Læsetid: 16 min.

Børnehavelærerinden fra Tverskajagade

Europas moralske uro er Europas styrke og sjæl. Den vanskelige bevidsthed om konflikten mellem handling og erkendelse; mellem etik og politik; mellem retfærdighed og barmhjertighed; mellem effektivitet og sandhed er den tilstand, der sætter os i stand til stille alle de vanskelige spørgsmål
19. september 2003

(2. sektion)

Om sandhed og tøven
I al den tid jeg har levet, og jeg har allerede levet ret længe, er det aldrig lykkedes mig at møde én, der ikke ønskede at være tilhænger af sandhed og retfærdighed. Alle er, og har altid været, tilhængere af sandhed og retfærdighed. I hvert fald er der ingen, der højt vil indrømme, at han eller hun er imod.
Og alle siger til mig, at sandheden er på deres side, og ydermere siger de: Du skal være sammen med os, du skal være på vores side, for er du ikke på vores side, tilhører du ikke de retfærdige.
Nogle siger altså til mig, at det var retfærdigt at give ordre til at slå terroristerne i et teater i Moskva ihjel. At hvis man kæmper for uafhængighed, er det tilladt at angribe den fjendtlige stats institutioner, men dog ikke de helt uskyldige mennesker, der denne aften gik i teatret – og pludselig, mod afslutningen af første akt, stod der én og rettede en revolver mod deres hoved, og i løbet af et sekund forvandledes den søde og rare børnehavelærerinde, der var højt elsket af alle større børn, til et politisk gidsel. De siger, at de, der kæmper for uafhængighed, i virkeligheden ville skabe en barbarisk islamisk stat mellem Georgien og Rusland. Er det altså ikke mere retfærdigt, at Rusland kvæler disse islamiske fanatikere, end at der i Europa – ja, netop i Europa, fordi Tjetjenien ligger i Europa – skulle opstå endnu en stat, hvor kvinder ikke har nogen rettigheder, og hvor korporlig straf hører til dagsordenen? Hvis vi altså er nødt til at vælge, hvis vi bliver stillet over for et civilisationernes sammenstød, som efter sigende er uafvendeligt, er så dét Rusland, der er i gang med at modernisere sig – selvom det også er uretfærdigt og grusomt – da ikke et mindre onde end den gule halvmåne på et grønt flag?
Andre prøver at overbevise mig om, at tjetjenerne ikke havde noget valg, at det var russerne, der ved at berøve den lille nation dens ret til uafhængighed, havde tvunget dem til disse desperate gerninger; at netop denne hårde, strenge retfærdighed er på de desperate krigeres side, krigerne med det grønne pandebånd, for i en konfrontation med en stormagt har ingen lille nation en chance for at føre en kamp efter alle krigslovens regler; at hvis denne lille nation – hjælpeløs og knust af mange tusinde tanks – ikke ville gøre verden klar over sin eksistens, ville verden glemme den, ligesom den tusinde gange før har glemt de små, ubekvemme nationer, der af regeringer og parlamenter skruppelløst blev dømt til politisk (og ikke blot politisk) død; og altså selvom det, der skete i et teater i Moskva var grusomt og forfærdeligt, var det på en måde også retfærdigt.
Mens jeg, når jeg hører det, spørger mig selv: Hvilken af disse retfærdigheder er mere retfærdig, og hvilken er mere nedrig og tarvelig?
Jeg hører nogle sige, at der i det teater i Moskva uretfærdigt omkom helt uskyldige mennesker, der var kommet for at se en musical om den russiske hær og for at lade sig underholde af dansende russiske soldater i deres sømbeslåede, langskaftede støvler; at det var uskyldige kvinder, som man på en grufuld måde truede med døden.

Andre fortæller mig, at med det 20. århundredes erfaringer er det at hævde, at der i de moderne samfund findes helt »uskyldige mennesker«, ensbetydende med, at man slet ikke kan se den basale forandring i selve ansvarsstrukturen; at i de moderne massesamfund er det politiske ansvar blevet jævnt og retfærdigt fordelt mellem alle; at blandt tilskuerne til denne musical i Moskva var der hundredevis af mænd i udskrivningsalderen, af hvilke hver eneste, hvis han stod på udskrivningslisten, uden at blinke ville skyde folk i Groznyj; at de uskyldige kvinder, der sammen med deres mænd og brødre i udskrivningsalderen sad blandt publikum i dette teater i Moskva, var de selv samme kvinder, der havde stemt på Putin, netop for at han skulle slå det tjetjenske oprør ned; at disse helt almindelige, søde og rare kvinder, i deres hjem havde sagt til deres små sønner og døtre, at »man endelig må ordne disse tjetjenere«, ligesom de søde og rare tyske kvinder i 1930’erne havde sagt til deres børn, der sad og spiste morgenmad, at »man endelig må ordne disse jøder«; at de, disse søde og rare kvinder i Moskva, som ikke ville gøre en flue fortræd, hjemme sagde præcis det samme om tjetjenere, som de helt almindelige, uskyldige russere havde sagt om »de polske banditter og oprørere« under den polske opstand i 1863; at dette forfærdelige angreb på disse uskyldige mennesker, til trods for at det var dybt nedrigt og uretfærdigt, også på en måde var retfærdigt, fordi de samme uskyldige mennesker ønskede, at man jævnede Groznyj med jorden som en del af en retfærdig ’antiterror-aktion’, der blev støttet af en stor del af russerne, da de lagde deres stemmer i valgurnerne; at det netop var denne søde og rare børnehavelærerinde fra Mariehønegruppen, der havde stemt på Putin, for at han endelig skulle gøre noget ved »dette Rusland og denne verden«.
Og endnu andre siger til mig, at det er dybt uretfærdigt og uforeneligt med den europæiske kulturånd, endda vanvittigt, at give alle ansvar; at der i denne verden findes mennesker, der virkelig er retfærdige og rene, mennesker, som man ikke kan beskylde for noget som helst; at det er absurd at læsse ansvaret for koncentrationslejren i Auschwitz og for Holocaust over på denne søde og rare tyske kvinde, der i 30’erne i forbifarten, mens hun lavede ostemadder, sagde til sin lille søn: »Hans, pas på jøderne. Jøderne er farlige. Der skal og må komme én og ordne dem«, og senere blev denne Hans voksen og rejste til generalguvernementet.
For hvad havde hun at gøre med, at han slog jøder ihjel? Og er det hende, der burde straffes? Det ene-ste, hun ville have – som jeg for nylig hørte i Nürnberg fra en ung mand, der fortalte om sin bedstemoder, som i 1933 havde stemt på Hitler – var orden og nye motorveje. Ja, for hende drejede det sig udelukkende om orden og motorveje og om færre arbejdsløse. Ikke en gang i en brøkdel af et sekund havde hun tænkt på gaskamrene. Alene tanken om dem ville havde forfærdet hende. I øvrigt havde Hitler aldrig talt om gaskamrene. Havde han nævnt dem, ville hun aldrig have stemt på ham. Og jøder? Han ønskede blot, at de holdt op med at gøre sig i den grad gældende på markedet. Aldrig havde han sagt, at han ville slå dem ihjel. Havde hun altså virkelig begået en synd, som hun nu skulle skrifte for, fordi hun i 1934 var blevet medlem af NSDAP?

Og hvad med de centraleuropæiske anliggender, der ligger mig på hjerte? Hvilken betydning havde den uskyldige gestus at lægge en stemmeseddel i urnen i de kommunistiske lande Polen, DDR, Ungarn og Tjekkoslovakiet? Og det gjorde vi – retfærdige og uskyldige, for var det ikke sådan? – vi sagde til hinanden, at vi brutalt blev tvunget af det totalitære system til at gøre det; vi sagde til hinanden, at hvis vi ikke deltog i afstemningen, ville det alligevel ikke ændre noget, alt imens vi ville udsætte vores familier for en unødvendig risiko. Altså stemte vi næsten alle sammen regelmæssigt hvert fjerde år. Og hvad skal man mene om de almindelige, anstændige mennesker, der under de antisemistiske hændelser i marts 1968, og i juni 1976, da politiet pacificerede arbejderdemonstrationer i den polske by Radom, hævet over deres hoveder holdt transparenter, som man havde stukket dem i hænderne, hvorpå der stod »Zionister til Zion«, »Straf ballademagerne fra Radom«, »Hele nationen støtter partiet«. Disse mennesker tænkte ikke et øjeblik på, hvad der stod skrevet på dem, fordi det eneste, de tænkte på, var, at de ikke måtte blive fyret fra fabrikken og ellers var fuldstændig ligeglade med politik? Var denne gestus – denne ligegyldige hæven af transparenten, denne svingen og svejen med den – et udtryk for en indirekte tilladelse til, at politiet på »helbredets stier« slog de protesterende arbejdere fra Radom med gummiknipler, eller snarere en ubetydelig pantomime påtvunget af det kommunistiske sy-stem, som ingen, hverken i Polen eller ude i verden, tog alvorligt? Er det virkelig retfærdigt at mene, at én, der bliver stillet ansigt til ansigt med ondskaben, ikke offentligt udtrykker sin protest, indirekte udtrykker sin accept af den? Og dog udspillede den slags scener sig i selve hjertet af Europa tusindvis af gange, med deltagelse af millioner af mennesker, alle de steder, hvor magten var blevet overtaget af nazister, fascister, kommunister.
Og hvem var de mennesker, der under arbejdernes oprør i Gdansk i december 1970 gav ordre til, at man ved hjælp af militæret skulle redde folk fra den brændende partikomites bygning, der var blevet omringet af en menneskemængde, som ifølge nogle vidner ikke ville lade brandbilen komme igennem og råbte: »Ned med det røde bourgeoisi!« Var disse mennesker totalitære forbrydere med de polske arbejderes blod på hænderne eller retfærdige offentligt ansatte, der i en stat, der var berøvet sin suverænitet, gjorde nøjagtigt det, som alle ville gøre i deres sted? Eller er retfærdigheden måske på deres, på de desperates side, der satte ild til denne bygning, forudsat at det virkelig var almindelige, desperate mennesker, der gjorde det?
I forfatterens hjerte – denne forfatter, der spekulerer over, hvad der i den europæiske kultur er mest europæisk – vækker den slags spørgsmål dyb uro. For hvordan kan man udøve retfærdighed mod det totalitære onde, som har formet halvdelen af Europa, når dette onde blev fordelt mellem alle og byggede på en regel om en stiltiende, indirekte - og ofte ubevidst – deltagelse af alle i alt, på nær dem, der protesterede offentligt og endte i gulag- og i koncentrationslejrene?
For de procedurer, der er knyttet til den demokratiske, den europæiske retfærdighed, som forlanger strenge beviser for at træffe en afgørelse om en konkret, individuel skyld, er hjælpeløse, når de stilles over for en jævnt fordelt, indirekte og anonym ondskab. Og skulle det virkelig undre os, at der, til trods for at de totalitære systemer er blevet bygget op af millioner af mennesker, at der så efter deres fald i en næsten tom sal over for domstolen sædvanligvis står fem forhenværende funktionærer fra det hemmelige politi, hos hvilke man kun med besvær har fundet beviser for tre forbrydelser? De i øvrigt gråhårede, affældige, kræftsyge, gangbesværede gamlinge, der næsten falder i søvn af træthed, vil nå at dø før retssagens afslutning. Er det så ikke mere retfærdigt at glemme de gamle sager og overlade dommen til den guddommelige retfærdighed?
Men hvad med samvittighed og trofasthed over for ens egne overbevisninger? Nogle siger til os, at det er retfærdigt og rigtigt, det vil sige i fuldkommen overensstemmelse med den europæiske kulturånd, at respektere alle religioner og trosbekendelser; at man også er nødt til at respektere en religion, der kræver, at man stener en kvinde, som har født et barn uden for ægteskabet, og forlanger, at de sten, som denne kvinde skal stenes til døde med, hverken er større eller mindre end en voksen mands næve, for at kvinden skal dø en langsom og pinefuld død og rigtigt føle den retfærdige dom, for sådan er Guds hellige vilje.

Andre siger til os, at det er retfærdigt, endda nødvendigt, altså i fuldkommen overensstemmelse med den europæiske kulturånd, at fordømme en religion, der tillader den slags; at det er nødvendigt at berøve en stat, hvor den slags ting foregår, dens suverænitet, bortjage den religiøse domstol, der fælder den slags forfærdende domme, og endda - hvis man ikke kan finde en anden udvej – bombe denne stats byer, slå ned på dens hær, tilintetgøre regeringen og befri befolkningen, ligesom man har gjort det i Afghanistan, for den nedrige lovs magt.
Er det så retfærdigt, at myndighederne i Genève, hvor man har fortalt mig denne historie, straks bortviste en folkeskolelærer af arabisk oprindelse, der havde skrevet i en af de lokale aviser, at en nigeriansk kvinde, der fødte et uægte barn, burde stenes præcis i det øjeblik, hun er færdig med at amme sit barn, for sådan ville Gud have det, og der skulle ikke være nogen diskussion herom? Har den schweiziske bys myndigheder handlet retfærdigt, det vil sige i overensstemmelse med den europæiske kulturånd, da de blev enige om, at et sådant menneske ikke burde have nogen kontakt med europæiske børn? Men alene i Tyskland bor der flere millioner muslimer, og måske ville en af dem om 20 år eller mindre blive Tysklands præsident, og det samme »uddøende Europa« ville, som resultat af demografiske forandringer og indvandringen fra Tredje Verdens lande, forandre sig til ukendelighed.
Nogle prøver at overbevise os om, at det er retfærdigt og rigtigt – altså i overensstemmelse med den europæiske kulturånd – midlertidigt at suspendere menneskerettighederne i kampen mod terrorisme; at alle midler er tilladt, når det drejer sig om at tilintetgøre denne pestilens; at det er retfærdigt at kidnappe borgere fra de stater, som man mistænker for terrorisme og fængsle dem uden dom i jernbure på Guantanamobasen og holde dem indespæret, så længe man behager; at det er retfærdigt ikke at anerkende beslutninger, der er truffet af domstolen i Haag, fordi det at respektere disse beslutninger vanskeliggør de effektive antiterror-aktioner, og hvad mere er, at det er retfærdigt og tilladt at sende agenter fra de hemmelige efterretningstjenester til fremmede lande – for eksempel til Danmark, Schweiz eller Sverige – nøjagtigt som det zaristiske og ikke kun det zaristiske politi gjorde det – for på åben gade at likvidere personer, der er mistænkt for terrorisme; at det både er retfærdigt og rigtigt at nedskyde flyvemaskiner med kidnappede mennesker om bord, fordi disse flyvemaskiner kan bruges af terrorister som flyvende bomber; at man burde lukke munden på dem, der anfægter de brutale antiterroraktioners velbegrundethed og opfordrer til at føre forhandlinger selv med de værste fanatikere, og ikke tøve med at jage journalister bort fra handlingernes sted, for at de ikke skal oplyse samfundet om, hvad der virkelig foregår.
Andre prøver at overbevise os om, at alt det er dybt uretfærdigt og rettet imod det europæiske systems egentlige væsen; at det er selvmorderisk, selvom det ligner noget, som er uundværligt og helt retfærdigt; at hvis vi fortsætter med at handle på den måde, vil vi om nogen tid holde op med at vide, hvem vi selv er, og hvad vi forsvarer – så uigenkendelige bliver vi for os selv.

Verden, denne vidunderlige og forfærdelige verden, er i sandhed hemmelighedsfuld. Og alt, hvad vi end rører ved, er lige så sløret som på et uskarpt fotografi. Vi ved ikke, hvorfor virkeligheden har netop denne uigennemskuelige struktur, så selv de hellige bøger, som vores civilisation bygger på, ikke kan give os et klart svar på spørgsmålet om, hvad det betyder at handle retfærdigt, når vi står ansigt til ansigt med konkrete hændelser.
Derfor vælger vi i vanskelige situationer sædvanligvis et forenklet billede af verden, for kun i en sort-hvid virkelighed er vi i stand til at træffe beslutninger og effektivt håndhæve retfærdigheden. Men måske, som Shakespeare havde en mistanke om, er der en urokkelig modsigelse mellem en gerning og en dybere erkendelse af verden. Vi gentager ofte: Lad din tale være ja, ja – nej, nej. Men den virkelighed, som vi gerne ville holde i ave ved hjælp af strenge ord og beslutninger, håner os, selv når den bøjer sig for vores vilje, fordi den er 100 gange mere indviklet end de to beslutsomme ord lover. Den siger sjældent ’ja, ja’ – ’nej, nej’. Den har flere farver og nuancer. Den ligner snarere en sammenfiltret, mørk skov af ting, hvor der et eller andet sted langt ude mellem træerne skinner et fjernt lys, et lys, vi prøver at nærme os. Men de erfarne siger, at én, der ser for meget og ved for meget, ligesom én, der ser for lidt og ved for lidt, kan fare vild og forsvinde.

Det eneste vi kan, er i lighed med de gamle, store europæiske malere, møjsommeligt at forestille os, hvordan dommedag vil se ud, og hvilke domme der vil falde. De retfærdige bliver sikkert skilt fra de uretfærdige ligesom det berømte billede af Hans Memling, hvor der til venstre ses krystaltrapper, og til højre røde flammer. Men vi ved ikke, hvordan dommeren ville dømme et menneske, der har angivet andre til det hemmelige kommunistiske politi for at få fat i penge, der kunne redde hans kræftramte datter. Hvordan ville Han retfærdigt dømme en præsident, der gav en retfærdig ordre til nedskydning af et jetfly, der blev kidnappet af terrorister over Washington, Hamburg, Stockholm og Warszawa? Hvordan ville Han dømme en israelsk politimand, der for en god sags skyld torterer mistænkte for terrorisme, for at tvinge dem til at komme med oplysninger om et planlagt attentat og på den måde gøre det muligt at redde flere hundrede menneskers liv? Hvordan ville Han dømme en palæstinensisk kriger, der lægger bomber under uskyldige menneskers beboelseshuse; de samme uskyldige mennesker, der med roligt sind lægger deres stemmekort i stemmeurnerne, og på den måde nægter palæstinnserne deres ret til en uafhængig stat? Og hvordan ville Han så dømme muhammedanske lærde, der, overbeviste om at de opfylder Hans hellige vilje, dømmer en kvinde til døden, fordi de er overbeviste om, at deres handling er god og retfærdig, da den stemmer overens med deres samvittighed og den religiøse lov. Og hvordan ville Han så dømme os, hvis vi ikke gjorde et forsøg på at redde denne kvinde ved blot at sende et enkelt protestbrev til hendes forsvarer, for vi har ingen indflydelse på denne verdens store sager, men måske i denne ene lille sag har vi det alligevel? Og hvordan ville Han dømme alle dem, der før i tiden har brændt kvinder på bålet, fordi de var overbeviste om, at det, de gjorde, var retfærdigt, og at de gjorde det for kvindernes, menneskehedens og kirkens skyld?
Og hvad så med Europa? Europa vil fortsat være Europa, så længe vi er i stand til at stille alle de spørgsmål. Så længe det ikke mister den moralske uro, som alle disse spørgsmål er affødt af. Dette er dets dybeste arv, selvom vi selv – som vores kontinents blodige historie viser det – vi europæere, så ofte har været i konflikt med denne arv ved hånligt at bortkaste noget, som man en gang imellem kalder de »unødvendige komplikationer«, fordi de gør en effektiv handling vanskelig.

Det mest europæiske i os er, at vi stadigvæk er i stand til at stille disse spørgsmål, og at vi stadigvæk gør det. Europæisk i os er bevidstheden om den menneskelige verdens kompleksitet; denne bevidsthed der forsvarer os imod den sort-hvide måde at se tingene på. Bevidstheden om en konflikt mellem erkendelse og handling, mellem etik og politik, mellem retfærdighed og barmhjertighed, mellem en individuel skæbne og et fælles ansvar, mellem straf og hævn, mellem effektivitet og sandhed. Denne vanskelige bevidsthed, som vi har arvet efter Shakespeare, Goethe, Thomas Mann, Mickiewicz og de kloge grækeres gamle kultur. For det er netop de »unødvendige komplikationer«, der gør os til europæere, til trods for at den europæiske – og ikke blot den europæiske – massekultur gør alt for, at vi skulle glemme disse »komplikationer«.
I et af sine digte skrev den polske digter Zbigniew Herbert: »Nike er smukkest i det øjeblik / hun tøver«. Jeg vil sige det helt klart og tydeligt: Det ægte Europa er for mig det Europa, der tøver. Og som trods denne tøven kan handle effektivt. Som er i stand til at bevæge sig i det vanskelige rum mellem en bevidsthed om verdens uigennemsigtighed og nødvendigheden af at træffe entydige beslutninger; mellem en tvivl, der er fyldt med skrupler og den hårde vished om vores egen ret, mellem den kritiske selvironi og inderlighed, i dette moralske rum, som nogle simpelthen kalder den europæiske samvittigheds rum.
Og i det ser jeg dets ægte ånd. Som aldrig må forlade os. Og jeg selv gør alt for, at denne ånd altid forbliver mit forfatterskabs lys.

*Stefan Chwin
Født 1949, forfatter og essayist. Bor i Gdansk, hvor han også underviser på universitetet. Forfatterskabet spænder fra voksenromaner til eventyrfortællinger for børn. Har desuden skrevet litteraturhistoriske og litteraturkriske tekster

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her