Læsetid: 2 min.

Blød børste

29. september 2003

Spot
James Dean, indbegrebet af blød børste, blev romantisk stjerne nummer et i historiens første generation af teenagere.
Dean debuterede i Øst fra Paradis fra 1955, et familiedrama i et landligt miljø før Første Verdenskrig, hvor Dean spiller sønnen, der prøver at vinde sin fars respekt og kærlighed.
Det problematiske far-søn forhold var ligeledes drivkraft i hans næste film, Rebel without a Cause – på dansk: Vildt blod – som handlede om let genkendelige ungdomskonflikter som klikedannelser. Med sit famlende kropssprog og usikre udstråling og rollerne som ung mand i konflikt med forældregenerationens værdier og manglende evne til at forstå deres halvoksne børns liv, ramte Dean lige ned i en forvirret generations følelsesliv på begge sider af Atlanten.
Teenageren blev importeret til Danmark fra USA i 50’erne, nogenlunde samtidigt med colaen og tyggegummiet, da de unge fik mere fritid og flere penge til biografbilletter og tøj.
Modeindustrien øjnede fluks nye forbrugere. Teenagernes tøjstil var anderledes end voksnes. Drengene gjorde oprør mod fædrenes forsørgerdress; de trak i smalle cowboybukser og læderjakker, redte håret tilbage i en brillantinefedtet anderumpe og prøvede at ligne hårde negle og bløde børster som Marlon Brandon fra filmen Vild ungdom, James Dean fra Vildt blod, den hjemlige scenes Ib Mossin fra Farlig ungdom og rockstjerner som Elvis, Tommy Steele og Otto Brandenburg.
Drengene skiltede med deres seksualitet på en uvant, sanselig måde i det stramme denim- og lædertøj, de var vrede uden grund, som man sagde, provokerende over for voksne, undertiden voldelige, som når rocken rullede over Enghaveplads til asfaltbal.

På samme vis skilte pigerne sig ud fra voksne kvinder i deres tøjvalg. Audrey Hepburn blev masser af pigers idol, da hun spillede i filmen Prinsessen holder fridag. Hendes spinkle, friske udstråling i lange bukser, strutskørter og ballerinasko dannede mode, og danske unge filmstjerner som Ghita Nørby og Malene Schwartz klædte sig i samme friske stil.
Piger fra arbejderklassen gav dog ofte naturligheden et pift. Som oftest gik de tidligt ud af skolen, parat til at indfange en ægtemand, så de kunne ’få deres eget’. De touperede håret op på hovedet, gav det en gang lak, malede læberne, gik i sweatre, der strammede over bh’ernes torpedoskåle og satte gardinstivere i kjolesømmen for at få et ordentligt strut i skørterne.
Anderumperne og strutskørterne fyldte biograferne, da James Dean var en levende legende.
I aften sender TV2 et drama, som kaldes autentisk, som beskriver James Dean som en ilsjæl, der er parat til at ofre alt for arbejdet. Men samtidig som en blød ung mand, dybt præget af sin mors tidlige død og et skrøbeligt forhold til faderen.

DR 2: 20.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu