Læsetid: 4 min.

Bosættere føler sig som andenrangsborgere

Sikkerhedshegn er tegn på svaghed, mener de radikale bosættere – viser man derimod styrke og står fast, vil intifadaen med tiden miste pusten
20. september 2003

KEDUMIM – Stemmen viser ingen tegn på usikkerhed, når Daniella Weiss taler om en blomstrende fremtid for Kedumim, en af de store bosættelser midt i Vestbreddens højland.
»Jeg vil beskrive den generelle atmosfære her på stedet som optimistisk. Sandt nok er vores sikkerhedsmæssige situation lige for tiden en smule kompliceret, men det bliver bedre, og når jeg lytter til folk, taler de om øget kulturelt udbud, forbedringer på skolerne og sådan noget. De snakker ikke om sikkerhed og konflikt,« siger hun.
Daniella Weiss er borgmester i Kedumim, som ligger nær den store palæstinensiske by, Nablus, og bosættelsen er igen kommet i rampelyset, fordi det kontroversielle israelske sikkerhedshegn omkring Vestbredden, trods store sving ind på besat område netop i disse dage ser ud til at efterlade Kedumim som en af de få større bosættelser ’på den forkerte side’.
»Forhåbentlig bliver det hegn aldrig færdigt, for det nedbryder, hvad vi har skabt her, og det nedbryder hele folkets selvtillid,« siger hun og spærrer øjnene vildt op som for at understrege sin afsky for hele projektet.
»Kedumim er et godt eksempel. Vi befinder os i fjendeland, men vi lever med det, og at folk bliver ved med at flytte hertil er mit bedste bevis på, at jeg har ret.«
Daniella Weiss har argumenterne på rede hånd og begynder med at gøre et stort nummer ud af, at der intet hegn findes omkring Kedumim.
»Det har der aldrig været, og det kommer der heller ikke, for hegn udtrykker frygt, og frygt er en åben invitation til mere terror. Hvis man viser sig stærk, tør araberne ikke angribe os, det har vi lært her i Kedumim,« siger hun.
»Hele ideen om et sikkerhedshegn omkring Israel er en kæmpe misforståelse, men heldigvis er regeringen selv meget i tvivl, og vi stoler på, at tvivlen kommer os til gode, og at det aldrig bliver til noget. Det hele er et spørgsmål om fremtidstro.«

To zionistiske stater
Ved bosættelsens minimarked ikke langt fra borgmesterkontoret møder vi de samme holdninger.
»Jeg har kun været her i 25 år,« siger en ældre mand af tunesisk herkomst ved navn Ezra med et tandløst grin. »Tidligere boede jeg i Tel
Aviv. Jeg havde en stor lejlighed og et godt liv, men af ideologiske grunde lagde jeg det hele bag mig og flyttede til Kedumim.«
Ezra fortæller, at han før intifadaens udbrud for næsten tre år siden arbejdede sammen med lokale palæstinensere i sit malerfirma.
»Jeg kender de mennesker, og jeg ved at de bare vil have fred,« siger han. »Men vi må fortsætte krigen mod deres ledere og de islamiske fanatikere, for det er her, problemet ligger.«
Debatten om det meget omtalte grænsehegn, som er blevet til på Sharons-regeringens initiativ, er interessant, fordi projektet møder opposition både på den israelske venstrefløj og på den del af højrefløjen, hvor navnlig bosættere færdes. Elyakim Haetzni, der med bopæl i Kiryat Arba umiddelbart udenfor Hebron er en anden af bosætterbevægelsens pionerer, kritiserer i denne tid Sharon-regeringen for at ville skabe to zionistiske stater.
»Det er jo rigtigt, for også på denne side af sikkerhedshegnet vil vi have en jødisk stat,« siger Assi Cohen, en selvbestaltet leder af en protestbevægelse mod hegnet, som Information træffer mens han og hans folk protesterer ved at brænde bildæk på en hovedvej. Politi og militær er mødt talrigt frem, men griber ikke ind, og om trafikanternes brug af hornet udtrykker irritation eller sympati er svært at sige her på Vestbredden.

De fleste ønsker fred
»Sharons fremgangsmåde er helt forkert,« siger i hvert tilfælde en af Cohens assistenter, der på bredt Brooklyn-amerikansk præsenterer sig som Clive. »Først opfordrer han os til at bygge hjem her, og så lader han os være udenfor. Hvorfor skal vi finde os i at være andenrangs bosættere?
»Dette er jo selve problematikken,« kommenterer Daniella Weiss. »I virkeligheden er det jo os, der er fakkelbærere for den virkelige zionisme. Jeg er ikke i tvivl om Ariel Sharons zionistiske overbevisning, men som jeg så ofte har sagt til ham, trækker han på mange kilder, hvorimod jeg har én, som er De Fem Mosebøger. Bibelen tager aldrig fejl, og fordi Sharon lader sig påvirke af andre kilder, er han for eksempel også modtagelig for amerikansk pres. Hvad verden endnu ikke har indset, er, at intifadaen er 10 procent af palæstinenserne. Resten vil bare have fred. Men ligesom jeg tror, at en modenhed er ved at indfinde sig i Israel med hensyn til grænsehegnet, stoler jeg også på, at noget lignende vil ske blandt dem, og de vil indse deres fejltagelse.«
På vej hen mod døren standser hun ved et billede på væggen. Det er et velkendt motiv fra 1973, hvor Hanan Porat og rabbiner Moshe Levinger, den tids ubestridte bosætterledere, bæres på skuldrene af glade bosættere. Det er fra Sebastia, som gik umiddelbart forud for Kedumim. Daniella Weiss udpeger sig selv i mængden og fortæller, at hun har hængt billedet på væggen mellem tegningerne over bosættelsens anlægsarbejder som symbol på, hvad hun opfatter som en naturlig kontinuitet. Måske derfor ser hun lidt betuttet ud, spurgt om hun virkelig forventer, at vækstplanerne for Kedumim fra de nuværende små 4.000 indbyggere til 10.000 i 2007 holder under de nuværende forhold.
»Selvfølgelig!« ryger det ud af hende efterfulgt af et smalt smil. »Hvordan skulle det ellers gå? Regeringen har for længst indset, at vi har ret, og det er kun et spørgsmål om tid, før resten af Israel og den vestlige verden indser, at de ikke kan flytte os!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her