Læsetid: 6 min.

Congo kæmper for fremtiden

En ny regering har officielt forenet Den Demokratiske Republik Congo. Men der er lang vej til fred, demokrati og enhed i Congo
22. september 2003

BUKAVU – En krig med over tre millioner døde, endnu flere jaget fra hus og hjem og med udenlandske hære som deltagere er afsluttet. I hvert fald hvis man skal tro de pæne ord, der blev sagt, da en ny regering for nylig blev taget i ed i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad, Kinshasa.
Men allerede ved grænsen til Congo bliver det klart, at alt endnu ikke er, som det bør være ifølge de fine papirer, landets forskellige oprørshære og politiske fraktioner skrev under på, da der blev indgået en fredsaftale i Sydafrika forrige år.
For selv om en ny regering og en ny hær er blevet udnævnt og svoret ind med deltagelse af alle krigens parter, er man ikke meget for at lade mig komme ind, da jeg henvender mig ved den rwandisk-congolesiske grænsepost Bukavu i det østlige Congo med mit visum udstedt efter alle kunstens regler (og mod klækkelig betaling) af det congolesiske konsulat i Vallensbæk.
»I princippet er alt i orden,« siger paskontrolchefen med henvisning til mit visum, da jeg er blevet ført ind i et nusset baglokale.
»Men realiteten er stadig, at jeg tager mod ordre fra RCD,« forklarer han med henvisning til den oprørsbevægelse, Rassemblement Congolais pour la Démocratie – Goma, som støttet af Rwanda kontrollerer en god bid af den østlige del af Congo.
Han er tydeligvis ikke glad ved tanken om at tage ansvaret for at lade en journalist passere, som har et visum. For visumet er nemlig indirekte udstedt af RCD-Gomas tidligere modstandere i hovedstaden Kinshasa over 1.000 kilometer mod vest, der har kontrol med udenrigsministeriet og dermed også med de congolesiske repræsentationer i udlandet.
Hmm, kunne man ikke blot skrive, at jeg var studerende? Måske studerende og journalist, spørger han. Jeg foreslår ’journaliststuderende’ og tilføjer, at han for min skyld kan skrive, hvad han vil i sin bog, så længe jeg ikke bagefter bliver beskyldt for at have skaffet mig adgang til landet på uredelige vilkår.
Jeg var indtil få dage før afrejsen i tvivl om, hvorvidt jeg skulle anskaffe mig et officielt visum. Sidst jeg var i landet for knap tre år siden, ville man med et visum i hånden straks være blevet sendt tilbage af RCD-Goma – hvis man da ikke straks var blevet smidt i fængsel som ’spion’ for regeringen i Kinshasa.

Nye tider ...
Nu er det tilsyneladende alligevel nye tider, og efter en del venten, hvor paskontrolchefen bruger min mobiltelefon til at ringe til både sin overordnede og den lokale militærkommandør, giver han mig hånden og takker for samtalen. Velkommen til det nye forenede Congo.
Inde i selve Bukavu by er der synlige tegn på de nye tider. Før var alle institutioner i landet delt. Da krigen begyndte i 1996, blev Congos pendant til Danmarks Radio, Radio Television National Congolais, således splittet op og underlagt lokal kontrol af de forskellige magthavere. I dag bliver programmer optaget i Bukavu også vist i andre dele af landet og vice versa.
Under krigen var der heller ikke post og telefon på tværs af landet, så congoleserne i denne østlige del af landet brugte postbokse og mobiltelefonnetværket i Rwanda til at kommunikere med omverdenen. I dag er der nye farvestrålende reklamer på husmure og plakater for mobiltelefoni, og man kan uden problemer ringe forholdsvist billigt til andre dele af landet.
Der bringes ikke post ud, men man kan dog få sin egen postboks i de store byer.

... og dog
Men mens nogle ting er forandret, er andre det stadig langt fra. Det gælder først og fremmest den nye hær, hvortil der også er udpeget officerer fra landets forskellige militære fraktioner. Indtil videre har de nye militære eminencer sværget troskab til ’Den Demokratiske Republik Congos væbnede styrker’ – og ja, væbnede styrker skrives med lille, for de forskellige krigsherrer og politikere, der udgør den politiske og militære elite i det ny Congo, har endnu ikke kunnet enes om navnet.
Hvad værre er, er, at der i flere af de nu officielt tidligere oprørsbevægelser sidder folk anklaget for at have myrdet landets tidligere præsident, Laurent-Desiré Kabila, en tidligere smugler med meget mere, som blev bragt til magten af udenlandske styrker fra nabolandene Rwanda, Uganda og Burundi, men som senere smed disse udlændinge på porten. Rwanda og Uganda svarede igen ved at oprette og støtte egne oprørshære, heriblandt altså RCD-Goma, hvilket fik krigen til at fortsætte.
I begyndelsen af 2001 blev Kabila myrdet – man ved stadig ikke rigtig hvorfor – og i dag sidder hans søn, den unge Joseph Kabila, som præsident og har afvist at godkende udnævnelsen til den ny hær af enhver, som er mistænkt for at have haft en finger med i mordet på hans far.
Og det er ikke så få, hvis man skal tro ’sønnen Kabila’, som folk her ynder at kalde ham. En militærdomstol i Kinshasa dømte således tidligere på året 94 mennesker for medvirken til mordet, herunder en del til døden in absentia.
Blandt dem den af RCD-Goma udpegede lokale guvernør for provinsen Sydkivu, hvor Bukavu er regional hovedstad.
»Jeg venter på, at der bliver installeret en domstol. En ordentlig domstol,« siger guvernør Xavier Ciribanya, da jeg møder ham i haven bag hans embedsbolig, et veludstyret minipalads med både flygel (der dog ikke har været stemt i umindelige tider) og satellit-tv i bredformat. Han tilføjer, at han blot blev dømt, fordi han var politisk modstander af Laurent-Desiré Kabila.

Repatriering nødvendig
– Så vil den nye regering kunne samarbejde og bringe ladet på fode?
»Jo, jo, det vil gå,« mener en 29-årig taxachauffør. »Men,« siger en 43-årig mand med krykker, der hopper ind i dele-taxaen og præsenterer sig som Victor Tanganyika, »man bliver nødt til at finde en måde at sende hutuerne hjem på«.
Han peger dermed på et af de andre væsentlige problemer, der skal løses, før der kan blive fred i Congo.
Efter folkemordet i Rwanda, hvor op mod en million mennesker blev dræbt, flygtede de ansvarlige hutu-militser over grænsen til Congo. Det var det, der i første omgang fik det ny styre i Rwanda til at angribe Congo sammen med Uganda og Burundi.
Nogle af disse hutuer findes stadig i junglen i og omkring Sydkivu, hvor de terroriserer civilbefolkningen, men det er langt fra alle, der har spillet en rolle i folkemordet. Mange uskyldige hutuer blev simpelthen tvunget med som levende skjolde og senere tvangsrekrutteret til den hutu-hær, der under skiftende navne har huseret i det østlige Congo.
»Der er folk her, som nu er 18 år gamle. De var ni år under folkemordet; de gik ikke rundt med en machete under folkemordet,« siger Jason Stearns, en FN-ansat der arbejder med at demobilisere de rwandiske hutuer og sende dem tilbage til Rwanda.
Edouard Mugabo er endnu yngre. Bare 16 år og iklædt beskidte blå bukser, en særdeles laset blå netundertrøje og brun habitjakke med huller ved flipperne.
Han siger, han blev tvangsrekrutteret i en flygtningelejr for nogle år siden og givet en AK-47. Sammen med to andre overgav han sig for nylig i forbindelse med kampe til RCD-Goma, der nu har indvilliget i at lade FN sende ham tilbage til hans land.
Om han er bange for at tage tilbage til Rwanda? »Jeg har en onkel og bedsteforældre i Rwanda. De vil tage sig af mig,« lyder svaret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu