Læsetid: 3 min.

’Det er bare som en bilulykke’

Hvis en enlig galning er Anna Lindhs morder, så får drabet ingen større konsekvenser for samfundet, mener forfatteren Jan Guillou
13. september 2003

STOCKHOLM – »Anna Lindhs tragiske død kan bedst sammenlignes med en bilulykke.« Jan Guillou, krimiforfatter og samfundskritiker, sidder i sofaen i sin lejlighed i det indre Stockholm, mens 25.000 samles på Sergels Torg for at mindes den knivdræbte udenrigsminister, og gør overfor Information status over de sidste to døgns begivenheder – mordet på Lindh, sorgen og spekulationerne om årsager og konsekvens.
»Alene gerningsstedet og valget af våben viser, at det ikke har været professionelt. Det tyder heller ikke på et politisk mord. Eller på at det er rettet mod systemet. Faktisk er drabet blot det seneste ud af fire mord begået af galninge i Stockholm hen over sommeren. Nu kommer vi til at lukke galningene ind igen, og vi får lidt flere livvagter til nogle af politikerne. Men ellers kommer mordet ikke til at ændre noget afgørende ved det svenske samfund,« siger Jan Guillou: »Jeg håber dog, politiet hurtigt finder gerningsmanden, så åbningen for teorier om alle mulige årsager og sammenhænge bliver lukket.«
Netop de mange spekulationer har været den forbandelse, som hvilede over mordet på Olof Palme i 1986, og sammenligninger har det ikke skortet på
siden Anna Lindh blev angrebet onsdag i NK. Men paralleler er der egentlig ikke grundlag for, mener Guillou.
»Mens valget af våben og sted ved Palme-mordet gjorde det muligt at spekulere i, om forbryderne var russerne, PKK, israelerne, Sydafrika, CIA osv., så udelukkes sådanne teorier i dette tilfælde netop på grund valget af våben og sted. Ingen professionelle ville have gjort det på den måde. Men spekulationer vil der nok alligevel være indtil mordet er opklaret,« siger Guillou.
Han påpeger en anden forskel. Situationen for henholdsvis Palme og Lindh var helt forskellige på det tidspunkt, de døde.
»Palme døde på bunden af sin popularitet, mens Anna Lindh døde på toppen af sin. Det er derfor vi ser så stor en sorg. Den samme sorg fandtes ikke efter mordet på Palme. Da var det mere chok og skræk,« siger Guillou.
Han mener, at der kommer to mindre konsekvenser af mordet. Den ene er, at man bliver opmærksom på »prisen for at lade galninge gå løse,« som han udtrykker det. Den anden konsekvens er mere sikkerhed omkring visse politikere.
»Vi kommer til at låse galningene ind igen, og fremtrædende politikere får livvagter. Men det er nogle små konsekvenser. De påvirker ikke samfundet. Ingen vil blive forarget eller føle at Sverige bliver et lukket samfund, fordi nogle enkelte politikere får livvagt,« siger Jan Guillou.
- Men man diskuterer jo meget kraftigt dette dilemma mellem politikeres sikkerhed og bevægelsesfrihed - og konsekvenserne for kontakten med befolkningen?
»Jo, men det vil ikke være så mange politikere, som skal have livvagt - og sagen er jo, at man ikke kan beskytte sig mod den tilfældige morder. Det lykkedes jo sådan én at skyde Ronald Reagan , og det viser, at livvagter ikke kan sikre mod den slags. Livvagter kan naturligvis hjælpe til opklaringen. Havde de været med Anna Lindh, ville det have hjulpet på det punkt.«
- Så du mener ikke, at ret meget vil forandres nu?
»Nej, det er klart at alle befinder sig i en følelsesladet situation. Og i sådan en situation bruger man store ord om ’tab af uskyld’ osv.. Det er svært at håndtere den meningsløse død. Teorien om, at Christer Petterson skød Palme, var af samme årsag den mindst populære teori. Det er jo som at dø ved at falde ned ad trappen eller i en bilulykke. Det er ikke en måde at dø på for personer, der er så fremtrædende. De skal helst dø med støvlerne på i kamp. Og det er et ønskescenarie som lynhurtigt optræder hos journalister, lederskribenter, sympatisører, meningsfæller osv., når sådan noget her sker,« siger Jan Guillou. »Ingen vil have bilulykker som forklaring.«
- Dog får mordet vel nogle konsekvenser for folkeafstemningen på søndag og efterfølgende?
»Ja, og den tabende side vil bagefter have gode forklaringer på, hvorfor de tabte. Hvis nej-siden vinder, vil ja-siden sige, at det var fordi der ikke var nogen afsluttende debat, hvor de kunne vende meningsmålingerne. Hvis ja-siden vinder, vil nej-siden påstå, at Anna Lindhs død medførte sympatisstemmer til ja-siden.«
- Men alle partiledere lover jo at respektere resultatet?
»Ja, men det er fordi de begge håber på at vinde. Den side, som taber vil forklare det med drabet på Anna Lindh,« siger Jan Guillou, som selv har deltaget i ØMU-debatten som klummeskriver i Aftonbladet og agiteret for et ja.
- Hvordan ser Stockholm ud om en måned?
»Politisk er der store diskussioner på helt normal vis, og i hverdagen vil der ikke være nogen spor efter mordet på Anna Lindh.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu