Læsetid: 4 min.

Hvis der altså er en plan

Måske er der i ugens løb givet håb til millioner af amerikanere, der med 11. september fik sat navn på den frygt, der følger med at eje bil, hus, sygeforsikring træk og slip
26. september 2003

(2. sektion)

Dag for dag
1.
Det hører til sjældenhederne, at man skal gribe sig selv i at klappe i hænderne over et nyt bud på en demokratisk præsidentkandidat. Men i tilfældet General Wesley Clark må man gøre en undtagelse. Ikke så meget fordi Wesley Clark repræsenterer et hidtil uprøvet og ukompromitteret bud på en præsidentkandidat (dertil er den amerikanske valgkamp simpelthen for grim), men fordi han må formodes at have chance for at vinde også præsidentvalget. En meriteret general virker sandsynligvis beroligende på de ængstelige amerikanere; herunder de millioner af amerikanske forstadsmennesker, der med 9-11 har fået sat adresse på den frygt, der automatisk følger med dét at eje noget; en bil, et hus, en sygesikring, træk og slip. Håbet består i, at Wesley Clark måske alene i sin egenskab af general kan mestre den umulige balance både at stikke befolkningen sutten og samtidig føre en politik, der ikke forøger selvsamme storhandlende vuggestues ængstelse. Med Wesley Clark bliver verden forhåbentlig et lidt mindre farligt sted at opholde sig. Eventuelt også for dem uden sygesikring og træk og slip.

2.
For da slet ikke at tale om de retsløse fanger på Guantánamo og i Irak. Dér hjælper hverken sygesikring, træk og slip eller andre vestlige forbrugsgoder. Almindelig retssikkerhed ville imidlertid gøre underværker. Først når denne er sikret, kan man gøre sig forhåbninger om at omvende dem til de universelle, demokratisk indstillede forbrugere, som man ønsker – hvis det da er dét, man ønsker? Hvad ønsker man egentlig? Det kan være svært at se.

3.
Lad os nu sige, at planen er at ængsteliggøre irakerne på den rigtige måde, hvilket vil medføre, at de i lutter egennytte stemmer en middelklassisk velfærdsguru ind i det glitrende retfærdige demokratiske parlament. Sådan én som Anders Fogh Rasmussen, f.eks. Han kan denne strategi på fingerspidserne. Hvis det er det, der er planen, så nytter det ikke noget blot at blive ved med at gentage mantraet om det befriede irakiske folk. Der bør foreligge en plan for et bagefter. Har regeringen en sådan plan eller overlader den det hele til amerikanerne? Hvis den ikke har en plan, kan denne ikke-plan vise sig skæbnesvanger. Amerikanerne gør med eksemplarisk inkompetence hver dag sit til at eventuelle opbyggelige planer bliver meget vanskelige at realisere på et senere tidspunkt. I lutter afmagt vil man sende nye, store troppekontingenter til landet. Vil Danmark være med til det? Indtil videre må man konstatere: ja.

4.
Øh-bøh. Han (Saddam) havde alligevel ikke forbindelse til al-Queda. Det siger Bush selv. Men hvordan kan man være sikker på, at han har ret? Kan man stole på, at han nu har de rigtige informationer at bygge sine udtalelser på? Hvad kvalificerer den nye indsigt frem for den gamle? På hvilket (nyt?) grundlag bygger de deres konklusioner? Denne vaklen frem og tilbage mellem de forskellige holdninger(?) efterlader befolkningerne i et kæmpestort tillidsmæssigt tomrum. Hvad er det næste, vi bliver præsenteret for? At Iran har atomvåben? At de alligevel ikke har atomvåben? Kan vi ikke lige så godt slå om det? Og fejre udfaldet med F16?

5.
TV-avisen når endnu nye lavmål udi antiintellektualisme med historien om afgående Lundbeck-koncerndirektør Erik Sprunk-Jansen. Historien forsøger kort og godt at demonstrere, at direktørens renommé er plettet. Det illustreres smagfuldt ved tre-fire blå klatter, der ufølsomt og særdeles effektfuldt klaskes ind oven på billedet af den forsmåede direktør. Med al ønskelig tydelighed erklærer TV-avisen hermed sin mistillid til sproget: at selv dets mere blomstrende metaforer såsom ’svinet til’, ’blakket’, og ’mudderkastning’ ikke er til at stole på. Her har man, synes mediet at sige, at gøre med en erhvervshistorie, som kun et fåtal af seerne interesserer sig for. Ved at anlægge den personlige vinkel, historien om vindere og tabere, en slags Robinson for virksomhedsledere, farvelægger tv-avisen historien, så den forekommer ’attraktiv’ – og kan end ikke dy sig for den mest platte metode: at visualisere, hvordan den ene direktør kaster (blåt) mudder på den anden. Som om det var en skolegård. TV-avisen må tage sig sammen og fyre den eller de medarbejdere, der har ansvaret for den skandale øjeblikkeligt. Eller skal man tage affæren som udtryk for, at alle på redaktionen bakker op om metoder som denne? Tænk dog et øjeblik på mandens børn. Blå klatter i ansigtet. Hvem har gjort sig fortjent til det? Det ligner en unødvendig forråelse af mediet.

6.
Det Radikale Venstre lægger en forfriskende ny strategi for dagen: at blive det parti, der tager tyren ved de horn, den ikke har. I tillid til at ikke hele den danske middelklasse består af ængstelige, kastrerede og afhornede tyre, markedsfører Det Radikale Venstre sig nu som det parti, der tør røre de ubehagelige emner, som alle andre går uden om; efterlønnen, finansieringen af den voksende ældregruppe. Der er i virkeligheden tale om en opdatering af kulturkampen. Mens regeringen gør alt for at forvandle befolkningen til passive, egennyttige forbrugere, appellerer Det Radikale Venstre til borgernes aktive ansvarsfølelse på kollektivets og kommende generationers vegne. Uanset at man altid vil kunne beskylde Det Radikale Venstre for at fiske stemmer – Marianne Jelved lægger ikke skjul på, at hun gerne ser partiets mandattal fordoblet – så er det et faktum, at strategien er en anden. Det kan man kun hilse velkommen.

7.
Det latente ønske om at afkorte den arm, som armslængdeprincippet indbegriber, afspejles ikke blot i regeringens og kulturministeriets gøren og laden. Dansk Folkepartis strategi er i den henseende skrækindjagende. Når politikeren Ulla Dahlerup med kunstneriske vurderinger forsøger at lukke munden på en i partiets øjne uønsket kunstner, kommer jeg til at tænke på et tysk ord: entartet.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her