Læsetid: 4 min.

Bengt, Burg og bowling

Der blev kastet flere hundrede kilo bowlingkugler, da Big Bowl i Valby forleden bød nogle snese pensionister på den tidligere Lykkehjulsvært
13. september 2003

»Ja, det er jo flot af Bengt Burg at komme i B.T., men jeg har da selv uden nogen støtte tabt 30 kg. Opskrift: Spis sundt og læg sprutten på hylden.«
Læserbrev i B.T.,
27. august 2003

Natten til onsdag havde massive regnbyger huseret i Valby og omegn i timevis, og som om gaderne ikke var våde nok, stod den på åben himmel og vand til kanten hele morgenen og formiddagen med. Det var surt, og det var trist, og folk drak kaffen hjemme. Ved 10-tiden var Gl. Jernbanevej i nærheden af Valby Station som støvsuget for mennesker – og dog: i ny og næ sås en folkepensionist eller to forsvinde ind ad en glasdør under et rødt neonskilt i nummer 31.
Fulgte man – uden at slække på konduiten – diskret i hælene på én af disse gråhærdede gamlinge, endte turen for foden af en trappe i et sandt inferno af lys, rabalder og dunder tilsat nogle morskabsautomater og noget nymodens populærmusik. Det her var bowlingetablissementet Big Bowls gratis arrangement for autoriserede aldersstegne fra Københavnsområdet, og omtrent halvtredsindstyve af slagsen havde fundet vej gennem nedbøren – måske lokket af chancen for at møde den forhenværende Lykkehjulsbestyrer Bengt Burg, der stadig var folkekær og en time senere ville byde på en form for monolog over et stykke wienerbrød og en kop kaffe.

30 kilo lettere
Mens pensionisterne havde travlt med at støde kuglerne af sted mod keglerne, gik den 57-årige Bengt Burg rundt bag sin pibe og hornbrille og hilste på og hørte, hvad der rørte sig hos segmentet.
Han var næsten ikke til at kende. På et år havde han tabt 30 kilo, og morgenudgivelsen B.T. havde bragt en serie artikler, som belyste sagen fra forskellige vinkler. Burg var blevet så let, at han næsten ikke kunne nå jorden. Han var iført et par nye cowboybukser og en mørk T-shirt, og måtte af og til hive benklæderne op, så de ikke røg ned om hofterne. De pensionerede tog imod Burg med kyshånd, og de talte til ham, som var han familiens kære, humørfyldte samlingspunkt.
»Hvor har vi dog set hinanden før?« spurgte en dame og granskede Burgs ansigt med teatralsk sammenknebne øjne. Hun vandt senere en større kurv med lidt lækkert i en interimistisk lynudgave af Lykkehjulet.

De kække og de tossede
På bane fire kastede pensionist Ole Dalvang fra Vanløse for anden gang i træk en kugle, der væltede det hele. Da han vendte sig rundt mod de andre, kunne man spore en vis tilfredshed.
»Heldet følger de tossede,« udbrød hans kone Inge Lise og tilføjede: »Heldet står den kække bi«.
Uden større bowling-knowhow i rygsækken var ægteparret mødt op sammen med deres naboer gennem fyrretyve år, Per og Else Simonsen. Sædvanligvis holdt firkløveret sig til den mere elegante sportsgren petanque, eller også spillede de whist og den slags. Men da de havde læst om eventen med Burg i metroXpress, tænkte de »hvorfor ikke?«
Når Per og Ole spillede, brugte de altid hinandens hustru som makker. Sådan undgår man behændigt ægteskabeligt nid. Inge Lise og Else griflede ivrigt resultaterne ned på et stykke papir, for der var altid penge på højkant; men kun forstået på den måde, at det næsten gik lige op, og at hele puljen blev lagt til side til fælles rejser. Den 11. september for to år siden befandt de to par sig for eksempel på ferie langt fra alting i en lille bjerglandsby i Frankrig.

Burgs blaffer
Hvad Bengt Burg ville snakke om, var ikke godt at vide. Da han havde stillet op til et lignende show samme sted fredagen forinden, fortalte han sine tilhørere en sær historie om en usoigneret, polsk blaffer på hans egen alder, som han for nylig havde samlet op i nærheden af Middelfart. På gebrokkent engelsk havde denne mystiske polak plapret løs om sine fortjenester – han havde været en af sit hjemlands store sportsjournalister. Og pludselig, efter 30 år på toppen, var det gået ned ad bakke for ham. Polakken satsede på at blive lykkelig, når Polen blev medlem af EU.
Men nu gik Bengt Burg rundt og lyttede for at vejre stemningen. Sådan foretrak han at gøre det.
Ole Dalvang kunne ikke regne ud, hvad Burg ville tale om, og han lod heller ikke til at gå så meget op i det.
»Måske vil han tale om, at han har tabt sig,« foreslog han og lavede en rund bevægelse med hånden foran maven.
Det betød ikke det store. Dalvangs og Simonsens game handlede mere om at få en simpel otium-oplevelse. Ligesom når de tog på udflugt med Ældre Sagen og så Oticon eller lufthavnen indefra. Eller når de kørte ind til det indre København og beså historiske gårde og gader.
Da pensionisterne var kommet ud af bowlingskoene og havde sat sig til rette med kaffen i stofmøblementet i Big Bowls diskotek, kørte Bengt Burg bare på. Om sig selv, om Lykkehjulet, om medierne og om ikke at vide, hvad man vil, og hvad man er god til.
Folk følte sig underholdt, og Burg fik trykket en del hænder bagefter, et sikkert tegn på succes.
Udenfor var Valby blevet helt rundrygget og forpjusket at se på. Vandmasserne ville tilsyneladende ingen ende tage. Faktisk skulle vi helt op ad eftermiddagen, før det stilnede af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu