er i dag dygtige til at gennemskue virkemidlerne, men store skuespillere som Nikolaj Lie Kaas og Maria Bonnevie kan fylde det filmiske rum, så man virkelig tror på, at de er forelskede, og det føles smerteligt, hvis de ikke kan få hinanden. Det er som tryllekunstneren, der kan få en cigaret til at svæve – dét er filmens magi.«
Reconstruction foregår over 24 timer, men springer drilsk frem og tilbage i tid. Til gengæld er geografien til at overskue. Alle scener er optaget on location i det indre København, og via luftfotos får vi jævnligt udpeget, præcis hvor vi befinder os.
»Det har været ekstremt vigtigt for mig, at København bliver en medspiller i handlingen. De naturlige rum skal skabe en modvægt til legen med tidsbegrebet, og man skal have en fornemmelse af et København, hvor folk mødes og opholder sig. Ældre franske film giver en fornemmelse af livet dengang, mens danske film ofte foregår i konstruerede rum, der blot udtrykker f.eks. ’reklamebureau’ eller ’fugtigt kælderværelse’. I Reconstruction er alle ruter naturlige, alle rum findes i virkeligheden, og forhåbentlig skaber det en god balance mellem ægte liv og filmisk stilisering.«

*Reconstruction har premiere og anmeldes næste fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her