Læsetid: 3 min.

Ansigtet og afgrunden

Asta Nielsen var filmhistoriens første berømte ansigt, men levede de sidste mange år i ubemærkethed. Med afsæt i hidtil ukendte båndoptagelser tegner Torben Skjødt Jensen et indsigtsgivende portræt af kvinden, der var ’Die Asta’
12. september 2003

(2. sektion)

Ny film
Skal man tro Torben Skjødt Jensens mere end halvanden time lange og ganske udtømmende portræt af Asta Nielsen, fandt verdens første filmdiva ikke bare lykken sent i livet. Hun fandt den først, efter at hun var hørt op med at være Die Asta. Ganske vist oplevede Asta Nielsen godt et kvart århundrede som stjerne i Tyskland (1911-37). Men kunstnerisk var en stor del af de mange film, hun medvirkede i, ikke tilfredsstillende, heller ikke privat var tilværelsen nogen dans på roser, og efter tiden i Tyskland fulgte en lille menneskealder, hvor Asta Nielsen, ensom og isoleret, sank ind i glemsel og depression. Først da hun i sit livs sene efterår indgik i sit tredje ægteskab, denne gang af kærlighed snarere end karrierehensyn, gav hun udtryk for at have fundet lykken.

Ukendte lydbånd
Dén historie kunne måske være en lektion for tidens mange aspirerende popsild og andre, der søger de famøse 15 minutter i rampelyset. For Asta Nielsen derimod, blev det ikke blot en lærestreg, men en livsskæbne.
Filmen om Die Asta er sammensat af en guldgrube af filmklip og arkivmateriale, ikke mindst fra hovedpersonens egen efterladte samling. Det egentlige scoop er imidlertid en stak lydbånd, som blev fundet hos antikvarboghandleren og bohemen Frede Schmidt efter dennes død i 2000.
Den 35 år yngre Frede Schmidt kom som et friskt pust ind i Asta Nielsens liv på et tidspunkt, hvor den tidligere stjerne havde opgivet håbet om at få en biografbevilling i København, ikke mindst på grund af den smålige danske mentalitet, ifølge hvilken Die Asta var både for tysk og for stor. Den unge mand opnåede den aldrende divas fortrolighed, og i en årrække talte de i telefon næsten daglig.
Hvad Asta Nielsen ikke vidste var, at Frede Schmidt i perioden 1957-59 systematisk optog deres samtaler på bånd. Og det er via disse lydoptagelser, historien om Die Asta nu kan fortælles fra en ny vinkel – oven i købet med hendes egne ord. Hertil kommer en række nye vidneudsagn fra et bredt persongalleri, spændende fra typer som Marcel de Sade og Ib Rehné til filmkyndige som Marguerite Engberg og Poul Malmkjær.
Filmen lægger det professionelle livsforløb ud, fra opvæksten i faderløs fattigdom via det sensationelle gennembrud som forførende danserinde i skandalesuccesen Afgrunden (1910) til den tyske storhedstid i mellemkrigsårene med instruktører som Ernst Lubitsch og G.W. Pabst. Parallelt hermed søges tegnet et psykologisk portræt af kvinden, der var så hemmelighedsfuld omkring sit private liv og sine følelser, at hun i sin to bind tykke selvbiografi, Den tiende Muse (1945-46), ikke nævner med ét ord, at hun i 1901 uden for ægteskab fødte datteren Jesta. Først efter Jestas selvmord i 1964 kunne Asta Nielsen tale offentligt om datteren, hvilket hun til overmål gjorde i et efterord til en ny udgave af selvbiografien fra 1966.

Die Asta afdækket
Man kan sige, at filmens sidste del fortaber sig lidt for meget i beretningen om Jesta og hendes ulykkelige ægteskab med den (skabs)homoseksuelle Poul Vermehren. Omvendt er tanken vel at lade moderens og datterens skæbner spejle sig i hinanden, hvor forskellige de end var udadtil.
Øvelsen lykkes i den forstand, at portrættet får Die Astas facade til at krakelere og trænger et stykke ned i den gåde, som Asta Nielsen livet igennem opretholdt omkring sin person, sandsynligvis for at beskytte sig selv.
Det var ikke let at lave film med Asta Nielsen. At det heller ikke var let at lave film om hende, måtte Henrik Stangerup sande, da han i midten af 60’erne søgte at lokke musen til at tale om sit liv til kameraet. Die Asta betegnede resultatet som en »fornærmelse« og forbød, at filmen blev vist.
Asta Nielsen døde i 1972, 91 år gammel, og man kan indvende, at det er helligbrøde nu at frigive såvel Frede Schmidts båndoptagelser som andre hidtil usete glimt bag facaden. Men hovedpersonen bør ikke være utilfreds. Die Asta får ridset sin rune i filmhistorien. Og, hvad der er nok så væsentligt, Asta Nielsen træder frem som et helt menneske, der havde meget andet at byde på end et interessant ansigt og et blik, der stirrede uudgrundeligt ned i afgrunden.

*Den talende muse. Instr: Torben Skjødt Jensen. 2003. 103 min. Distr.: Det Danske Filminstitut.

*Vises i Cinemateket, København, 14.9. kl. 19 og 23.9. kl. 16.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu